Baggrund

Krig har været en del af menneskehedens lod siden stenalderen

Kunstneren Lucas Cranach den Ældre, som blev en af Martin Luthers nære allierede, viste i 1535 volden som tidligt menneskeligt grundvilkår i dette oliemaleri, som bærer titlen “Sølvalderen”. - Foto: Scanpix

Krig er en del af menneskehedens historie fra forhistoriske massakrer til den totale krig i det 18. århundrede. Arkæologer er temmelig sikre på, at kollektiv vold især opstod med opfindelsen af landbruget, der spredte sig fra Mesopotanien fra omkring 9000 før Kristus

Ingen ved præcist, hvad der skete i Djebel Sahaba i det nordlige Sudan for omkring 14.000 år siden. Men 59 mænd, kvinder og børn mistede livet. Angribere bevæbnet med spyd og buer og pile med flintespidser kastede sig over deres boplads ved Nilens østbred. I flere omgange.

De overlevende begravede dem med omhu, liggende på venstre side med hænderne foran ansigtet og hovedet mod syd i det, som nu kaldes Begravelsesplads 117.

Djebel Sahaba er verdens ældste dokumenterede krigshandling. Skeletterne efter de 24 kvinder og 19 mænd samt 16 børn under 15 år blev fundet i 1964. Næsten hver anden blev dræbt med voldelige midler. Knoglerne og kranierne bærer mærker, der viser, at de er blevet angrebet med spyd i brystet, ryggen eller hovedet. Nogle har fået hovedet hugget af, og flere har stadig pilespidser boret ind i knoglerne.

”Vi ved ikke, hvorfor disse mennesker blev dræbt. Men hypotesen er, at der på dette tidspunkt var tørke omkring Nilen og derfor rift om områder med vand og jagtbytte. De kan være blevet angrebet af fremmede folkeslag, eller der kan have været tale om intern konkurrence om ressourcerne. Men dette er første gang i historien, vi finder vidnesbyrd om kollektiv vold,” siger Marylne Pathou-Mathis, professor i stenalderhistorie og forskningsdirektør ved instituttet CNRS, hvor hun leder et projekt om stenaldermenneskets adfærd.

Hun er blandt andet forfatter til bogen ”Préhistoire de la violence et de la guerre” (på dansk: Voldens og krigens forhistorie) og en af deltagerne i en international konference om krig og krigsarkæologi, som netop er blevet afviklet i Frankrig som led i markeringen af 100-året for Første Verdenskrigs begyndelse.

Og krig har været en del af menneskehedens lod siden stenalderen. I Schletz ved Asparn an der Zaya 20 kilometer uden for Wien har arkæologerne fundet resterne af 67 mennesker tilhørende den såkaldte båndkeramiske kultur, der blev dræbt i yngre stenalder omkring 5000 år før Kristus. Arkæologerne kan i nogen grad rekonstruere det brutale og nådesløse angreb på bopladsen.

Mange af ofrene har mærker efter op til otte slag af tunge genstande, ofte ovenfra, på kraniet. Brud på ansigt og kæber viser, at de var i nærkamp med deres angribere, men samtidig tyder en overvægt af brud på højre side af skeletterne på, at de blev ramt bagfra af højrehåndede angribere, mens de forsøgte at flygte. Angriberne bortførte de yngre kvinder med børn, for deres skeletter er underrepræsenteret blandt de tilbageblevne ofre. De overlevende flygtede og turde ikke vende tilbage før adskillige måneder senere for at begrave de døde, som i mellemtiden blev ofre for ådselædere, men intet tyder på, at bopladsen nogensinde blev taget i brug igen.

”Ofrene blev fundet i en slags grøfter, der omgav bopladsen, og som kan have været del af en form for forsvarsværker, men også ganske enkelt et tegn på landsbyens grænser,” forklarer Maria Teschla-Nicola fra Naturhisorisches Museum i Wien.

”Også andre fund, for eksempel i Talheim i Tyskland hvor 34 skeletter er blevet fundet, tyder på, at afslutningen af den båndkeramiske kultur var præget af voksende vold. Vi ved ikke hvorfor, men det er tænkeligt, at klimatiske ændringer omkring Sortehavet kan have påvirket levevilkårene så langt som til Centraleuropa og skabt en krise med kamp om ressourcerne,” siger hun.

