På vej mod den anden oplysningstid
Forandringer i klimaet vil i dette tiår styre os mod et grundlæggende opgør med måden, vi lever på. Og en ny global etik bliver støttestokken, mener professor Kirsten Hastrup
Der hænger otte billeder i gangen ned til Kirsten Hastrups kontor. Hvert af dem fortæller en historie om de klimaforandringer, der lige nu forandrer livsbetingelserne for millioner af mennesker. Og de viser, hvordan befolkninger på hver deres måde må tage samfundsværdier og kulturel selvforståelse op til revision for at overleve.
Den 62-årige antropologiprofessor peger på et billede af nordgrønlandske fangere, der netop har nedlagt deres bytte på isen, som smelter nedefra og er usikker stadig mere af sæsonen. Fangerne har et problem, og de ved det godt. For selvom de stadig jager som deres forfædre, er de også på internettet og klar over, at forandringerne omkring dem ikke er forbigående. Nu overvejer de, om de store krydstogtskibe, der er begyndt at kunne komme op gennem Nordvestpassagen, måske er deres nye indtægtskilde.
På billedet ved siden af fortæller grønlandske boligblokke om en anden løsning. Stadig flere af øens bygder bliver nedlagt, og befolkningen samles i større byer. Her går tidens diskussion på, om man skal satse på hurtig industrialisering gennem olien eller tænke langsigtet og vælge et bæredygtigt samfund med agerbrug. Enkelte stiller spørgsmålet, om det overhovedet kan betale sig at bebo den enorme ø i nord?
– Mange steder rundt om i verden er klimaforandringerne blot udgangspunktet for en mere grundlæggende debat om, hvilken slags samfund man vil have. Den debat vil i høj grad præge dette årti, forklarer Kirsten Hastrup.
Hun viser rundt i den del af Institut for Antropologi på Københavns Universitet, hvor hendes storstilede projekt "Waterworlds" hører til. Sammen med ni andre forskere har hun fået til opgave at tage ud til verdens klimabrændpunkter for at kortlægge, hvad mennesket tænker om klimaforandringerne, og hvordan de rent faktisk håndterer dem. Det sker med mange millioner i ryggen, for vi er nået dertil nu, hvor naturvidenskaben er ved at give slip på debatten om klimaet, forklarer hun. Vi har hørt meget om CO2-reduktioner, havstigninger og omfanget af is, der smelter hver dag. Det er også vigtig viden, men nu skal samfundsvidenskaben og humanioraen vise den menneskelige dimension af forandringerne og fortælle, hvordan vi handler. For der kunne jo være noget, vi kunne lære af hinanden.
– Vi oplever i disse år et markant opbrud i befolkninger, samfundsstrukturer og tankemønstre, og der er et behov for at få de erfaringer samlet sammen og vist frem. For jeg tror efterhånden, det er gået op for de fleste, at de, der lige nu må flygte fra forandringerne i klimaet, blot er fortroppen. Ingen kan klare sig selv i den verden, der er ved at bryde frem, og de næste 10 år vil i høj grad blive præget af, i hvor høj grad vi erkender det, og hvordan vi forholder os til det.
Der er nærmest tale om en ny oplysningstid, siger hun. For det er en helt anden måde at tænke på, der kommer til at forme dette årti og mange flere årtier frem.
Først og fremmest skal vi forholde os til, at nationale grænser bliver mindre vigtige. Og at det derfor bliver stadig sværere at hytte sit eget skind. For når vi i 2050 er ni milliarder mennesker i stedet for seks, så bliver der trængsel. Og hvis klimaforandringerne gør, at stadig mindre af Jorden bliver beboelig, eller at de beboelige egne skifter plads, vil der også ske en massiv omfordeling af både mennesker og ressourcer. Kornkamre vil forsvinde og opstå andre steder. Byer vil blive endnu større, og landområder lagt øde. 200 millioner klimaflygtninge vil være på farten i år 2050, lyder den dystre prognose.
Klimatopmødet i København i december viste desværre meget tydeligt, at verdens beslutningstagere stadig ikke helt har forstået, at denne nye globale orden allerede er i effekt, mener Kirsten Hastrup. Havde de det, havde de også handlet – om ikke andet så for at undgå eller i hvert fald imødekomme de enorme omvæltninger, der vil komme i kølvandet på flygtningene og den nye fordeling af goderne.
– I dette årti vil vi forhåbentlig lære at tænke planetært. Altså, at vi forholder os til, at vedvarende tørke i Afrika ikke bare er noget, vi bør give penge til ved indsamlingsshow. Det er lige om lidt virkelige mennesker, der banker på vores dør. Derfor må vi holde op med at tænke så nationalt. Det er jo nærmest tragikomisk, at vi opfordrer kvinder i Danmark til at føde flere børn og samtidig taler for, at andre lande indfører étbarnspolitik. Det er en alt for snæver måde at se verden på, som ikke giver mening i den nye globale virkelighed.
