Krænket piges far tøvede med at politianmelde Brian Holm

51-årige Brian Holm står tiltalt for at have krænket en dengang syvårig piges blufærdighed ved blandt andet at have trukket hendes trusser af, røre hende i skridtet og slikke hende i øret. Foto: David Leth Williams

Et godt venskab og konsekvenserne af en politianmeldelse af Brian Holm fik faren til krænket pige til at tøve.

Forældrene til den pige, som tidligere cykelrytter Brian Holm står tiltalt for at have krænket, var parate til at strække sig langt for at undgå at involvere politiet i sagen. Det fortæller pigens far, som onsdag eftermiddag afgiver forklaring ved Retten på Frederiksberg.

- Vi har haft et fantastisk forhold. Vi elsker jeres børn og jeres familie. Det var meget svært at træffe en beslutning om at gå til politiet på den baggrund, siger faren henvendt til Brian Holm.

51-årige Brian Holm står tiltalt for at have krænket den dengang syvårige piges blufærdighed ved blandt andet at have trukket hendes trusser af, røre hende i skridtet og slikke hende i øret.

Dagen efter det påståede overgreb forklarede pigen til sin mor, at en beruset Brian Holm havde trukket hendes trusser af natten til 26. april, da hun overnattede sammen med Holms datter i familiens hjem på Frederiksberg.

Onsdagen efter episoden mødtes pigens forældre og Brian Holm med en psykolog for at nå frem til en undskyldning til pigen, hvor Brian Holm skulle erkende episoden, men forklare det med, at han havde været fuld og bare ville drille.

Senere samme aften lukkede pigen dog op for yderligere detaljer, forklarer faren:

- Jeg skulle putte min datter, da hun pludselig bryder sammen igen.

Her fortalte den lille pige, at Brian Holm blandt andet også slikkede hende i øret og rørte hende i skridtet. Først derefter blev Brian Holm meldt til politiet.

En lydoptagelse blev onsdag eftermiddag afspillet ved Retten på Frederiksberg. På lydfilen, som pigens mor optog dagen efter det påståede overgreb, høres det dengang syvårige barn, mens hun grædende fortæller sin mor om episoden.
- Brian kom hjem, og han var fuld, og så kastede han op. Og så var han inde for at sige godnat, siger pigen og fortsætter:

- Han tog mine shorts og mine underbukser af, og så kiggede han.

Pigen forklarer videre, at hun lå vågen, og at hun ikke turde at sige noget til Brian Holm.

- Han sagde, at jeg ikke måtte fortælle det, siger den grådkvalte pige.

Pigens stemme er optaget uden hendes viden, og inden hun føjede yderligere detaljer om blufærdighedskrænkelsen til sin forklaring. Senere har hun fortalt, at Brian Holm blandt andet også rørte hende i skridtet og slikkede hende i øret.

Begge pigens forældre forklarede i retten, at Brian Holm ikke på noget tidspunkt benægtede overgrebet. Også Brian Holms hustru skal afgive forklaring onsdag. Det er uvist, hvornår dommen falder.