Øje for øje eller straf til gavn

Datidens filosoffer mente enten, at straf forhindrede yderlig kriminalitet eller var nødvendig for at gengælde eller hævne en kriminel gerning. I dag viser begge tankegange sig i forskellige strafformer kloden rundt

Måden at straffe kriminelle på indtager mange forskellige former afhængig af, hvor på jordkloden man befinder sig. Det selvsamme frygtløse mord fører sandsynligvis til offentlig hængning i Iran, mens det ikke engang medfører indespærring i Grønland. Ofte skyldes det, at man har forskellige formål med at straffe.

Grundlæggende er der to straffesyn. Enten straffer man, fordi der skal komme noget gavnligt ud af det. Eller også straffer man, fordi gerningsmanden har fortjent det.

I New Zealand gør man en dyd ud af, at offeret og gerningsmanden skal mødes for sammen at finde en løsning på konflikten og skabe forsoning. Hvis der eksempelvis er tale om hærværk eller tyveri kan straffen være, at gerningsmanden enten betaler pengene tilbage eller hjælper med at istandsætte carporten, bilen eller huset. Australien, Canada og Norge har lignende måder at straffe på. Formålet er, at der skal komme noget godt ud af straffeformen. Det er også formålet i Grønland, som ikke har et eneste lukket fængsel. Her går mordere, bankrøvere og voldtægtsforbryder rundt blandt den almindelige befolkning om dagen, hvor de som regel arbejder eller går i skole. Om aftenen vender de tilbage til en åben anstalt. Man mener, at den kriminelle skal integreres i samfundet igen – ikke spærres inde bag lås og slå, fordi han eller hun har fortjent det.

Noget anderledes er det i Kina, Iran og Libyen, som alle slår hårdt ned på forbryderen. Det viser sig ofte i afhugning af lemmer eller offentlig dødsstraf. Formålet er at afskrække andre fra at begå samme forbrydelse og på den måde opnå ro og orden i samfundet. Samtidig er tanken bag strafformen, at gerningsmanden har fortjent at blive straffet.

Det er også det overvejende argument bag den måde, vi straffer på i store dele af Europa og i USA. I Europa, herunder Danmark, vinder længere fængselsstraffe indpas. I USA ser man hver dag eksempler på fanger, der bliver straffet med op til flere hundrede års fængsel. For hvert liv, gerningsmanden har taget, må der betales tilbage med tilsvarende ligeså mange liv. Og det resulterer i tre, fem, otte eller flere gange livstid i fængsel. Eller også straffer staten med at tage gerningsmandens liv.

I Vesteuropa og USA er tanken om at straffe den kriminelle, som han eller hun har fortjent, særligt vundet frem i starten af 1970'erne. Det fortæller Jesper Ryberg, professor i praktisk filosofi ved Roskilde Universitetscenter og leder af Forskergruppen Straf og Etik.

– Den tankegang ser man tydeligt i USA, hvor man de seneste tre årtier har straffet betydeligt hårdere og har flere folk i fængslerne end noget andet sted i verden. Når en kriminel bliver dømt til døden i USA, er det ofte ud fra et argument om, at vedkommende har fortjent ligelig gengældelse, siger Jesper Ryberg.

Han fortæller, at undersøgelser tyder på, at der ikke er nogen øget præventiv virkning ved dødsstraf frem for hårde fængselsstraffe. Lande, der har afskaffet dødsstraffen, oplever ikke mere kriminalitet.

– Hvis en morder står og vil slå en person ihjel, er det ikke sandsynligt, at man først lige overvejer, hvad straffen er. Folk kender ikke straffen. Og hvis de gør, har det ikke nogen virkning, siger han.

Tanken om at straffe som fortjent har rødder i slutningen af oplysningstiden. Den tyske filosof Immanuel Kant argumenterede dengang for, at man holdt folk ansvarlige for deres handlinger ved at straffe dem ligeligt tilbage. Det onde, man påførte en anden, skulle betragtes som begået mod en selv. Hvis man stjal fra en anden, stjal man fra sig selv, hvis man slog en anden, slog man sig selv, og hvis man dræbte en anden, dræbte man i virkeligheden sig selv, mente Kant. Tanken var, at straffens type og hårdhed skulle fastslås ud fra den begåede forbrydelse ved at straffe den kriminelle for en handling, svarende til den offeret blev udsat for.

