Vi er nødt til at skabe håb
Professor Tony Barnett konstaterer, at millioner af mennesker vil lide og dø, før vi i Vesten begynder at tage aids alvorligt. Samtidig er han håbefuld. Det er man nødt til at være, siger Barnett, der er leder af Aids-centeret på London School of Economics
– Hvis jeg var overtroisk, ville jeg sige, at aids-epidemien er blevet sendt til os sammen med de globale klimaændringer for at lære os mennesker én og samme lektie: at vi er nødt til at se tingene i et lidt længere perspektiv.
– Det har taget 20 år, før vi begyndte at tage klimaændringerne alvorligt, men det tog os 100-200 år at skabe dem. Hiv/aids-epidemien har det taget os 25 år at begynde at tage alvorligt.
Professor Tony Barnett er ifølge egne ord ikke overtroisk, men han ser mange lighedstegn mellem de globale klimaændringer og hiv/aids-epidemien, der især hærger i Afrika, men også breder sig hastigt i Asien og Østeuropa.
Han plæderer for, at både klimaforandringerne og aids-problematikken bør ses i et meget længere tidsperspektiv ikke mindst for, at vi kan stå bedre rustet til fremtidige katastrofer af lignende karakter. Men han ser også resultaterne af det, han kalder "opportunistiske politikeres forvirrede og utilstrækkelige tilgang til problemet gennem alt for mange år".
– Man behøver bare se på de seneste FN-forhandlinger om aids for at se, at de mennesker, som træffer beslutningerne her i verden, har viklet sig ind i nogle meget kortsigtede horisonter, der mest har at gøre med deres egen magtposition, konstaterer han nøgternt.
Han forklarer:
– På seneste FN-topmøde om aids blev resultatet endnu en gang skammeligt, fordi man knapt nok turde berøre emner som rene nåle til stiknarkomaner og homoseksuelles forhold. Men det var også et forudsigeligt skammeligt resultat.
– Når man har en konservativ religiøs højrefløj i amerikansk politik, der ender med at stemme sammen med islamiske traditionalister om, at FN's anbefaling bør være, at alle skal afholde sig fra sex før ægteskabet og derefter være tro, ender vi uundgåeligt med en kortsigtet moralistisk agenda, der ignorerer, at afholdenhed på længere sigt ikke er rationel eller mulig – og derfor vil det ikke nedbringe antallet af aids-tilfælde verden over, siger den britiske professor.
Tony Barnett er initiativtager til og leder af Aids-centeret på London School of Economics. Han forsker i de lang-sigtede sociale og økonomiske konsekvenser af aids-epidemien og siger, at den mangelfulde indsats, vi har mødt aids med, varsler skidt for vores fremtidige indsats over for kommende epidemier.
Godt 10 procent af verdens befolkning lever i Afrika, men kontinentet er alligevel hjem for mere end 60 procent af alle verdens hiv-inficerede. Kvinderne er hårdest ramt og tæller 57 procent af alle hiv-tilfælde. I ni afrikanske lande er den gennemsnitlige levetid nu faldet til under 40 år.
Tony Barnett mener, at omverden trods de dystre statistikker stort set har valgt at ignorere problemet. Han er slet ikke i tvivl om, at manglen på interesse skyldes, at det er Afrika, der er hårdest ramt – og det faktum, at hiv-smitten som oftest er seksuelt overført.
– Jeg tror, der hersker en meget smalsporet moralistisk tankegang – især i USA. For mennesker, der bor i en meget lille verden, hvor de har klare rammer og kender alle svarene, er det svært at forstå, hvorfor andre mennesker ikke også bare kan opføre sig rationelt og fornuftigt.
– Men pointen er, at hvis du har vished og sikkerhed, kan du planlægge for fremtiden og opføre dig rationelt. For mennesker, der lever under sårbare og fattige omstændigheder, er det svært at tænke frem i tiden, og derfor er deres handlinger ikke rationelle efter samme målestok som andres handlinger.
Tony Barnett er fortaler for, at fattigdommen nødvendigvis må inddrages, hvis man skal tale om, hvad der er rationelt. Han fortæller om en kvinde, han mødte i en landsby i Uganda. Kvinden bar en baby på ryggen og havde endnu et par småbørn løbende om benene. Hun var alene om at hakke og dyrke det stykke jord, som hun og børnene skulle leve af.
– Hvis nu hun havde valget mellem at bruge flere uger på at hakke jorden eller at tage mod et tilbud om betalt sex fra en lastbilchauffør, der kommer gennem landsbyen et par gange om ugen, hvad ville så være rationelt? Skulle hun knokle videre eller tage mod hans penge, så hun kunne købe mad her og nu – og betale andre for at hakke jorden? Hvad er rationelt? For mig at se er det ekstremt rationelt af den kvinde at lukke manden indenfor. Det er meget nemmere, og det var måske endda rart, siger Barnett.
