Bør vi satse på biobrændsel, når verdens fattige sulter?

Tegning: Peter Hermann. Foto: Tegning: Peter Hermann.

Med majs på tanken kan vi fortsætte med at køre i store biler og samtidig reducere udslippet af CO2. Men skal landbruget producere energi frem for mad, går fødevarepriserne op til skade for de fattigste, mener flere

Det er ikke lige sådan at redde jorden.

Tag for eksempel biobrændsel og biobrændstoffer, der er blevet én af de mest omtalte løsningsmuligheder i kampen mod klimaforandringerne. Ifølge Verdensbanken kræver det 240 liter majs at fylde tanken på en firehjulstrækker med biobrændstof. Den majs kunne brødføde én af verdens 900 millioner sultende i et helt år.

Dilemmaet er langtfra det eneste i klimadebatten, men det er et af de klareste. Biobrændsel og biobrændstof er biologisk materiale såsom majs, raps, hvede og sukkerrør, der omdannes til energi - typisk i form af opvarmning, elektricitet eller erstatning for benzin og diesel. Fordelen er, at biobrændsel som udgangspunkt er CO2-neutralt, fordi den kuldioxid, der frigives ved afbrændingen, oprindeligt er trukket ud af atmosfæren gennem planternes fotosyntese. Derfor har landmænd især i USA fået massiv støtte de senere år til at lægge deres produktion om i bestræbelserne på at begrænse CO2-udledningen. Og derfor er det EU-Kommissionens erklærede mål, at biobrændsel i 2020 skal udgøre 10 procent af energiforbruget i hele EU?s transportsektor.

Men der er en række problemer forbundet med den nye teknologi, mener nødhjælpsorganisationerne og også et flertal af bioforskerne. Særligt i Mellemamerika har den hastigt stigende brug af afgrøder til biobrændsel sendt fødevarepriserne på himmelflugt, og resten af verden mærkede i 2008 også markante stigninger. Hvor meget stigningerne hænger direkte sammen med udviklingen af biobrændsel, er der uenighed om, men ifølge Den Internationale Valutafond er det op til 60 procent. En analyse fra Verdensbankens førende landbrugsøkonom, Donald Mitchell, siger endda helt op til 75 procent.

Under alle omstændigheder var konsekvenserne af prisstigningerne voldsomme for de dengang 800 millioner mennesker, der levede i sult eller underernæring. På blot et år steg tallet til 900 millioner. Men problemet stopper ikke der, for det handler ikke kun om dyr mad, men også om markerne, maden dyrkes på. For ofte bliver produktionen af biobrændsel introduceret sådan, at de fattigste bønder med små jordlodder får frataget deres jord eller modtager dårligere jord som betaling for, at store industrilandbrug kan overtage kæmpe arealer, forklarer Mette Lund Sørensen, rådgiver om fødevaresikkerhed i Folkekirkens Nødhjælp.

For at imødekomme problemet er en såkaldt 2. generation biobrændstof under udvikling. Den produceres kun på affaldsprodukter, der ellers ville være gået tabt, men der er stadig så mange tab forbundet med produktionen, at brændstoffet hverken er CO2-venligt eller særlig effektivt i forhold til andre energikilder, mener professor Henrik Wenzel fra Institut for Kemi-, Bio- og Miljøteknologi på Syddansk Universitet. Når politikerne alligevel går videre med projektet og eksempelvis i november indviede et nyt bioanlæg i Kalundborg, så skyldes det ikke hensynet til klimaet, siger han:

- Der er mange interessenter i erhvervslivet involveret i det her. Olieindustrien er også meget magtfuld, og så har nogle få bioforskere en stor forkærlighed for emnet, som hindrer dem i at tænke rationelt. Disse interessenter lader politikerne sig desværre forblænde af, formentlig i håbet om en relativ nem måde at reducere CO2-forbruget på. Men det er altså helt grundlæggende en dårlig idé. Jeg er rundt i store dele af verden og holde foredrag om dette område, og alle forskere, jeg møder, siger også, at det er en dårlig idé.

På Center for Bioetik og Risikovurdering ved Københavns Universitet påpeger lektor og teolog Mickey Gjerris, at problemstillingen desværre er kendetegnende for menneskets måde at angribe klimaproblemerne på. Vi bliver ved med at søge efter en ny teknologi, der kan løse det hele, uden at det gør alt for ondt. Og så vælger politikerne nogle halve eller direkte dårlige løsninger, mens de venter på de rigtig gode. De almindelige borgere er ikke bedre. Inderst inde ved vi godt, at vi ikke for alvor kan imødegå klimatruslen, hvis ikke vi ændrer livsstil, men vi gør ikke noget, før vi pinedød er tvunget til det.

- Alle ved efterhånden, at produktionen af særligt oksekød er noget af det mest forurenende overhovedet. Og det er let at gøre noget ved: Lad være med at spise så mange bøffer. I stedet bliver vi stadig mere positive over for genmodificerede fødevarer, selvom vi har forsvoret dem tidligere. For de klarer sig godt på trods af klimaet, og så kan vi spise som hidtil, siger han.

Sådan er det, fordi vi i bund og grund er egoistiske, også på nationalt plan, når vi fremmer biobrændsel, selvom det ikke er en bæredygtig teknologi, og selvom det er til direkte skade for landbruget i u-landene.

- Det egentlige tema på topmødet i København er penge. Hvem skal betale hvor meget for hvad? Igen forsøger i-landene at slippe så billigt som muligt, selvom det er os, der er skyld i, at u-landene er så hårdt ramt. Det er global uretfærdighed og et af de største etiske dilemmaer overhovedet: Hvem sætter vi forrest, når det kommer til stykket? Os selv eller vores næste?

henriksen@kristeligt-dagblad.dk