Jesper Ryberg fremhæver, at denne begrundelse for at straffe minder meget om "øje for øje og tand for tand"-princippet, som man kender fra 2. Mosebog. Men mens Kant brugte øje for øje-princippet til at finde den retfærdige straf, var der samtidig historikere, der mente, at øje for øje og tand for tand oprindeligt blev udformet for at forhindre endnu mere død og ødelæggelse – for at undgå, at et øje skulle koste flere øjne.

– Hvis en mand gik ud og slog et familiemedlem ihjel i en anden familie, så frygtede man, at denne familie ville hævne sig ved ikke ikke blot at slå gerningsmanden, men også hele hans familie og omgangskreds ihjel, siger Jesper Ryberg.

Før tanken om at straffe som fortjent vandt frem i 1970'erne, var der en helt anden måde at begrunde forskellige straffe på. I størstedelen af det 20. århundrede straffede man i vest- europæiske lande, fordi man mente, det havde en gavnlig effekt. Tanken var, at strafformen skulle forhindre andre forbrydelser. Og den tanke var fremherskende i størstedelen af oplysningstiden.

Man havde i 1700-tallet et volds-orgie i straf, hvor folk blev slået ihjel, flået fra hinanden og udsat for tortur. Men en gruppe tænkere begyndte at sætte spørgsmålstegn ved dette og mente, at straffen skulle være med til at afholde gerningsmanden og andre mennesker fra at begå forbrydelser.

Det var den engelske filosof Jeremy Bentham, der dengang argumenterede for, at forebyggelse af yderligere kriminalitet burde være straffens egentlige formål. Han mente, at en ustraffet forbrydelse efterlod stien åben for både forbryderen og andre mennesker med samme motiver.

Den præventive tanke spillede en stor rolle for måden, man straffede på helt op til 1970'erne, og man ser den i dag stadig i små samfundskulturer blandt andet i Afrika og Grønland. Her skal straffen give mest mulig lykke til flest mennesker, og derfor spærrer man ikke blot gerningsmanden inde. Han eller hun er nemlig med til at få hverdagen til at fungere og skaffe brød på bordet og kan derfor ikke undværes.

Samme grundlæggende rationale ligger bag en nyere måde at straffe på, som er vundet frem sideløbende med tanken om at straffe, fordi man har fortjent det. Det fortæller professor Poul Leer- Salvesen, der er ansat ved Institut for teologi og filosofi ved Høgskolen i Agder i Norge. Han har forsket i etik, retsfilosofi og kriminologi og fremhæver, at tanken om, at der skal komme noget godt ud af at straffe ligger bag de mange konfliktråd, som flere og flere lande begynder at bruge som strafform.

– Men her er det ikke staten, der skal straffe gerningsmanden. Fokus flyttes til at handle om relationen mellem gerningsmand og offer. De sættes over for hinanden for sammen at komme frem til en måde at løse konflikten. New Zealand, Australien og Canada er de første lande, som har taget denne strafform til sig efter inspiration fra landenes oprindelige kulturer, siger han.

Selvom de to filosofiske måder at begrunde straf på gør sig gældende i forskellige perioder og lande, er det i bund og grund svært at koble en filosofisk tankegang på en bestemt straffeform. Det er ofte meget tilfældigt, hvordan forskellige lande straffer, og bag et lands straffelov er der som regel ikke en gennemtænkt begrundelse for straffen. Jesper Ryberg understreger, at straffeformen derimod ofte er et kludetæppe justeret ud fra det pågældende lands forskellige regeringer og politiske ændringer gennem tiden.

– I mange lande er der fra politisk side ikke gennemført begrundelser for, hvorfor man straffer. Men hvis man mener, at det er en alvorlig sag at straffe mennesker og bruger mange milliarder kroner på at spærre folk inde, er det mindste man kan gøre at sætte sig ned og spørge, hvad det overordnede mål er med at straffe, siger han.