”Jeg vil ikke sige, at vi har krig på dette tidspunkt, for det er meget vanskeligt at fortolke på grundlag af de meget få arkæologiske fund, vi har. Der var også udbredt kannibalisme i yngre stenalder, og når man finder en brudt hovedskal, kan det være svært at afgøre, om det er et resultat af vold eller af rituel kannibalisme i forbindelse med dødsritualer, der ikke indebærer en voldelig død,” konstaterer Maria Teschler-Nicola.

Arkæologerne er derimod temmeligt sikre på, at kollektiv vold især opstod med opfindelsen af landbruget, der spredte sig fra Mesopotamien fra omkring 9000 før Kristus. Før da var befolkningstætheden så lav, at mennesker sjældent mødte hinanden. Vold mellem enkeltpersoner kunne forekomme, og både arkæologiske fund af skeletter og hulemalerier viser eksempler på mennesker, der er blevet gennemboret af for eksempel spyd eller har fået kraniebrud. Men der kan også have været tale om jagtulykker eller nedfald af klippestykker, understreger arkæologerne enstemmigt.

”Arkæologiske fund fra både Mellemøsten, Europa og Sydamerika viser derimod entydigt, at massakrer og kollektiv vold følger landbrugets fremgang. Koloniserende folkeslag trænger frem, og der opstår konkurrence om jorden mellem de traditionelle nomadesamfunds samler-jægere og de fastboende agerbrugere,” fastslår Jean Guilaine, arkæolog og specialist i stenalderhistorie ved Collge de France i Paris.

”Nomader kan i sagens natur ikke akkumulere store rigdomme eller ressourcer, som de har svært ved at transportere. Med agerbrug og fastboende bønder bliver det muligt at skabe fødevarelagre, som andre kan efterstræbe, og der bliver større konkurrence om ressourcerne, blandt andet fordi folketallet øges som følge af bedre leveforhold,” konstaterer Marylne Pathou-Mathis.

En anden faktor, der favoriserer kollektiv vold, er urbaniseringen, der begyndte i Mesopotamien omkring 4200 før Kristus. Dannelsen af byer og bystater kan skabe interne spændinger på grund af overbefolkning og forudsætter desuden en politisk struktur med institutioner og lederskikkelser, der kan mobilisere til krig mod andre bystater. Fællesgravene i Tell Brak i det nuværende Syrien vidner om denne proces omkring 3900 før Kristus.

”I Tell Brak oplever vi en veritabel epidemi af voldshandlinger, som har resulteret i tre store fællesgrave, hvor ofrene tydeligvis er blevet udsat for mishandling. Vi tæller omkring 20 bystater og ser tegn på hyppige slag, men der findes ikke nogen præcis tærskel for, hvornår kollektiv vold kan defineres som krig. Til gengæld begynder vi her at få en regulering af krig, for eksempel med udelukkelse af børn fra krigsførelse,” siger Augusta MacMahon, arkæolog ved University of Cambridge i Storbritannien.

Det er udviklingen af veritable soldaterkaster og hære, der for alvor institutionaliserer krig og kollektiv vold. Krigeren bliver en helteskikkelse. De første tegn optræder allerede i yngre stenalder, for eksempel på hulemalerier i Spanien fra mellem 3000 og 5000 år før Kristus. De viser rituelle eller virkelige kampe mellem krigere udstyret med bue og pil og lederskikkelser, der dirigerer kampen.

”Jagt og krig blev aktiviteter, der gav enkeltpersoner status og styrkede deres position i samfundet. Det var en af de få veje til prestige og social opstigning i agerbrugssamfundene,” har Jean Guilaine blandt andet skrevet i bogen ”Aux origines de la guerre” (på dansk: Ved krigens begyndelse).

Iliaden om grækernes krig mod Troja er ét stort heltekvad til krigernes ære. Og om krigergerningen som et middel til at klatre op ad den sociale rangstige. I jernalderens Danmark i det første århundrede er krigen så nærværende, at datidens mennesker udviklede rituelle ceremonier til at håndtere krigshandlingerne, når kampene var slut.

I en sø ved Alken Enge i Midtjylland har arkæologer fra Aarhus Universitet fundet 15.000 våben, som tilhørte fjenden i et slag.

”Det er en veritabel våbenofring oven på krigshandlinger, som formentlig har været særdeles voldsomme,” siger Mads Kähler Holst, der præsenterede det arkæologiske fund ved den franske konference.

