Dansk dør åben for gmo-kartoffel

Dette er ikke GMO-kartofler, men årets første Samsø-kartofler. Foto: Jens nøRgaard Larsen

EU-Kommissionen har givet grønt lys til en speciel gmo-kartoffel. Selv om Danmark frygter konsekvenserne af kartoflen, så kan miljøministeren ikke forbyde den

Miljøminister Karen Ellemann (V) strækker våben i kampen mod den kontroversielle genmanipulerede kartoffel Amflora.

Selv om miljøministeren frygter, at et antibiotikaresistent gen, som bruges i kartoflen, kan sprede sig til naturen, så oplyser hun i et svar til Folketingets fødevareudvalg, at de juridiske muligheder er udtømte for at afvise Amflora-kartoflen i Danmark.

Danmark stemte imod EU-Kommissionens forslag til godkendelse af kartoflen, og Karen Ellemann har efterfølgende undersøgt, om miljøgarantien, sikkerhedsklausulen, danske regler eller en såkaldt annullation af afgørelse kunne anvendes. Men ingen af redskaberne kan bruges, lyder hendes konklusion.

Ifølge miljøministeren har de danske virksomheder, som producerer kartoffelmel, dog oplyst, at de ikke "påtænker" at anvende Amflora-kartoflen, da den danske produktion i altovervejende grad bruges til levnedsmiddelfremstilling og ikke til industrielt brug.

Kartoflen er udviklet af den tyske kemigigant BASF og har et ekstra højt indhold af kartoffelstivelse, som blandt andet bruges til fremstilling af papir.

EU-Kommissionen mener ganske vist, at der er en "meget begrænset risiko" for, at Amflora-kartoflens gen kan overføres til andre planter. Men det er netop det, som modstanderne frygter.

Kartoflen indeholder et gen, som er resistent mod antibiotika, og det kan få alvorlige konsekvenser, hvis det overføres til andre afgrøder.

Det er første gang i 12 år, at EU-Kommissionen givet tilladelse til at dyrke en genmodificeret afgrøde på europæisk jord.

Spørgsmålet om gmo-afgrøder har længe splittet EU's medlemslande. Tidligere er kun en enkelt type af gmo-majs godkendt til dyrkning i Europa, og her har en række medlemslande indført særlige nationale forbud.