Vestens enevælde er ovre

-- I Vesten undervurderer vi hele tiden, hvor meget kolonitiden betød. Vi ser verden i et øst-vest-perspektiv. Stort set resten af verden ser den i et nord-syd-perspektiv, siger Ole Wæver. -- Foto: Leif Tuxen.

De vestlige lande skal lære at leve med, at de ikke længere har patent på at definere, hvad der er godt og skidt i denne verden. Vi er gået ind i en tid med mange sandheder, siger professor Ole Wæver

Det er godt fire og et halvt år siden, at Morgenavisen Jyllands-Posten trykte 12 tegninger af profeten Muhammed og dermed lagde grunden til det, der senere er blevet kendt som Muhammed-krisen – en krise, som fortsætter med at hvirvle støv op og skabe nye konflikter selv nu flere år efter. Skulle der være danskere, som mener, at vi snart må være færdige med de tegninger og spørgsmålet om, hvad der er vigtigst: ytringsfrihed eller respekt for andre menneskers religiøse følelser, gør de klogt i at væbne sig med ekstra tålmodighed. Muhammed-krisen er blot en forsmag på, hvilke værdisammenstød verden har i vente.

Selvom det i bedste fald kan være, at sværdslagene over den konkrete krise bliver historie, tyder alt på, at selve fænomenet – et voldsomt sammenstød mellem forskellige syn på, hvilke værdier der er vigtigst at tage hensyn til – er langt fra at være fortid. Tværtimod, spår Ole Wæver, professor i international politik ved Københavns Universitet. Brydninger mellem forskellige verdenssyn vil komme til at præge det kommende årti i en helt anden grad, end det hidtil er sket.

– Vi vil se et ekko af det religiøse årti, vi har været inde i, men i en anden forstand. Perioden vil blive karakteriseret af, at Vesten har mistet sin globale dominans, siger den 49-årige professor, som forsøger at danne sig et overblik over verden fra sit kontor i Københavns Universitets lokaler på det gamle Kommunehospital.

Her finder besøgende ham ved et skrivebord klemt inde mellem så mange reoler, at man snarere føler sig hensat til et antikvariat end et forskerkontor. Kun brandmyndighedernes krav forhindrer, at flere bøger bliver stablet ind. Men man smider jo ikke bøger ud, som Ole Wæver forklarer.

Hovedparten af titlerne handler om international politik, og med afstikkere til Tyskland, dansk sikkerhedspolitik, videnskabssociologi og klima er det også det, der er Wævers centrale forskningsområde. Det var Ole Wæver, der som den første danske forsker begyndte at interessere sig for religionens rolle i international politik, og nu ser han det spændingsfelt udvide sig yderligere. Religiøse forskelle og motiver vil stadig spille en rolle for, hvordan vi opfatter verden i det kommende årti, mener Ole Wæver, men fremover vil det ske som en del af et langt bredere mønster af brydninger og konflikter mellem forskellige verdenssyn.

– I 00'erne var religion det aktive konfliktobjekt. Det vil ebbe ud, men vi vil se en verden, hvor forskellige tolkninger brydes. Forskellige syn på økonomi, politik, historie, kultur, religion – forskellige udlægninger af, hvordan verden skal forstås og hvilke værdier, der er vigtige. Og i modsætning til tidligere, hvor Vesten kunne være ligeglad, fordi vi havde magten, kan vi ikke længere tillade os den luksus, siger han.

Ole Wæver henviser til, at hvor verden de seneste årtier har arrangeret sig omkring ét center for sandhed og løsninger – den vestlige verden – er der nu flere centre og sandheder.

– Vestens autoritet er gået fløjten. Samtidig betyder den geoøkonomiske udvikling, at vi står med en verden, hvor væksten og magten flytter mod Asien, ligesom der også andre steder i verden begynder at tegne sig regionale stormagter.

Det var forløbet af den kolde krig, der på mange måder gjorde Vesten til den akse, resten af verden drejede sig om. Da Sovjetunionen og de kommunistiske styrer i Østeuropa brød sammen, blev det opfattet som en sejr over kommunismen og en sejr for den vestlige samfundsmodel med dens liberale demokratier.

