Genteknologi må ikke beherske os
GLOBALT SET: Til forsvar for naturen, både den menneskelige og den ikke-menneskelige skriver den amerikanske politiske økonom Francis Fukuyama
Folk, der ikke har fulgt nøje med i debatten om human bioteknologi, kan foranlediges til at tro, at det væsentligste spørgsmål drejer sig om abort, da de mest fremtrædende modstandere af kloning indtil videre har været abortmodstandere, der er imod ødelæggelsen af fostre.
Men der er mange gode grunde til, at kloning og den genteknologi, der vil følge med kloning, bør interessere alle mennesker, både troende og ikke-troende, og især dem, der ønsker at beskytte naturen. For forsøget på gennem bioteknologi at beherske den del af naturen, der er mennesket, vil blive endnu mere farligt og betydelig end industrisamfundenes anstrengelser for at beherske den ikke-menneskelige natur gennem mindre avanceret teknologi.
Hvis der er noget, som miljøbevægelserne har lært os gennem de seneste par generationer, er det, at naturen er et sammensat hele. De forskelige elementer i et økosystem er gensidigt afhængige på en måde, vi ofte ikke forstår; menneskers forsøg på at manipulere med visse dele af systemet skaber en lang række utilsigtede bivirkninger, som vil forfølge os.
Det er en mærkelig oplevelse i dag at se en af de film, der blev lavet i 1930'erne om bygningen af Hoover-dæmningen eller Tennessee Valley Authority (føderalt udviklingsorgan oprettet i 1933): filmene, der på samme tid er naive og vagt stalinistiske, hylder menneskets sejr over naturen og praler af, at frie naturområder nu er blevet erstattet af stål, cement og elektricitet.
Denne sejr over naturen var kortvarig: Det er over en generation siden, at der sidst blev iværksat store hydroelektriske projekter i noget industriland, netop fordi vi nu kender de ødelæggende økologiske og sociale følger af sådanne projekter. Faktisk har miljøbevægelserne gjort meget for at prøve at tale Kina fra det meget ødelæggende Tre Slugter-dæmningsprojekt.
Hvis problemet med utilsigtede følger er stort i ikke-menneskelige økosystemer, vil det være endnu større i den menneskelige genetiks verden. Faktisk er det menneskelige genom blevet sammenlignet med et økosystem på grund af den komplekse måde, hvorpå generne interagerer og påvirker hinanden.
Man anslår nu, at der kun findes omkring 30.000 gener i det menneskelige genom, langt færre end de 100.000, som man indtil for nylig mente, at det bestod af. Dette er ikke så frygteligt mange flere end de 14.000 gener i en bananflue eller de 19.000 gener i en rundorm, og det indikerer, at mange af menneskets højere evner og adfærdsmønstre styres af et komplekst samarbejde mellem flere gener.
Et enkelt gen kan have mange funktioner, mens det i andre tilfælde er nødvendigt, at mange gener arbejder sammen om en enkelt funktion, og det bliver særdeles vanskeligt at finde ud af, hvilke gener der samarbejder.
Det første mål for genterapi vil være forholdsvis enkle sygdomme, som sidder på et enkelt gen, såsom Huntingtons chorea og Tay-Sachs sygdom.
Mange genetikere er af den opfattelse, at den genetiske interaktion, der styrer mere avanceret adfærd og karakteristika såsom personlighed, intelligens eller blot højde, er så kompleks, at vi aldrig bliver i stand til at manipulere med den.
Men det er netop her, faren ligger: Vi vil hele tiden blive fristet til at tro, at vi forstår denne interaktion bedre, end vi egentlig gør, og så vil vi komme ud for endnu mere ubehagelige overraskelser, end da vi prøvede at besejre den ikke-menneskelige del af naturen.
Men her vil ofret for, at et eksperiment slår fejl, ikke være et økosystem, men derimod et menneskebarn, hvis forældre i forsøget på at gøre hende mere intelligent bebyrder hende med øget risiko for kræft, langvarig svækkelse i alderdommen, eller en anden helt uventet bivirkning, der muligvis først viser sig, længe efter at eksperimenterne fandt sted.
Når man hører folk fra den bioteknologiske industri tale om de muligheder, der dukker op, når man er færdig med at kortlægge det menneskelige genom, får man uhyggelige associationer til propagandafilmene om Hoover-dæmningen: Der er en overmodig tro på, at bioteknologien og videnskabelig snilde vil kunne rette konstruktionsfejl i mennesket, udrydde alle sygdomme, og måske endda en gang i fremtiden gøre det muligt for mennesket at blive udødeligt. Bagefter vil vi være en overlegen art, fordi vi forstår, hvor fejlbehæftet begrænsede vi er fra naturens side.
Jeg mener, at mennesket i langt højere grad end økosystemer er en kompleks, sammenhængende naturlig helhed, hvis evolutionære oprindelse vi overhovedet ikke kan forstå. Ydermere har vi menneskerettigheder på grund af denne særligt menneskelige natur: Som Thomas Jefferson sagde på sine gamle dage, har amerikanerne særlige politiske rettigheder, fordi naturen ikke har indrettet det sådan, at nogle mennesker er født med en sadel på ryggen, for at de kan blive redet af dem, der er over dem.
