DEBAT: Etisk kritisabelt at skabe donorbørn

Er det etisk forsvarligt at skabe donorbørn og er der andre og mere etisk acceptable løsninger for forældre der ønsker at redde et sygt barn?

Skejby Sygehus har meddelt, at der er et barn på vej, som er blevet til efter såkaldt ægsortering, således at det kan blive donor for en syg storebror eller storesøster. Denne metode kan kritiseres ud fra et etisk perspektiv.

Naturligvis skal kritikken ikke rettes mod det forældrepar, som nu venter et barn, som skal være donor for sin storebror eller storesøster. Deres valg skal ses i lyset af deres kærlighed til deres syge barn.

LÆS OGSÅ: Donorbørn skal hjælpes

Alle forældre kan forstå, at de vil gå meget langt for at redde deres syge barn. Men for alle os andre var det godt, at Per Ørum Jørgensen fra Kristendemokraterne i TV-Avisen for få dage siden hejste et advarselsflag. Vi bør som samfund nøje overveje, om metoden er det rette tilbud at give. Kunne der være andre og etisk set mere acceptable løsninger?

Problemet med metoden er for det første, at den forudsætter, at en hel del (typisk ganske mange) fosteranlæg – det vil sige små menneskelige liv – skal produceres og efter få dage kasseres, fordi de er syge, eller fordi de ikke har den rigtige vævstype.

For det andet forudsætter metoden, at man bruger børn, som ikke kan give informeret samtykke, som donorer. I mange tilfælde vil det nemlig ikke være nok at bruge celler fra navlesnoren, men der vil også være brug for mere indgribende og risikofyldte donorforhold.

Sidstnævnte problemstilling blev rejst over for sundhedsministeren i en fælles henvendelse fra Det Etiske Råd og Børnerådet den 10. juni sidste år. Der er oplagte etiske problemer i at bruge små børn som donorer – blandt andet, fordi børnene jo ikke kan give informeret samtykke.

DE TO RÅD har desuden gjort ministeren opmærksom på, at lovgivningen for tiden ikke giver rum for den praksis, som metoden forudsætter. Det må betyde, at man enten skal begrænse – eventuelt helt undgå – brugen af metoden eller ændre reglerne om børn som donorer.

I TV-Avisen blev der henvist til den nordjyske dreng Jason, hvis forældre for cirka 10 år siden forsøgte, men ikke fik et donorbarn. Jason blev imidlertid reddet, fordi det lykkedes at finde en udenlandsk voksen donor, hvilket man i første omgang havde opgivet. Efter min mening understreger det forløb, at vi først og fremmest skal satse på at blive meget bedre internationalt set til at samarbejde om at finde donorer, som kan hjælpe med at redde de syge børns liv.

Peter Øhrstrøm,

professor, medlem af Det Etiske Råd fra 2000 til udgangen af 2010,

Stokrosevej 5,

Vestbjerg