Vi frygter Islamisk Stats terror - men verden er mere fredelig end nogensinde

A member of the congregation is seen with a peace symbol evoking the Eiffel Tower drawn on her face at a ...

En kvinde med et kombineret fredstegn og portræt af Eiffeltårnet på kinden deltager i en mindegudstjeneste for terrorofrene i Paris. Terroren er brutal og vækker frygt, men faktisk har risikoen for at blive dræbt af et andet menneske været faldende lige siden oldtiden. Foto: B68 / Scanpix Denmark

TRK1018020 Polyptych of the Martyrs. Beheading of Saint Hermenegild (564-586), c. 1515 by Juan Ramirez.; ...

Op gennem historien har den europæiske kultur gennemlevet krige, drab og brutalitet i massevis. Men ser man på de helt store linjer, har risikoen for at blive dræbt af et andet menneske været faldende lige siden oldtiden. Foto: Bridgeman Arts Library / Scanpix

Voldsomme begivenheder som terroraktionerne i Paris skaber frygt. Men forskning i 800 års drabsstatistikker tegner et entydigt billede af, at vores del af verden er blevet et stadig mere sikkert sted at leve

Denne artikel blev første gang bragt i juli, men er igen blev aktuel i forbindelse med terrorangrebene i Paris i weekenden

Hvis nogen tror, at Islamisk Stats nutidige videoer, hvor bødler poserer med afhuggede hoveder, markerer et enestående historisk lavpunkt, vil et blik på Trajansøjlen i Rom måske få dem til at ændre opfattelse. I hvert fald er der på den berømte søjle, der triumferer over romernes sejr over dakerne i det andet århundrede efter Kristi fødsel, afbildet romerske soldater, som på omtrent samme måde poserer med afhuggede hoveder.

Eksemplet stammer fra Manuel Eisner, schweiziskfødt professor i sammenlignende kriminologi ved universitetet i Cambridge, Storbritannien.

Han er leder af universitetets center for forskning i vold og drab og dets årsager og er bredt anerkendt for sin forskning i den historiske udvikling i antallet af drab.

Og i hvert fald for Europas vedkommende er konklusionen entydigt, at risikoen for, at man som menneske kommer af dage for et andet menneskes hånd, har været markant og stabilt faldende i den cirka 800 år lange periode, hvor der er tilstrækkeligt datagrundlag til at lave statistik over drabsrater.

”Vi kan med en vis sikkerhed slå fast, at Europa er blevet et meget mere fredeligt sted i forhold til at blive offer for drab. Det er mindre entydigt, hvordan udviklingen har været uden for Europa. Der er god dokumentation for, at USA har oplevet en tilsvarende langsigtet tilbagegang i drab gennem de seneste fem århundreder, men i andre dele af verden kan tingene se lidt anderledes ud. Især i dele af Latinamerika er der i dag ekstremt høje drabsrater, selv efter historiske standarder,” forklarer Manuel Eisner.

Som eksempel på, hvor store forskelle der kan være i nutidige samfund, peger Manuel Eisner på, at storbyerne Singapore i Asien og Caracas i det latinamerikanske land Venezuela har omtrent samme indbyggertal. Men mens der i Singapore er gennemsnitligt 12 personer, der bliver ofre for drab hvert år, er antallet i Caracas 4000 om året.

Manuel Eisner offentliggjorde i 2003 værket ”Long-Term Historical Trends in Violent Crime” (langsigtede historiske tendenser i voldskriminalitet), som blandt andet beskriver, at 46 personer årligt ud af hver 100.000 indbyggere i de skandinaviske lande omkring år 1450 blev ofre for drab. I Tyskland og Schweiz var andelen kun omkring 16 pr. 100.000, mens den i Italien var markant højere, nemlig 73.

Men ikke mindst op gennem det 19. og det 20 århundrede er drabsrisikoen - trods alle de krige og fortrædeligheder, Europa har været igennem - faldet, så det her i Danmark er under én person ud af 100.000, der hvert år bliver offer for drab.

I de seneste år har en række andre forskere brugt Manuel Eisners data som argument for, at verden bliver et stadig fredeligere sted, og at menneskeheden gør fortsatte moralske fremskridt.

