Det er svært at motivere samfundet til at tage et etisk ansvar

Mens ny teknologi konstant stiller os nye muligheder i sigte, øges behovet for en etisk diskussion af, hvordan og hvornår vi bruger de nye muligheder. Det mener den lettiske professor Zaneta Ozolina, der efterlyser større ansvarlighed fra alle samfundsborgere

Geo-engineering hedder noget af det nyeste inden for klimaforskningen, som kort fortalt handler om at mindske den globale opvarmning og nedsætte mængden af drivhusgasser i atmosfæren. Ifølge videnskaben kan det gøres på forskellige måder en af dem handler om at sprøjte store mængder skinnende svovlpartikler langt ud i atmosfæren. Det vil have en afkølende effekt og skulle efter sigende også være en billig løsning.

LÆS OGSÅ: Etikken og det personlige ansvar

Men selvom nogle forskere er begejstrede for denne og andre metoder, møder de også modstand. Der er nemlig også alvorlige bivirkninger ved flere af de løsninger, der i disse år arbejdes på i kampen for at forbedre det globale klima.

Blandt andet kan føromtalte metode risikere at ændre væsentligt på den globale regncyklus, hvilket kan have meget alvorlige konsekvenser for nogle lande.

Så dilemmaet er, om den globale opvarmning er en stor nok trussel til, at man skal forsøge sig med nogle af de nye videnskabelige landvindinger, hvor der omvendt er en risiko for, at der opstår uforudsete og måske endnu alvorligere bivirkninger, der vil have ødelæggende og livstruende effekt på dele af jordkloden og dens befolkning.

Det etiske dilemma om den globale opvarmning er ikke et eksempel grebet ud af den blå luft. Da der tidligere på ugen på Syddansk Universitet i forbindelse med det danske EU-formandskab blev holdt en international konference med titlen Science in dialouge, var klima-diskussionen således et af de diskuterede punkter i den work-shopgruppe, der med titlen Ethics and emerging technologies havde til formål at debattere, hvilke etiske problemstillinger moderne innovation og ny teknologi kalder på.

Til konferencen, hvor både forskere, statsrepræsentanter og interessenter var repræsenteret, deltog blandt andre også Zaneta Ozolina, som udover at være professor i internationale relationer på Letlands Universitet også er medlem af Europa-Kommissionens ekspertgruppe Ethical and Regulatory challenges to Science and Research Policy at the Global Level. Og ifølge hende er der ingen tvivl om, at vi i fremtiden både nationalt og globalt er tvunget til at forholde os til de etiske udfordringer, som følger i kølvandet på den nye teknologiske formåen.

Globaliseringen, den globale konkurrence, hvor nye stormagter kommer til, videnskabelig mission, voksende netværk og landenes individuelle dagsordener betyder, at vi står over for store etiske og lovgivningsmæssige udfordringer i forhold til videnskab og forskningspolitik, slog hun fast i sit oplæg på workshoppen og henviste til, at man allerede nu var nødt til at handle ud fra nogle principper, som hun kaldte de seks Mer.

De seks Mer, der alle står for multi, signalerer ifølge Zaneta Ozolina, at alt i vores moderne verden i dag kan karakteriseres som multi. Vi er således både multikulturelle, multinationale og multifaglige, hvilket skaber nogle udfordringer, som vi er nødt til at være bevidste om, når vi diskuterer etik.

Konklusionen er, at der i dag er mange aktører, når vi taler moderne teknologi og innovation. Forskerne er ikke mere alene. De må stige ud af deres elfenbenstårn og stå ansigt til ansigt både med andre forskere og med politikere og samfundet som helhed, siger hun under sit oplæg og uddyber senere over for Kristeligt Dagblad:

Når der er mange spillere på banen, kan det ikke garanteres, at alle har samme opfattelse af etik, eller at alle, hvis man når frem til nogle fælles spilleregler, følger disse. Derfor, selvom alle har et etisk ansvar, hviler det også til syvende og sidst på forskernes skuldre. De er nødt til at være selvkritiske og spørge sig selv, om det, de ved og har gang i, er noget, der skal ud til offentligheden og tages i brug, siger hun, men peger samtidig på, at videnskabsmænd ikke altid kan forudse resultaterne af nye teknologiske tiltag.

Vi kan drage en parallel til finansiel innovation. Her har vi jo særdeles tydeligt set, at nogen har fejlet i deres antagelser, siger Zaneta Ozolina og hentyder til den globale økonomiske krise.

For den lettiske professor er der ingen tvivl om, at nok er forskere, politikere og interessenter vigtige spillere, når det drejer sig om at få koblet de etiske diskussioner sammen med ny teknologisk formåen og innovation derfor arbejder man i EU-regi også på at få lavet nogle grundlæggende modeller for risikovurderinger i forhold til ny teknologi men den allervigtigste aktør er ifølge hende os mennesker og altså samfundet som en helhed.

Det er samfundet, der hele tiden står og råber på nye produkter og nye muligheder, og det gør det til en nøglespiller. Naturligvis skal politikere og forskere ikke altid føje samfundet, men man skal dog have for øje, at det også er os, der med vores efterspørgsel er med til at drive udviklingen fremad overordnet set, siger hun.

Ifølge Zaneta Ozolina er samfundet dog også den spiller, som det er sværest at motivere til at tage et etisk ansvar, og vi trykker nødig på stop-knappen, når teknologitoget først buldrer derudad.

Det bliver svært at få samfundet til at tage ansvar. Folk vil sige: Jeg blev ikke spurgt direkte, det var politikerne, der tog beslutningen, og Det var forskeren, der blev spurgt til råds, derfor behøver jeg ikke tage noget ansvar, forklarer hun og opfordrer de enkelte landes regeringer og større institutioner som EU til at komme på banen.

Det er deres ansvar at forsøge at få folk til at føle, at de også har et ansvar. Det kræver, at alle individer i et samfund har et sted, hvor de bliver hørt og taget med på råd. Og det kan sagtens være i medierne eller på internettet, foreslår hun.

Kravet er dog, at folk skal have respons, mener Zaneta Ozolina. Får de ikke det, føler de sig ikke taget alvorligt. Derfor er det heller ikke nok med en facebook-side, hvor man kan give sin mening til kende og i øvrigt læse, hvad andre samfundsborgere måtte mene om dette og hint.

Det skal foregå på organiserede platforme, for eksempel gennem tænketanke, foreslår hun.

På spørgsmålet om, hvorvidt fokuseringen på etik ikke kan blive så omfattende, at den risikerer at bremse god innovation og dermed eventuelt snyde os for nye muligheder, er professoren fra Letland ikke afvisende.

Jo, det kan den selvfølgelig godt, derfor drejer det sig også om, at man finder den rette balance mellem sikkerhedsforanstaltninger og innovation, og så skal man huske på, at al innovation handler om at løbe risici, siger hun.