Kunstigt

Mange kedelige følgevirkninger af adgangen til kunstig befrugtning

Skal man sige tillykke på 30-års-dagen for den første kunstige befrugtning af et menneske?

Der er ingen tvivl om, at de mange tusinde forældre, som har fået et barn ved den såkaldte reagensglasmetode, og børnene selv gerne vil råbe højt hurra. Og ja, vel kan man glæde sig over, at videnskaben på den måde har kunnet hjælpe livet på vej.

Alligevel kan man ikke komme uden om, at den kunstige befrugtning i kombination med adgangen til fri abort og genteknologien har skabt et utal af paradokser og etiske dilemmaer.

I de første år var metoden meget dyr og meget usikker. Det betød mange skuffelser, ubehagelige bivirkninger, mange udgifter og i nogle tilfælde knap så ønskede tvillinge- eller trillingefødsler. Lægerne var nemlig nødt til at befrugte mere end ét æg, fordi risikoen for spild var stor.

Siden blev teknikken forfinet, og pludselig stod man over for, om lægerne måtte prikke et eller flere fostre ud. En smertelig klar demonstration af, at mennesket med denne teknologi tiltager sig rollen som skaber. Og afgør, hvem der skal fødes, og hvem der skal dø.

Der kom flere dilemmaer. For hvad skulle man stille op med de befrugtede æg, som blev tilovers? Måtte man forske på dem? Ja, det måtte man, i hvert fald de første 14 dage efter befrugtningen, besluttede et flertal i Folketinget. Huxleys fagre nye verden rykkede betænkeligt tæt på, og det fortsatte. Måtte befrugtede æg fryses ned til senere brug? Måtte ældre kvinder, enlige og lesbiske få børn via reagensglasmetoden?

Hver gang et nyt dilemma er rejst, har politikerne som regel i begyndelsen været forbeholdne, men dråben har udhulet stenen, og hver gang er der gået hul i den. Sådan vil det formentlig fortsætte. Det kræver ikke stor fantasi at forestille sig risikoen for, at vi vil ende i den rene racehygiejne.

I dag vrænger vi på næsen ad den slags fremtidsgys, men det havde vi også gjort for 30 år siden mod meget af det, reagensglasteknologien har ført med sig. Så det kan alligevel ikke blive til et særligt dybfølt hurra i dagens anledning.