– Pointen er, at det, der virker rationelt i en middelklassefamilie i en forstad til Washington D.C. eller London, ikke nødvendigvis er rationelt for en afrikansk kvinde med sultne børn. Omstændighederne afgør, hvad der er rationelt, understreger han.
I det omfang det internationale samfund har interesseret sig for aids-epidemien i udviklingslandene har indsatsen koncentreret sig omkring de såkaldte ABC-programmer – Abstain (afholdelse), Be faithful (vær tro) og Condoms (brug kondom). Forskere forsøger at udvikle vacciner mod hiv-smitten, men Tony Barnett tror ikke, at en vaccine er lige om hjørnet.
– I de seneste 10 år har de sagt, at de snart ville finde frem til en vaccine, men der er ikke engang fundet en vaccine for almindelig forkølelse, og aids-virussen er mere kompliceret, konstaterer han.
Professor Barnett er også skeptisk over for kondomers virkning i nedbringelsen af nye hiv-smittede.
– Mekanisk set virker kondomer. Det er der ingen tvivl om. De virker, hvis de bliver brugt, men det er det "hvis", der er det springende punkt. Mænd foretrækker sex uden kondom, samtidig med at mange kulturelt er mod at bruge dem, fordi kvinder ikke bliver gravide, hvis man bruger kondom – og børn har en høj værdi i Afrika.
Noget andet er, at det rent praktiske omkring det at bruge kondom i et lille hus, hvor børnene sover i det samme lokale, er meget anderledes end i et typisk vestligt hjem. Der er også spørgsmålet om, hvad man skal gøre af kondomerne bagefter. Hvordan slipper man af med dem i en lille landsby? Gederne bliver kvalt i dem, køerne lider af fordøjelsesbesvær på grund af dem, børn samler dem op og puster dem op som balloner.
Man har ingen latriner sådanne steder, man kan skylle dem ud i – og går man hen i landsbyens eneste lille butik og køber kondomer, er man straks mærket. Brugen af kondomer er meget offentlig, både når man skal købe dem, og når man skal af med dem, fremhæver Tony Barnett.
Under præsident Bush har amerikanernes officielle politik da også været koncentreret omkring den seksuelle afholdelse.
Tony Barnett siger, at afholdelse måske virker i en eventyrverden, men i den virkelige verden bebrejder han den konservativt religiøse fløj i amerikansk politik for en snævertsynet holdning til de forhold, mennesker lever under.
– Det siger sig selv, at afholdelse er effektivt i forebyggelse af aids, selvfølgelig er det det, for hvis folk ikke har sex, bliver de heller ikke smittet. Men for at afholdelse virker, er man nødt til at skabe omstændigheder, hvor folk effektivt kan leve i afholdenhed. Det er omstændighederne, der for mig er det vigtigste.
– Mange steder i Afrika er kvinderne under pres for at tilbyde sex. Der er den berømte historie om kvinder, der går ned for at købe fisk, men ikke har penge at betale med. Fiskerne synes, at sex er okay som betaling – og kvinderne får fisk til deres børn. Når sex bliver en byttehandel, er det svært at praktisere afholdelse, siger Barnett.
– Ofte har en kvinde ikke noget valg. Hvis vi vil prædike afholdelse, er vi nødt til at se på de videre konsekvenser og gøre noget ved de kvinders levevilkår, for sex handler ikke bare om sex, men om økonomiske transaktioner – og overlevelse.
Dermed er aids-epidemien i bund og grund hægtet op på de velkendte fattigdomsproblemer i udviklingslandene. Professor Barnett nævner flere grundlæggende faktorer, der efter hans mening er altafgørende, hvis vi skal få politikernes øjne op for alvoren af, at vores politik i udviklingslandene bidrager til hiv/adis-epidemien.
Mere end noget andet handler det om at få politikerne til at se langsigtet på problematikkerne og allokere de nødvendige ressourcer. Når de ikke allerede gør det, er det efter professor Barnetts opfattelse, fordi politikeres visioner ofte kun strækker sig over en tidshorisont på en valgperiode.
– Det er ikke populært at bruge en masse penge på at forebygge en katastrofe, ikke mindst fordi der er det paradoks, at hvis det lykkes, og man faktisk får held til at forebygge katastrofen, vil skatteborgerne pege fingre og sige: "Se, det var jo slet ikke så galt, så hvorfor ødslede I sådan med vores skattepenge, siger han.
– Politikerne er ude af stand til at se en politisk gevinst i at tage disse emner seriøst. Men de skal lære, at den politik, de fører nu, har konsekvenser for fremtiden. Det er for sent at agere, når katastrofen er lige om hjørnet.
