Lise Egholm: Jeg har ondt i maven over alle de unge, der ikke kan få et arbejde

Tidens største etiske dilemma er alle de unge, som tager en uddannelse, og som ikke kan få et arbejde alligevel, mener Lise Egholm, som er skoleleder på Rådmandsgade Skole på Nørrebro i København. Hun er desuden forfatter til bog om opdragelse (Arkivfoto) Foto: Leif Tuxen Denmark

ETIK-JULESERIE: Tidens største etiske dilemma er alle de unge, som ikke kan få et job, selvom de har taget en uddannelse. Trætte ældre på arbejdsmarkedet bør give plads til de unge, mener skoleleder Lise Egholm

Etik.dk spørger i løbet af december en række markante personer om, hvad der bliver næste års største etiske dilemma. I dag svarer Lise Egholm, som er skoleleder på Rådmandsgades Skole og i 2011 blev kåret som Årets Leder

1) Hvad synes du bliver det vigtigste etiske dilemma at løse i 2013?

Det, der først falder mig ind, er alle de mange unge mennesker, der ikke kan blive brugt i vores samfund. Jeg har det rigtigt, rigtigt dårligt med, at vi sender så mange ud til et liv på kontanthjælp, et liv uden fællesskab, et liv hvor man ikke kan tage vare på sig selv.

Jeg har ondt af dem alle sammen, men jeg har allermest ondt i maven over dem, der gør det, vi beder dem om nemlig at tage en uddannelse og som så alligevel ikke kan få et job. Det er til at tude over. Det er et frygteligt etisk dilemma.

Og når vi så samtidig beder de gamle i arbejdsstyrken om at blive længere i deres job, så vokser dilemmaet. De gamle spærrer jo et eller andet sted for, at de unge kan komme ud og få deres første job. Det har jeg simpelthen så ondt i maven over.

2) Hvorfor er netop det dilemma vigtigt at løse?

Det er jo en hel gruppe unge mennesker, som skal til at tage hul på deres liv. De skal helst komme i gang med både et godt arbejdsliv og et godt familieliv. De ting hænger jo sammen. Hvis man ikke har et arbejde, er det jo også sværere at sætte børn i verden. Tingene spærrer for hinanden.

Andre artikler i serien:
- USA-korrespondent: Førerløse dronefly kan føre til skødesløs krigsførelse
- Rigshospitalets direktør: Organdonation er tids største etiske dilemma
- Røde Kors-chef: Hvilke krigsofre skal hjælpes først?
- V-politiker: Danskere på passiv forsørgelse er et kæmpe etisk dilemma
- Stine Bosse: Politisk tunghørhed overfor klimaet er tidens største etiske dilemma
- Maja Lisa Engelhardt: Dilemma hvordan kristendommen kan samle os bedre

Jeg oplever så mange eksempler på det. Jeg kender en pige, som er veninde med min datter. Hun vil gerne være smørrebrødsjomfru, og det er jo et fromt ønske. Men for at blive det skal man være to år i et køkken. Og det får hun ikke chancen for. Hun har været et år i et køkken, men hun kan ikke finde noget sted at være et år mere i et køkken. Derfor kan hun ikke komme i gang med en uddannelse. Det er frygtelig synd.

Et andet eksempel er min niece, som har en lang videregående uddannelse inden for musik og kommunikation. Men hun kan ikke bruge det til noget, for hun kan ikke få et rigtigt arbejde. Hun har også gjort, hvad vi alle siger: Tag en uddannelse. Det er trist.

3) Hvordan synes du, dette etiske dilemma skal løses?

Som den gamle, rå skoleleder, jeg er, mener jeg, at nogle af de gamle, der går rundt og føler sig udbrændte og ikke rigtig gider deres arbejde, de skulle tage at gå hjem. Det vil give plads til nogle unge mennesker, som brænder for at komme i gang.

På lærerværelset ser jeg da også ældre mennesker, som bare tæller dagene, før de kan gå af. Der tænker jeg: Hold dog op, og gå hjem. Giv plads til den unge, nyuddannede kollega, der går rundt og brænder for at komme i gang med at arbejde. Jeg synes, vi skal tænke os grundigt om, før vi gør for meget for at holde ældre længst muligt på arbejdsmarkedet. Ikke mindst når vi er i en krisesituation, hvor masser af unge går rundt uden arbejde.