Den amerikanske professor ved Harvard-universitetet i Boston Steven Pinker argumenterede i bogen ”The Better Angels of Our Nature: Why Violence Has Declined” fra 2011 for, at de stadig mere veludviklede statsdannelser og retssystemer, menneskers voksende gensidige økonomiske afhængighed og en stadig mere human opdragelse og dannelse har gjort verden til et bedre sted at leve i med mindre vold, færre drab og færre krige.

Professor i bioetik ved University of Toronto Peter Singer har argumenteret for omtrent det samme. Hans teori er, at der i mennesket har været en lille kerne af empati, som i første række kun omfattede en snæver kreds af venner og familie. Men i årtusindernes løb bevirkede evolutionen, at denne kreds udvider sig til at kunne rumme stadig større enheder: klanen, stammen, nationen, begge køn, andre racer, dyr.

På samme måde har en lille kerne af kriminologiske data således bredt sig til ringe af psykologi, moralfilosofi og bioetik.

Manuel Eisners forskning fokuserer på drabsstatistikkerne. De kan bruges til at fastslå, at andelen af drab har været for nedadgående i vores del af verden, men ikke til at slå fast, om menneskeheden er blevet moralsk bedre. Parallellen mellem Trajansøjlen og Islamisk Stats videoer illustrerer, at vold og mord altid har været en del af menneskeheden. Og eksemplet med Singapore og Caracas understreger, at den stadig større sikkerhed i forhold til at risikere at blive dræbt ikke er en evolutionær lovmæssighed, men resultatet af menneskelige bestræbelser i bestemte samfund på at skabe ro, orden, retfærdige love og ikke-voldelig opdragelse.

Det er heller ikke helt klart, hvordan sammenhængen er mellem de drab, som enkeltindivider eller bander begår inden for et samfund i modstrid med loven, og de drab, som stater eller andre krigsførende parter beordrer udført.

”Forbindelsen mellem krige og voldsniveuaet i et samfund er ikke entydig. Men samfund med voldelige interne konflikter på grund af etniske, ideologiske eller religiøse modsætninger er almindeligvis også et mere konventionelt voldeligt samfund. Faktisk er det i sådanne samfund ofte umuligt at trække en klar grænse mellem individuel kriminalitet og organiseret bandekriminalitet,” forklarer Manuel Eisner.

Jeanette Varberg, arkæolog og museumsinspektør ved Moesgaard Museum, udgav sidste år bogen ”Fortidens slagmarker - krige og konflikter fra stenalder til vikingetid”. Hun tager os således med længere tilbage i historien end Manuel Eisners statistikker, men støtter op om den konklusion, at vor verden også op gennem oldtiden blev et stadig fredeligere sted, hvis måleenheden er drabsraten.

”Hvis man går tilbage til for eksempel jægerstenalderens temmelig voldelige samfund, tyder alle fund på, at drabsraten har været kolossalt høj sammenlignet med nutiden. Perioden var præget af en mangel på samfundsmæssige regler, som gjorde, at mindre grupper af mennesker kunne slippe af sted med at foretage raids mod andre grupper og slå dem ihjel,” siger Jeanette Varberg.

Hun tilføjer, at der faktisk op gennem historien er forbløffende mange fællestræk imellem adfærden hos mindre bander eller klangrupper, der lever efter deres eget normsæt inden for en stat eller i fraværet af en stat til at sætte rammerne. Og det gælder, uanset om den pågældende gruppe har været en stenalderklan, en vikingehøvding og hans hird eller en gangsterbande i Chicago eller Caracas i det 20. århundrede.

”Man ser omtrent samme grad af lovløshed og samme store mængde drab i nutidige bandemiljøer i USA, som fund fra stenalderen peger på, at der var dengang. Og man kan også se, at det er de samme personer, der er involveret - nemlig unge mænd før den alder, hvor de stifter familie,” siger Jeannette Varberg.

Arkæologen tilføjer, at der findes eksempler både fra befolkningsgrupper i stenalderen og fra for eksempel stammesamfund i Papua Ny Guinea, hvor 20 procent af den samlede befolkning døde som følge af drab frem for at dø en naturlig død. Dette er ekstremt højt, selv set i forhold til det civiliserede Europas humanitære lavpunkter 1914-1918 og 1939-1945.

