Er det etisk forsvarligt at lave robotter,der er ligesom mennesker?

Robotindflydelse: Robotforsker Henrik Schärfe fra Aalborg Universitet er af tidsskriftet Time blevet kåret som en af de 100 mest indflydelsesrige mennesker i verden. Torsdag d. 19 april 2012 eftermiddag gav han sin tiltrædelsesforelæsning som professor på Nordkraft i Aalborg. Med til forelæsningen var hans egen dobbeltgænger-robot, en geminoide lavet i Japan. Henrik Schärfe er den første udenfor Japan der har fået lavet en sådan robot. Det er robotten til venstre. (Foto: Henning Bagger/Scanpix 2012) Foto: Henning Bagger/ Denmark

Robotterne kommer, og de overtager flere og flere menneskelige opgaver. Det er fremtiden, hvis man spørger en af de mest anerkendte robotforskere herhjemme. Men med de såkaldt sociale robotters indtog melder der sig en række etiske spørgsmål

Kan man forelske sig i en robot? Eller i en smartphone eller et styresystem til en computer? Joaquin Phoenix, den prisbelønnede skuespiller, kan, i hvert fald i den snart biografaktuelle film Her af instruktøren Spike Jonze. Joaquin Phoenix spiller Theodore, en ensom forfatter i færd med at fuldbyrde en skilsmisse. For nyt selskabs skyld køber han styresystemet OS1, der er markedsført som mere end et sådant. Det er ikke bare hjernen bag computeren, men en bevidsthed, der kan interagere med mennesker. Theodore begynder langsomt at tilbringe mere og mere tid med styresystemet og Samantha, som stemmen i systemet er navngivet. Theredore forelsker sig i Samantha og hun i ham.

Det er fiktion, men ikke langt fra virkeligheden, fortæller Henrik Schärfe, professor ved Aalborg Universitet og robotforsker.

Jeg synes, det er realistisk at tale om, at der kan knyttes følelsesmæssige bånd mellem mennesker og maskiner inden for de næste 10 år, noget, der kan ligne venskaber. Nogle har endda talt om at tage forskud på udviklingen og ændre lovene, så man kan blive gift med en robot.

LÆS OGSÅ: Nye robotter udfordrer etikken

Henrik Schärfe ejer som en af de få i verden en såkaldt geminoid, en menneskelignende robot. Den ligner ham selv fuldstændig, har samme størrelse sko, samme hårfarve og så videre. Navnet er Geminoid-DK og er et tydeligt bevis på, hvad der kan lade sig gøre inden for robotteknologien i dag, men robotten er stadig afhængig af Henrik Schärfes styring af den. Det vil dog ændre sig inden for en overskuelig årrække, vurderer han.

Vi går i retning af robotter, der ikke kun agerer, som de er programmeret til, men som er netværksforbundne. Det betyder, at man for eksempel kan vise robotten et billede af en kaffekop, og så vil den via internettet selv kunne finde ud af, hvad det er, og fordi robotterne er forbundet via netværk, vil de også kunne tale med deres artsfæller og dermed blive mere selvstændige.

I takt med at robotter menneskeliggøres, tårner de etiske spørgsmål sig op, påpeger Henrik Schärfe.

Det handler blandt andet om, hvad det gør ved mennesker, der er sammen med dem. Det er det, vi ved mindst om, men nogle har frygtet, at man kan omgås så meget med robotter, at man glemmer, hvordan man er sammen med andre mennesker. Det samme ser vi jo i dag, hvor mange børn hellere vil sidde ved computeren og spille spil end spille fodbold med legekammeraterne. Den følelsesmæssige tilknytning, der kan skabes med robotter, vil formentlig kun blive endnu stærkere, når robotterne udvikler sig.

Sidste år blev forskningsprojektet Human-Robot Interaktion (menneske-robot interaktion, red.) iværksat ved Aarhus Universitet i programmet Fremtidsteknologi, kultur og læreprocesser. Det undersøger samspillet mellem mennesker og de humanoide, menneskelignende robotter. Professor Cathrine Hasse er en del af projektet, og for hende fylder etikken en hel del. Hun nævner selv robotten Nao, der kan huske, hvordan mennesker behandler den, og udtrykke både glæde og triste følelser via sit kropssprog.