”Våbenofringen i en sø, der i øvrigt blev benyttet til religiøse ritualer, var led i et forsøg på at skabe mening i krigen og sætte den ind i en religiøs, ideologisk ramme, der kunne definere rigtigt og forkert i brugen af vold. Denne form for ritualisering i forbindelse med krig får en institutionaliseret, ensartet form, når der ofte er krig, og er derfor med til at fastholde en militær magt i samfundet. Derfor ser man i tidlige samfund et sammenfald mellem religiøs og militær magt,” siger Mads Kähler Holst.

Krigsarkæologien dokumenterer menneskehedens mest blodige historie, fra stenalderen til Islamisk Stat. På mange hundreder års afstand fortæller knuste knogler og hovedskaller om krig og vold som et varigt livsvilkår. Kranier fra dødsofre i middelalderens ridderslag bærer de samme stigmata som ofrene fra folkemordet i Rwanda.

Opfindelsen af nye og mere effektive våben ændrer ikke det store.

”Allerede opfindelsen af buen og pilen gjorde det muligt at dræbe på afstand og dermed lettere at dræbe. I den forstand er dronen blot en fortsættelse af en udvikling over tusinder af år,” påpeger David Al Kenz, der forsker i massakrer ved Université de Bourgogne i Dijon.

”Den store omvæltning kommer med den totale krig i det 18. århundrede. Før da var det fyrsterne, der førte krig mod hinanden, og befolkningerne var ofre for soldaternes fremrykning, uanset om det var deres egen eller modstandernes hær, der rykkede frem. Selv Trediveårskrigen (1618-1648, red.), der havde et både religiøst og politisk sigte, var fyrsternes krig. Med den franske revolution bliver krigen ideologisk. Det republikanske folk bliver modstandere af de europæiske monarkier. Siden har befolkningerne været involveret i krigen, enten som mål for propaganda, eller som ideologiske modstandere,” siger David El Kenz.

Men betyder det, at krig er et uundgåeligt, næsten naturnødvendigt fænomen? Er de lemlæstede ofre fra Djebel Sahaba og Schletz beviser for, at kollektiv vold er indskrevet i menneskets dna fra starten?

Arkæologerne understreger, at historien rummer mange og komplekse vidnesbyrd om rituel vold og menneskeofring, om rituel kannibalisme og ulykker. Og at man skal være forsigtig med at overfortolke de meget få fund, som er nået frem til den moderne krigsarkæologi.

Men svarene på spørgsmålet om krigens oprindelse har ikke desto mindre optaget både historikere, arkæologer og ideologer gennem tiden og modstillet to visioner af de første mennesker. Den ene fløj ser for sig en oprindelig guldalder af fred og fordragelighed, før krigens syndefald bragte den kollektive vold til verden. Det er den franske filosof Jean-Jacques Rousseaus vision af det gode naturmenneske.

Den anden fremstiller fortidsmennesket som et primitivt og brutalt væsen i en kaotisk verden, før bevidstheden om fælles interesser dæmmer op for selviskhedens vold.

”Her ser vi den britiske filosof David Humes vision. Dette sidste billede bliver især udbredt i det 19. århundrede, hvor det var med til at legitimere krig og desuden passede ind i en lineær historiefortælling, der går fra en primitiv urtid til en civiliseret nutid. Det passer også ind i en legitimering af koloniseringen, hvor de vilde indfødte sammenlignes med det primitive urmenneske, og omvendt,” mener Marylne Pathou-Mathis.

”Det er også i denne periode, at den østrigske psykoanalytiker Sigmund Freud udvikler sine teorier om ”den indre, primitive horde”. Mennesket nedstammer fra aggressive menneskeaber, hævdes det, blandt andet af den australske antropolog Raymond Dart i 1924. Man skaber myten om fortidsmennesket som en aggressiv, viril og dominerende skikkelse, og aggressiviteten fremstilles som betingelsen for artens overlevelse,” siger den franske arkæolog.

”Men det er ikke det billede, der tegner sig i de arkæologiske fund. Vold mellem enkeltpersoner har formentlig altid eksisteret. Men alt tyder på, at den kollektive vold opstod med agerbruget. Og man kan hævde, at hvis vi stadig er her i dag, så skyldes det i langt højere grad vores evne til at tage vare på hinanden. Fortidsmenneskets overlevelse afhang mere af samarbejde end af vold.

”Og det er i virkeligheden et positivt budskab,” understreger Marylne Pathou-Mathis.

”For det betyder, at krigen ikke er en uundgåelig nødvendighed. Vi har selv valget.”