Hvis hun skal pege på én faktor, som er afgørende for, at et samfunds drabsrate falder, er det den stærke stat. Så selvom Trajansøjlen tegner et klart billede af et Romerrige fyldt med vold og krig, med gladiatorer, der dræbte hinanden som underholdning for borgerskabet, og med en kæmpe andel af befolkningen holdt som slaver - ja, så var der meget mere vold og drab i de mindre sammentømrede befolkningsgrupperinger uden for Pax Romana. For eksempel blandt dakerne i det nuværende Rumænien.

”Hvis vi går tilpas langt tilbage i historien, har menneskene ikke behøvet kæmpe så meget indbyrdes, fordi de var tilpas få til blot at kunne flytte sig. Men da jægerstenalderen er på vej til at blive bondestenalder, tager kampe om territorium til. Det ser ud til, at jo større befolkningstæthed der er, jo flere træfninger vil der være mellem mennesker - indtil der kommer en form for struktur på samfundet,” forklarer hun.

Dette leder frem til en påstand fra Jeanette Varberg, som mange nok vil finde lettere provokerende: En af de stærke faktorer gennem historien til at skabe harmoni og sænke drabsraten, har været krig.

”Det er ikke, fordi jeg er tilhænger af krig. Men nøgternt betragtet har krig været godt til at definere et samfund og dets regler. Det har været en motor frem mod den verden, vi har i dag. Samfundsordener er skabt gennem krige. Og den store tendens gennem historien har været, at der har været en bevægelse frem mod en bedre og mere fredelig verden blandt andet gennem krige og etablering af den stærke stat,” erklærer arkæologen, som peger på, at Islamisk Stats bestialske fremfærd i Syrien og Irak primært er udtryk for den stærke stats kollaps.

En hjørnesten i den stærke stat, som kan skabe det næsten drabsfri samfund, er ordenshåndhævelse i form af love, politi og militær. Strenge straffe for drab og grov vold kan mindske forekomsten, men det er i høj grad også befolkningens tillid til, at statsmagten er rimelig, retfærdighedsfølelse og moralske holdning til vold og drab, der spiller ind, påpeger Gunner Lind, professor, dr.phil. i historie ved Københavns Universitet. Han forsker i våben og våbenbrug fra 1500-tallet frem til vor tid og konstaterer, at den helt store nedgang i vold og drab i Danmark og det øvrige Europa skete fra 1500-tallet og frem til 1700-tallet.

”Det er på dette tidspunkt, at forestillingerne om blodhævn dør ud for alvor. Det er også på dette tidspunkt, at vi får et velfungerende retsvæsen - efterhånden også uden for byerne,” siger han.

Allerede i løbet af middelalderen begyndte byerne at blive fredeligere. Gunner Lind gør opmærksom på, at man på den tid begyndte at gå ubevæbnet omkring i byen, hvor politi var med til at holde orden, hvorimod alle endnu var bevæbnede på landevejen. I dag ligger denne del af vores egen historie så langt tilbage, at den nok er mindre kendt end USA's farverige fortid, hvor der var en verden til forskel på de velordnede storbyer og det vilde vesten. Men også i Danmark var der en sådan modsætning mellem by og land.

”Der kommer ikke automatisk en højere drabsrate, fordi et samfund har flere våben. Men selvfølgelig spillede det ind, om den person, som i middelalderen blev fuld og gal på et værtshus, havde et sværd med eller ej,” påpeger Gunner Lind.

Han uddyber, at et samfund sagtens kan have mange våben uden at være mere voldeligt, især hvis våbnene er registrerede og godkendte. I Norge og Sverige er der langt flere jagtvåben i omløb end i Danmark, uden at dette påvirker drabsraten. Egentlig våbenbegrænsende lovgivning begyndte først at slå igennem i Europa i 1920'erne, og på dette tidspunkt havde der allerede igennem flere årtier været en enestående lav drabsrate.

Ikke desto mindre har der naturligvis altid været en sammenhæng mellem våben og drab, og Gunner Lind påpeger, at ved siden af den mere udviklede lovgivning og ordenshåndhævelse, markerede det et fremskridt, da adelen omsider opgav at ”bruge våben som markør for mandighed og overklassestatus”:

”Langt op i 1700-tallet bliver det ved med at være en del af det pæne tøj for overklassen at gå med våben. Når de bliver portrætteret, bærer adelsfolk stadig våben, men heldigvis er dette kun udtryk for, at de slipper våbnene langsommere, end de rent faktisk holder op med at bruge dem mod hinanden.”