Hvis den skal indgå i sociale lege i skolerne, så får den en social funktion, og hvad lærer man egentlig, hvis man har en robot med i en leg? Hvad vil det gøre ved os som mennesker, hvis vi kan slå på en robot, og den så bare rejser sig igen? Vil det forandre vores menneskelighed? spørger Cathrine Hasse.

De samme spørgsmål vil gøre sig gældende i diskussionen om andre typer af robotter, der eksempelvis kan arbejde og arbejde uden at brokke sig, mener Cathrine Hasse.

Det handler i virkeligheden om, hvorfor vi laver robotter. Hvad nu hvis du kan bygge den perfekte partner, der aldrig gør vrøvl og altid tager opvasken, vil du så hellere være sammen med den? Det handler om, at der er nogle, der bygger robotter, og så er der nogle, der forholder sig til dem derefter, men man ved ikke hvordan.

I 2010 udgav Det Etiske Råd en udtalelse om sociale robotter med den begrundelse, at der i forskningslaboratorierne i Europa, USA og Japan i stigende grad forskes i robotter, der skal anvendes i sociale og følelsesmæssige relationer. Robotten nøjes ikke med at støvsuge for fru Petersen på plejehjemmet, den kan også overtage den sociale kontakt med fru Petersen, og hvis hun føler sig ensom, kan den tale med hende. Men det er en problematisk udvikling, mener en af forfatterne til udtalelsen, Klavs Birkholm, der er forfatter og tidligere medlem af Det Etiske Råd.

Empatien og medmenneskeligheden er afgørende og bør være drivkraften i sundhedssystemet. Det kræver et møde ansigt til ansigt, ikke et møde mellem ansigt og skærm, siger Klavs Birkholm og fortsætter:

Vi skal hjælpe dem, der er i nød. Hvis vi ikke ser dem, og de i stedet bliver mødt af en robot, så bliver det et rent professionelt anliggende. Der skal være en menneskelig relation, for ellers ved vi til sidst ikke, hvorfor vi hjælper hinanden.

Det er primært i forhold til den følelsesmæssige kontakt mellem mennesker og robotter, at problemstillingerne opstår, mener Klavs Birkholm. På andre områder er robotternes indtræden ikke lige så problemfyldt, mener han.

En robot, der kan hente linned og dermed aflaste sygeplejerskerne, ser jeg intet problem med. Det er, når den træder ind i stedet for noget menneskeligt, at man skal være opmærksom. Derfor er det vigtigt, at de nye teknologier bliver diskuteret hver for sig, for nogle af dilemmaerne er mere etisk tunge end andre.

Det er Martin Mose Bentzen, som er adjunkt i ingeniørfagenes videnskabsteori ved Danmarks Tekniske Universitet og som forsker i etiske robotter, enig i. Han advarer mod en overdreven frygt for robotter.

Bare man siger robot, så er der nogle, der siger, at dem skal vi overhovedet ikke have noget at gøre med, men der er nogle sammenhænge, hvor en robot kan gøre det lige så godt som et menneske. Robotter er eksempelvis virkelig tålmodige. Der er lavet forsøg, hvor man har ladet robotter interviewe autistiske børn, og det klarer de lige så godt, hvis ikke bedre end mennesker. Man kunne også forestille sig, at folk, der sidder isolationsfængslet eller i isolation på sygehusene, kunne have gavn af at få besøg af en robot. Desuden kunne en robot jo sagtens vise rundt på et museum eller tage imod betaling i supermarkedet.

Men vi er skeptiske over for robotter i Europa og den vestlige verden, hvilket ifølge Martin Mose Bentzen til dels skyldes indflydelsen fra populærkulturen.

Vi hæfter billedet om en robot sammen med den gale videnskabsmænd og en teknologi, der løber løbsk, hvor man i Japan har et langt mere positivt billede af robotter, blandt andet fordi de normalt forbindes med noget positivt i japanske tegnefilm som for eksempel Astro Boy. Der er vi nok lidt mere konservative over for ny teknologi, og det er måske også meget godt, for der kan bestemt være etiske problemer forbundet med de sociale robotter. Man skal ikke bare prøve ny teknologi og så tænke, at vi må se, hvad der sker.

Foto: Henning Bagger/ Denmark