– Da jeg var 23 år, forstod jeg ikke pensionsordninger. Nu forstår jeg dem, og nu er det for sent at ændre på vilkårene. Det er det samme. Man må styre efter den kurs, der er lagt, hvad enten den er god eller dårlig.
En yderligere væsentlig faktor for at åbne politikernes øjne er, at den kommende generation af vælgere forhåbentlig vil være mere vidende om omverdenens problemer og holde politikerne til regnskab, både hvad angår langsigtede politikker og allokeringen af ressourcer til at afhjælpe problemerne. Desuden argumenterer Barnett for etableringen af institutioner, der forsker i fremtiden og bruger pejlemærker til at forbinde fortidens erfaringer med fremtidens problemer, så vi står bedre rustet til at tage hånd om problemerne.
I den forbindelse advarer han mod at lægge for megen vægt på myter og udokumenteret viden.
– For eksempel er det en kendt opfattelse, at soldater i krig eller krigslignende situationer spreder aids. Alle ved, at det er sandt. Men faktisk ved vi det ikke, for det var aldrig blevet ordentligt undersøgt, før vi gjorde det sidste år for FN og opdagede, at vi har et for sparsomt materiale til, at man kan konkludere ud fra det.
– Den amerikanske regering er også i stigende grad begyndt at tale om aids som en trussel mod den nationale sikkerhed, fordi der vil blive masser af forældreløse børn, som vokser op i aids-hærgede samfund, og derfor bliver ude af stand til at socialisere sig. Men det er noget vrøvl at tale om aids som en sikkerhedstrussel, for vi ved sim-pelthen ikke, om det er den vej, tingene går. Dét, vi ved, er, at vi har brug for meget mere forskning i sandsynlige konsekvenser, før vi ved, i hvilken retning udviklingen går, pointerer han.
Mere end noget andet argumenterer Tony Barnett dog for, at vi skal skabe håb for folk i aids-hærgede samfund.
– Jeg tror ikke, vi i vores verden har forstået, hvor fantastisk vigtigt det er for folk at have håb. Hvis man siger til mennesker som kvinden i Uganda, at det er ligegyldigt, hvad hun gør, fordi hendes situation alligevel er håbløs, kan hun lige så godt lægge sig til at dø. Men hvis man i stedet giver hende en forvisning om, at der vil være mad at spise, en skole for hendes børn og et anstændigt sundhedssystem, har man også givet hende en krog, hun kan hægte sig fast i og bruge til at trække sig selv fremad, siger han.
– Hvis vi ikke skaber nogle kroge, folk kan hænge deres håb op på, kan de ikke træffe rationelle beslutninger om at bruge et kondom, om at afstå fra sex indtil ægteskabet – eller om at gøre, hvad der nu engang er fornuftigst efter de omstændigheder, de lever under. Håbløshed gøder epidemien, og vi – i vores del af verden – er nødt til at indse, hvordan vores handlinger er med til at tage håbet fra folk. Når vi for eksempel insisterer på at købe billigt importerede varer, har de ikke meget at have deres håb i, mener den britiske professor.
Ifølge Tony Barnett ligger der håb i den såkaldte ARV-behandling af aids-syge patienter. I Vesten har medicinen givet aids-ofre et næsten normalt livsperspektiv. Samtidig advarer han dog om, at omkostningerne vil være kolossale, hvis alle Afrikas aids-syge skal tilbydes medicin, ligesom han peger på, at jo flere vi giver medicin, jo større er risikoen for at skabe resistens.
Alle problemer til trods insisterer Tony Barnett på at være fortrøstningsfuld.
– Hvis vi bliver ved med at råbe højt, bliver vi også hørt på et tidspunkt. En forfærdelig masse mennesker vil lide og dø, inden det sker, men massevis af mennesker lider og dør allerede, uden at vi opdager det, så dét er der ikke noget nyt i.
– Efter min mening står vi ved et historisk punkt i verdens historie, når vi faktisk bliver i stand til at tænke kollektivt over, hvad der er i alles bedste interesse – og dét involverer i høj grad, at vi ser ind i fremtiden og tør tænke og handle langsigtet, konstaterer han.
Fakta
Tony Barnett
**Professor i sociologi og leder af Aids-centret ved London School of Economics. Sammen med sydafrikaneren Alan Whiteside har Barnett skrevet bogen "Aids in the 21. Century: Disease and Globalisation", der er en teoretisk, men lettilgængelig gennemgang af sygdommen, som hurtigt er blevet en nøglebog for sociologistuderende. Tony Barnett har studeret de sociale og økonomiske konsekvenser af aids-epidemien siden 1986. han har stået i spidsen for mere end 50 forskningsprojekter om emnet og har en omfattende viden fra feltarbejde verden over. Foruden engelsk taler han arabisk, fransk og italiensk.