Er vi blevet for grove over for autoriteter?

Vi frygter ikke længere autoriteter, men siger dem imod, når det passer os. Grænsen er for længst nået, og det begynder så småt at afspejle sig i vores samfund, mener historiker

ugens etikspørgsmål

Video-optagelser af en mand i kørestol, der råber ukvemsord efter politiet, hvorefter han bliver hevet eller falder ud af kørestolen, fyldte i sidste uge nyhedsbilledet. Manden anvendte blandt andet ord som tumper og lortestrømer.

At manden landede på jorden og ikke blev hjulpet op, fyldte efterfølgende i debatten, men sagen rejser også spørgsmålet om, hvor langt man kan tillade sig at gå over for autoriteter.

Kan man tillade sig at overfuse lærerne til de såkaldte skole-hjem-samtaler, når de siger noget om ens barn, som man er uenig i? Og er det i orden at råbe skældsord efter parkeringsvagten, når denne har udstedt en bøde, som efter ens mening er uberettiget? Og når folk skriver grove kommentarer til politikerne på de sociale medier, er det så blot sandhedsord, som de skal kunne tåle at tage imod?

Befolkningens blik for autoriteter har ændret sig. Men hvad er det egentlig udtryk for?

Først og fremmest handler det om, at man ikke opfatter det som brok, når man vælger at råbe og sige autoriteterne imod. Man opfatter det som en naturlig reaktion, siger samfundsforsker Johannes Andersen fra Aalborg Universitet.

Vi er gået fra at tænke på fællesskabet og se os selv fra andres position til at prioritere os selv og forvente, at vores egne interesser også er højt prioriteret af andre.

Det ser man blandt andet i den offentlige sektor, som er indrettet efter den enkelte og dennes behov, siger Johannes Andersen. Og det har altså ført til en ny mentalitet, hvor man også mister troen på autoriteterne.

Det er et langt, sejt træk at skulle ændre på det. Ikke fordi vi skal genoppuste autoriteterne, men vi bliver nødt til at skabe en balance og tale pænt til hinanden for at bevare den gensidige respekt, som for tiden synes at være gået tabt.

LÆS OGSÅ: Kan det være i orden at melde sig syg, hvis man er uoplagt?

Og mistroen over for autoriteter er tåbelig, mener forfatter og journalist Torben Steno, for vi agerer jo alle autoriteter en gang imellem. Om det så er i rollen som forældre, kassedame eller parkeringsvagt. Og der er jo ingen af os, der vil bryde sig om at blive råbt efter eller talt ned til. I 2011 udgav han bogen Længsel efter faste former, hvori han efterlyser mere høflighed. Siden har han holdt flere foredrag, og han mærker frustrationen hos tilhørerne. Men det er som regel ikke dem, der råber højest, der kommer og hører hans foredrag, og det ændrer heller ikke på, at vi stadig taler grimt til hinanden.

Danmark er i en kulturel krise, hvor vi ikke har nogen faste regler for, hvordan vi skal opføre os. Vi er ikke klar over, hvornår vi overskrider hinandens grænser, og vi er blevet venner med autoriteterne og joviale med den offentlige sektor. Alt skal helst være hyggeligt og rart, og vi opfatter os som ligeværdige, selvom vi ikke er det. Og derfor føler vi også, vi kan tillade os at sige hvad som helst. Det er jo helt galt.

Men er det bare i Danmark, at vi har glemt høflighedsfraserne? Vi er i hvert fald mere kontante og mindre autoritetstro, end man er i stort set alle de andre europæiske lande, siger forfatter, cand.mag. Ulla Gjedde Palmgren fra firmaet Intercultures.dk. Hun er medforfatter til bogen Håndbog i høflighed kulturelle koder i elleve EU-lande, som er en guide til, hvordan vi skal interagere i europæiske sammenhænge. Problemet er, mener hun, at vi i Danmark mangler sprog til at være høflige. I Tyskland gør man for eksempel en dyd ud af at sige De og bruge efternavn, når man præsenterer sig, og det gør man ikke i Danmark.

Vi er meget mere lighedsorienterede, end man er i mange af de andre lande, og vi har en fladere struktur. Ungdomsoprøret i 1960erne satte sig varige spor hos os og sætter stadig et massivt præg på, hvordan vi gebærder os i det offentlige rum, for eksempel over for autoriteter. Men også på grund af protestantismen, som er meget mindre hierarkisk i sin struktur end for eksempel katolicismen. Derudover er vores arbejdsmarked skruet sammen på en anden måde. Vi har andelsbevægelsen og flere små virksomheder end for eksempel Sverige, som er et udpræget lønmodtagerland vi er mere selfmade og værdsætter faglig dygtighed højere end titler.

Vi er til gengæld også mere helhedsorienterede og tillidsfulde end så mange andre:

Vi stoler på hinanden, og vi føler os tryggere ved hinanden end lande med meget stærke autoriteter. Men når nu vi kommunikerer med folk fra andre kulturer, kan det være hensigtsmæssigt at finde ud af, hvordan man fremstår høflig og omgås autoriteter.

Problemet er, at vi er blevet vores egne autoriteter, siger historiker Henrik Jensen fra Roskilde Universitet, som har skrevet bogen Det ordentlige menneske. Her efterlyser han det menneske, der kender pligten og er i stand til at opføre sig pænt og imødekommende over for andre.

Men er det ikke et sundhedstegn, at man siger fra og råber op, hvis man synes, ting ikke er orden? At der ikke længere er plads til en lektor Blomme i klasseværelserne?

Jo, vist skal det ordentlige menneske ikke blot bøje hovedet og tage, hvad der kommer, siger Henrik Jensen. Men der skal være visse begrænsninger i den enkeltes udfoldelser, da det er til gavn for alle.

Det fungerer bedst, hvis der er visse omgangs- og respektformer, hvor vi på tværs af grupperinger og alder har nogle forestillinger om, hvad det vil sige at opføre sig ordentligt.

Men der begynder langsomt at blæse andre vinde i vores samfund, mener han. Med konkurrencestaten er autoriteten begyndt at vende tilbage, og politikerne vil have borgerne til at spille med og makke ret.

Vi ser politikerne skrue bissen på og kræve noget mere af borgerne. De skal tage bestemte uddannelser og inden for et vist tidsrum og kunne forsørge sig selv. Det vil smitte af i familierne, som gerne vil se deres børn klare sig godt, og derfor vil opdrage dem i den gangbare tone. Og det er måske på tide.