– Vi fik i den grad poleret vores selvfølelse i den periode. Vores måde at gøre tingene på havde vist sig at være den eneste rigtige. Vi havde facit. Tiden under præsident George W. Bush og de nykonservative i USA blev højdepunktet i den udvikling. Det var en periode, hvor det var naturligt at gå ud fra, at USA og Vesten kunne invadere andre lande og omdirigere dem, som man syntes, siger Ole Wæver.

Nu er denne vision om, at der var en højere sandhed, som gav Vesten moralsk ret til at blande sig i andre landes anliggender, død.

For det første fordi invasionerne i Irak og Afghanistan ikke har bekræftet de forventninger, man havde. Der var en udbredt tillid til, at nu skulle man lige – en, to, tre – vise diktatorerne, hvor skabet skulle stå, og så ville resten af verdens despoter skælve så meget, at de af bar rædsel for at blive de næste i rækken ville begynde at opføre sig ordentligt. Men sådan er det ikke gået.

– Måske ender det godt i begge lande. Forhåbentlig. Men hverken Irak eller Afghanistan har udviklet sig på en måde, der får os til at mene, at det "bare" er noget, vi skal gøre en anden gang. Den politisk-militære idé om, at sådan noget kan lade sig gøre, er et afsluttet kapitel, siger Ole Wæver.

For det andet er visionen om Vestens moralske overtag blevet punkteret af den massive økonomiske krise, som fejer hen over en verden med udspring i USA og Europa.

– Vesten har mistet sin ret til at belære alle andre om, hvordan de bør indrette sig, siger han.

Tilbage står, at befolkningerne i de vestlige lande skal lære at vænne sig til, at vi ikke længere kan sidde overhørig, hvordan befolkningsgrupper i andre lande reagerer. I den epoke, vi er trådt ind i, præget som den er af globalisering og lynhurtige informationsstrømme, kan ting, vi gør, få betydning for millioner af mennesker og undertiden medføre negative konsekvenser også for os, fordi de ikke opfatter vores handlinger, som vi ønsker dem opfattet. Som det er sket med sagen om Muhammed-tegningerne. Andre mennesker i andre verdensdele reagerer mod tegningerne af grunde, der er sande for dem, og så hjælper det ikke, at vi står fast på, at vores sandhed er den rigtige, mener Ole Wæver.

– Det kan muligvis godt være, at den er det – det hjælper bare ikke noget. Konflikten er der, uanset hvad. Det er sket før, at civilisationer er blevet løbet over ende af barbarer. Det er ingen garanti for overlevelse, at man påberåber sig den højeste sandhed, pointerer han.

Brudfladerne vil vise sig på en række felter. Det kan være om retten til suverænitet, hvor for eksempel Kina står meget mere fast på, at lande ikke bør blande sig i hinandens indre anliggender. Det kan også være i opfattelse af forholdet mellem enkeltindividet og samfundet – ligesom der utvivlsomt kommer en stærk post-kolonialistisk vinkel på tingene, forudser Ole Wæver.

– Uanset om det gælder Kina eller de andre lande på den sydlige halvkugle, ser de tingene i lyset af, at de tidligere har været koloniseret eller tromlet ned af Vesten på anden vis. De vestlige lande er skrevet ind i deres historie på en helt anden måde, end udviklingslandene er skrevet ind i vores. Det er slet ikke en del af vores selvforståelse på samme måde, som det er af u-landenes, selvom det ikke blot er deres samfund, der er præget af kolonitiden. Det er vores også. Vi tænker bare ikke over det, siger han.

– I Vesten undervurderer vi hele tiden, hvor meget kolonitiden betød. Vi ser verden i et øst-vest- perspektiv. Stort set resten af verden ser den i et nord-syd-perspektiv.

På klimaområdet er vores holdning for eksempel karakteriseret af, at Kina og Indien har haft succes og derfor skal til at levere, når det gælder reduktioner i CO2-udslip. Men Indien og Kina ser det som et spørgsmål om, hvad der er historisk retfærdigt.

Når arrene efter kolonitiden må forventes at blive tydeligere i det kommende årti, selvom mange i Vesten troede, at det for længst var en afsluttet og arkiveret historisk periode, hænger det sammen med, at det først er nu, at nogle af de tidligere kolonilande kan begynde at krænge ydmygheden af sig og insistere på at blive hørt.

– Så længe landene i syd var svage nok, lagde vi ikke mærke til dem. Deres måde at opfatte verden på havde ingen gennemslagskraft. Det er først nu, hvor nogle af landene er ved at komme på fode, at vi bliver nødt til at tage hensyn. Det blev meget tydeligt under klimatopmødet.