I den virkelighed handler det i stigende grad om, at vi skal tage et globalt medansvar, mener hun. Uanset hvis skyld klimaforandringerne er. Dermed ændres også vores etiske måleapparat, for når årsagen til flygtningestrømmene og behovet for hjælp er globale klimatiske ændringer, hvem kan så retfærdiggøre at holde døren lukket for dem?
– Jeg tror, diskussionerne om ansvar, befolkningspolitik, flygtninge og fordelingen af verdens ressourcer i dette årti rykker helt centralt ind i klimadebatten. Og ind i den etiske debat generelt, for det vil blive endnu tydeligere, at din næste ikke blot er din nærmeste. Det er også manden i Stillehavet, der kæmper for overlevelse, siger hun og går videre ned ad gangen.
Her passerer hun billedet af atoller omkring Cook Islands, som vandet er ved at løbe over ende. Det er de sidste dage i Paradis, siger Kirsten Hastrup tørt og stopper op ved gletscherne i Andesbjergene, som smelter og oversvømmer de samfund, der er afhængige af flodafløbene. Når oversvømmelserne er forbi, kommer tørken. Begge dele skaber helt nye måder at leve på – ikke mindst situationen omkring Andesbjergene er et godt eksempel på, hvordan kontrollen med vandet historisk set har været den drivende kraft for udviklingen af samfund. Behovet for rent drikkevand og kloakering har skabt grundlaget for opbygningen af byer. Nye vandingssystemer har skabt det industrielle landbrug. Og de, der har kontrol over vandet, kontrollerer udviklingen. Men nu, hvor vandet stiger, forsvinder eller bare opfører sig markant anderledes, krakelerer den tidligere så robuste opbygning af samfund og forestillingerne om den sociale hakkeorden. Alle bliver ramt, og mange er allerede tvunget væk fra naturen i bjergene og ned til blikskure i byernes slum. Også mange andre steder er man som folk og som samfund tvunget til at stille sig selv de helt store spørgsmål: Hvad skal vi leve af? Hvordan skal vi bo? Hvilke værdier skal være de bærende, når vi nu må bygge et nyt samfund op fra bunden?
Noget af det, der allerede står klart for Kirsten Hastrup og hendes forskere, er, at svarene bliver vidt forskellige, fordi tilgangen til dem er det. Nogle steder – som på visse Stillehavsøer – handler det om ren overlevelse. Derfor går forberedelserne på en fuldstændig flytning af et helt folk. I store dele af Afrika er man derimod så vant til nødhjælp, at de fleste er mere fokuseret på, hvad de kan få udefra, end hvad de selv kan gøre. Deres eget beredskab er nærmest ikke-eksisterende, forklarer professoren med fingeren pegende på et billede af et forfaldent skur med et rødt kors. I Grønland er man i en helt tredje situation med et økonomisk sikkerhedsnet fra Danmark, der foreløbig giver grønlænderne tid til at tage en grundig debat om, hvilken fremtid man egentlig ønsker, og hvad man er villig til at opgive for den.
I Danmark er situationen unik. I første omgang er der nemlig flest positive ting ved klimaforandringerne, for det skaber nogle vejr- og naturforhold, som vi egentlig hellere vil have end dem, vi har, selvom vi allerede oplever flere ekstreme klimabegivenheder.
Måske derfor virker vores tilgang til at være præget af bekvemmelighed. Men hvordan danskerne reelt forbereder sig på de forandringer, flertallet af verdens klimaforskere siger helt sikkert kommer, ved Kirsten Hastrup ikke, for der er ikke bevilget penge til at undersøge det nærmere i hendes nuværende projekt. Men hendes fornemmelse siger, at vi er meget langt fra at være klar. Vi forsøger os med en række teknologiske fix i form af elbiler og vindmølleparker, men grundlæggende har vi knap nok begyndt en reel diskussion om, hvilket samfund vi ønsker os i en klimaforandret fremtid.
– Problemet har indtil nu været, at problemerne er for langt væk. Prognoserne taler om 30-40-50 år, før der rigtig sker noget i Danmark. Men det kommer hele tiden tættere på. Spanien er ramt af ørkenspredning. Holland står stadig mere under vand. Og der er store områder omkring Køge Bugt, hvor vandet står højt i kældrene, og hvor man så småt er begyndt at bygge diger. Måske er det mig, der er optimistisk, men jeg tror på, at danskerne allerede er ved at indse, at de hver især har et ansvar for den verden, deres børn og børnebørn skal leve i. Forandringerne skal komme nedefra, hvis de skal slå rod, og ikke gennem forbud mod røde bøffer og den slags. I sidste ende handler det om at tage et fælles ansvar, fordi vi er i samme båd. Den bevægelse tror jeg er på vej. Lige som i den tidligere oplysningstid har vi nu fået så meget ny viden, at vi kan forestille os en ny historie.