Hvordan skal vi så beskytte den menneskelige natur? Redskaberne er i bund og grund de samme som ved beskyttelse af den ikke-menneskelige natur: Ved at prøve at skabe normer gennem diskussion og samtale og ved at bruge statens magt til at regulere måden, hvorpå teknologi udvikles og udnyttes af den private sektor og det videnskabelige forskermiljø.
Der er naturligvis allerede strenge regler for biomedicin, men der er store huller i kompetencen hos de føderale organer, der beskæftiger sig med bioteknologi. U.S. Food and Drug Administration (den amerikanske levneds- og lægemiddelstyrelse) må kun opstille regler for levneds- og lægemidler på baggrund af midlernes sikkerhed og virkningsfuldhed. Den har forbud mod at træffe etisk betingede beslutninger, og den har ringe eller ingen beføjelser, når det gælder kloning, genetisk diagnosticering af fostre inden anbringelse i livmoderen, og genmanipulation på fostre, så at efterkommerne arver de manipulerede gener.
National Institutes of Health (de sundhedsvidenskabelige forskningsinstitutter) træffer mange afgørelser, der dækker eksperimenter med mennesker samt andre former for videnskabelig forskning, men deres myndighed begrænser sig til føderalt finansieret forskning, og herved sker der ingen regulering af den private biotekindustri. For sidstnævntes vedkommende bruger blot den amerikanske del af industrien over 80 milliarder kroner om året på forskning og beskæftiger omkring 150.000 ansatte.
Andre lande kæmper for at få indført lovgivning omkring human bioteknologi. En af de ældste lovgivninger på det område finder man i Storbritannien, der for over ti år siden oprettede Human Fertilization and Embryology Agency (Organisationen for Menneskelig Befrugtning og Embryologi) for at regulere eksperimenter med fostre.
Reproduktiv kloning er blevet forbudt i 24 lande, blandt andet Tyskland, Frankrig, Indien, Japan, Argentina, Brasilien, Sydafrika og Storbritannien. I 1998 godkendte Europarådet en tillægsprotokol til sin Konvention om Menneskerettigheder og Biomedicin, der forbyder reproduktiv kloning, en konvention, der er blevet underskrevet af 24 af rådets 43 medlemsstater. Tyskland og Frankrig har foreslået, at FN skal lave udkast til en global konvention, der forbyder reproduktiv kloning.
Et af de første forsøg på at føre kontrol med en bestemt genteknik, eksperimenter med gensplejset dna, var Asilomar-konferencen i Californien i 1975, der førte til oprettelsen af Recombinant DNA Advisory Committee (Rådgivningskomitéen om Gensplejset DNA) under RIH. Det var hensigten, at RAC skulle godkende alle gensplejsningseksperimenter, hvor gener fra forskellige individer og nogle gange arter splejses sammen, først inden for landbrugsteknologi og senere inden for områder som genterapi til mennesker.
En konference, der blev afholdt i 2000 i anledningen af 25-års jubilæet for Asilomar-konferencen, endte i generel enighed om, at uanset hvor nyttig RAC var for en generation siden, havde den overlevet sig selv. RAC har ikke magt til at håndhæve sine beslutninger, den fører ikke opsyn med den private sektor, og den har ikke kapacitet til effektivt at føre opsyn med, hvad der sker i den amerikanske biotek-industri, for slet ikke at tale om hvad der sker på verdensplan. Der er tydeligvis brug for nye organer, som kan regulere den kommende generation af ny bioteknologi.
Alle, der går ind for, at den ikke-menneskelige natur skal beskyttes mod teknologisk manipulation, bør gå lige så stærkt ind for at beskytte mennesket. I Europa står miljøbevægelserne stærkere i kampen mod bioteknologi end deres frænder i USA, og de har formået helt at bremse udbredelsen af genmodificerede fødevarer.
Men i sidste ende er genmodificerede organismer blot det indledende skud i en mere omfattende revolution og af langt mindre betydning end den humanbioteknologi, vi nu står over for. Nogle mener, at den ikke-menneskelige natur på grund af menneskenes rovdrift på den fortjener mere beskyttelse. Men i sidste ende indgår de i den samme helhed. Hvis vi ændrer planternes gener, påvirker det kun det, vi dyrker og spiser; hvis vi ændrer vores egne gener, påvirker det, hvem vi er.
Naturen - både vores egen og den omkring os - fortjener respekt og ansvarlighed, ikke dominans og overherredømme.
Blå bog
Francis Fukuyama, 51 år, er Bernard Schwartz-professor i international politisk økonomi ved John Hopkins Universitetets afdeling for internationale studier i Washington. Han har hovedsageligt beskæftiget sig med demokratisering og international politisk økonomi og i de seneste år set på kulturens og den sociale kapitals rolle i det moderne økonomiske liv. Fukuyama har bl.a. skrevet ÓHistoriens afslutning og det sidste menneskeÒ (Gyldendal, 1993) - om historiens dynamik, som han mener vil ophøre med den kolde krigs afslutning, hvorefter liberalt demokrati og det frie marked og kapitalisme er den endelige tilstand for verden - og senest en bog om bioteknologi, ÒOur Posthuman Future: Consequences of the Biotechnology RevolutionÒ (Farrar, Straus & Giroux, 2002).
Oversat af Christina Witting Estrup
© Los Angeles Times Syndicate