Det bekymrende er, at det ikke i nævneværdig grad er ved at gå op for Vesten, at dens monopol på indflydelse er ved at rinde ud.

– For eksempel var klimatopmødet interessant, fordi det viste, at der er en ny verdensorden, også selvom det ikke var gået op for alle deltagerne endnu. Magten har flyttet sig, og det stod meget klart i København. På det måde blev det et meget symbolsk topmøde. Tænk bare på billedet af Barack Obama, der må klemme sig ned på en hjørneplads i et trangt forhandlingsrum, hvor flere af EU?s topledere slet ikke var med inde, siger Ole Wæver.

– Det er nok ved at dæmre for Vesten, at verden har ændret sig, men der er lang vej til, at vi kan håndtere det.

Ole Wæver er ret sikker på, at professionelle folk, som for eksempel de ansatte i Udenrigsministeriet godt ved, at Vesten skal lære at komme overens med resten af verden på en ny måde, men han føler sig overbevist om, at der går meget lang tid, før erkendelsen har bredt sig til befolkningerne og dermed politikerne.

– Her vil der stadig være point at hente på at dyrke sort-hvide synspunkter, og det vil uundgåeligt føre til, at vi får flere sammenstød i stil med Muhammedkrisen. Konflikter, der kommer ud af kontrol, fordi de små grupper af mennesker, der er anledning til dem, slet ikke er klar over, at deres beslutninger bliver en del af verdenspolitikken – hvilket man også dårligt kan forvente, siger han og minder om en af kaosteoriens populære grundsætninger om, at "når en sommerfugl basker med vingerne i Brasilien, kan det medføre en orkan i Texas".

Hvis de vestlige lande, herunder Danmark, vil undgå de værdimæssige orkaner, kræver det efter Ole Wævers mening, at de er nødt til at leve sig ind i, hvad der foregår på den anden side af bordet.

– Det handler om klassisk diplomati. Her er man er optaget af at forstå, hvad der driver modparten. Ikke for at gøre knæfald for vedkommende, men fordi det er umuligt at varetage sine egne interesser, hvis man ikke forstår den anden, siger han.

– Det har været et enormt forsømt område. Igen, fordi den måde, den kolde krig sluttede på, gjorde os så overbeviste om vores egne fortræffeligheder, at vi ikke fandt det nødvendigt at lytte til andre. Vi vandt! Og vi vandt med en følelse af, at det skete, fordi vi var principfaste og stod ved vores værdier. Det, at vores værdier i den grad havde bevist deres værd, gjorde os meget tunghøre over for andre, understreger han.

Ole Wæver har også et helt andet bud på, hvad der kommer til at drive international politik i de kommende år: klimaet og den globale opvarmning.

– Selvom der er en vis mathed efter klimatopmødet i København, og flere mennesker igen er begyndt at tvivle på sammenhængene omkring den globale opvarmning, er der ingen tvivl om, at klimaproblemet har potentiale til at blive et af de vigtigste prismer, vi ser udviklingen gennem, siger han.

Ole Wæver udelukker dog ikke, at klimaet først for alvor slår igennem som forståelsesramme i 2020?erne. Det afhænger af, hvornår den brede folkelige oplevelse af, at den globale opvarmning er et virkeligt problem, slår igennem. Som for eksempel da frygten for oprustningen mellem USA og Sovjetunionen var på sit højeste og prægede hele samfundsdebatten.

– Der går længere tid, inden det begynder at gøre ondt i vores del af verden. Derfor kan jeg ikke udelukke, at det først bliver i det næste årti igen, at klimaet bliver det centrale, men det er givet, at vi vil opleve en årrække, hvor vi tolker begivenhederne gennem den globale opvarmning. Måske kodet som miljø, måske som forholdet mellem menneske og natur, måske som debat om vækstmodeller. Vi vil diskutere de politiske sammenhænge i lyset af klimaet, som vi i dag ofte gør det i lyset af religionen. Hvis skyld er det? Hvem skaber problemerne, og hvem står i vejen for løsningerne? Hvert årti lader til at have sin dominerende linse, som vi ser alt igennem, og hvis vi nu går fra religionens til den post-vestlige udfordring, venter klimaet nok til næste gang, siger Ole Wæver.

upoulsen@kristeligt-dagblad.dk