DILEMMA: Ville du melde dit barn til politiet?

Foto: 10535 James Crease DEMOTIX S Denmark

Hvad gør man, hvis ens barn bryder loven? Spørgsmålet er blevet aktuelt for en række britiske forældre efter de voldsomme uroligheder

Hvad gør man, hvis man finder ud af, at ens barn har rodet sig ud i kriminalitet?

Det er et skrækscenarie for alle forældre. Og det hårde dilemma er blevet til virkelighed for en lang række familier i England efter de voldsomme uroligheder i landets større byer den seneste tid. Her har flere forældre kunnet se billeder i tv og aviser af deres børn, der plyndrer og hærger i gaderne.

LÆS OGSÅ: Britisk politi hænger bøller ud på storskærm

Skal man vælge at overlade sagen til politiet og lade ens barn få pletter på straffeattesten? Eller skal man forsøge at beskytte sine børn mod samfundets straf?

Adienne Ives fra London valgte at melde sin 18-årige datter til politiet efter at have spottet hende på tv-billeder af gadeoptøjerne.

"Det er en utrolig hård beslutning. Men det er en beslutning, som alle gode forældre bliver nødt til at træffe," fortæller hun grædende til den engelske nyhedsstation BBC.

"Jeg håber, at andre familier i samme situation får mod til at gøre det samme. Jeg gjorde bare, hvad jeg følte var rigtigt."

Afhænger af forbrydelsen
Men den engelske forfatter Toby Young er uenig. Han mener, det kommer an på, hvor alvorlig kriminalitet, det drejer sig om.

"Selvfølgelig ville jeg melde mit barn, hvis det drejede sig om et mord. Men formentlig ikke for at stjæle fra en forretning i forbindelse med de omfattende gadeoptøjer," siger han til BBC og understreger, at man bliver nødt til at opveje deres handlinger mod, hvilke konsekvenser en plettet straffeattest kan få for deres fremtidige jobmuligheder.

I sidste uge blev to drenge på henholdsvis 14 og 15 år meldt til politiet i England af deres mødre, efter billeder angiveligt viste, at de havde været med i optøjerne i Manchester. Politiet i Manchester kalder ifølge BBC mødrenes handlinger for "ekstremt beundringsværdige".

En hård hånd
Den engelske forældreorganisation "Parents Out Loud" støtter de forældre, der har meldt deres børn til politiet:

"Nogle gange bliver kærlighed nødt til at være en meget hård hånd, og en hård hånd hjælper. Det betyder ikke, at man holder mindre af sit barn. Formentlig er det lige modsat," siger stifter af foreningen Margaret Morrissey til BBC.

LÆS OGSÅ: Kristeligt Dagblads tema om opdragelse

Men hvor går grænsen for, hvornår forældre skal vælge en hård eller blød hånd?

Ifølge seniorforsker på det danske Socialforskningsinstitut SFI Mogens Christoffersen må forældres overvejelser altid bunde i den konkrete situation og i, hvad der kan være den bagvedliggende grund til barnets kriminalitet:

"Som forælder må man først og fremmest tænke på, hvad der er mest hensigtsmæssigt i forhold til at få barnet til at ændre adfærd. For nogle børn vil det virke meget afskrækkende, hvis politiet kommer og taler med dem og deres forældre," siger han til Kristeligt Dagblad.

LÆS OGSÅ: Når straf skal retfærdiggøres

Mogens Christoffersen forklarer, at forældrenes kontakt til politiet kan være den nødvendige måde at råbe myndighederne op på.

"I sådan en situation vil forholdet mellem barn og forældre ofte være så belastet, at man som forældre ikke kan se andre muligheder end at gå til politiet," siger han.