Både Jesper Ryberg og Poul Leer- Salvesen finder det problematisk, at fængslerne bugner af straffede mennesker, uden at politikere tager stilling til formålet med at straffe. Fælles for mange straffeformer er, at de er præget af pinsel og lidelse. Poul Leer-Salvesen kritiserer det vestlige straffesystem for ikke at indrømme den grad af lidelse og smerte, der er forbundet med at være spærret inde bag lås og slå.

– Man kan jo spørge, om fængselsophold er bedre end at miste en hånd? Der er mindre blod i det, men vi har en tendens til at vende det døve øre til smerten og lidelsen knyttet til straffen i vestlige samfund. Isolation og frihedsberøvelse er også lidelse, men det taler vi helst ikke højt om. At påstå at hævnen og pinen bare findes i Iran, Libyen og muslimske lande er helt forkert. Vi har selvfølgelig et bedre straffesystem, men det er ikke sort/hvidt, siger han.

Han påpeger, at vestlige samfund også udstiller kriminelle, som man ser i lande som Kina og Libyen, hvor offentlig dødsstraf har til formål at afskrække andre fra at begå kriminalitet. Kriminelle i Vesten bliver bare udstillet i medierne.

– Vi slæber ikke mennesker gennem gaderne, men gennem avisspalterne. Så vi skal ikke undervurdere graden af pine i vores samfund. Vi burde kalde tingene, som de er, og indrømme, at 10 år i lukket fængsel også er pine, siger han.

Den norske professor i kriminologi ved Universitet i Oslo, Nils Christie, understreger i bogen "Straffens menneskelige ansigt", at straf er det samme som pine. Derfor er det en værdi, som ikke harmonerer med andre værdier, vi sætter højt i moderne samfund. Han mener, at man må begrænse straffeloven og dens brug af pinsel, hvis man tror på værdier som godhed og tilgivelse og vil have et harmonisk samfund.

– Påførelse af pine er straffens kerne, også i et land uden tortur og dødsstraf. Ved fængsel tager vi ikke hele livet væk, men vi tager dele af livet væk. Fraværet af dødsstraf og tortur er et fravær, vi er stolte af, men fængslet er dødsstraffens nabo, fordi det nærmer sig at fratage liv, siger han.

schnabel@kristeligt-dagblad.dk

Verdens straffe

Nogle kriminelle arbejder i det lokale samfund, selvom de har slået en anden mand ihjel eller voldtaget en kvinde. Andre får hugget en hånd af for at stjæle et æble, og så er der kriminelle, som får flere hundrede års fængselsstraf eller bliver dømt til døden. Der findes en bred vifte af forskellige måder at straffe kriminelle på rundt i verden. Men er der også forskellige formål med at straffe? Findes den korrekte og anerkendte måde at straffe på, og er det i såfald den rigtige? Kristeligt Dagblad tager i serien "Verdens straffe" på rundrejse i nogle af verdens forskellige straffeformer for at undersøge straffens globale ansigt.

Dette er den første artikel i serien, som i sin helhed vil kunne læses på

kristeligt-dagblad.dk

Fakta

De to grundlæggende argumenter FORSTRAF

Straf som fortjent ser man tydeligst i lande med lange fængselsstraffe eller offentlige straffeformer – USA, Europa (herunder Danmark), Kina, Iran og Libyen straffer kriminelle, fordi de har fortjent det. Den etiske begrundelse stammer tilbage fra den tyske filosof Immanuel Kant: "Retslig straf kan aldrig administreres som et blot og bart middel til at promovere et gode enten med hensyn til den kriminelle selv eller med hensyn til det civile samfund, men må altid gives alene, fordi det individ, der straffes, har begået en forbrydelse".

Straf, fordi det gavner, kan man eksempelvis støde på i lande som Grønland, New Zealand, Australien og Norge. Men argumentet ligger også bag de offentlige straffe, som ved hængning i Iran og skydning i Kina. Den etiske begrundelse stammer tilbage fra den engelske filosof Jeremy Bentham:

"Forbrydelsens gevinst er den kraft, der driver en person ud i kriminalitet; straffens lidelse er den kraft, der er sat i værk for at forhindre vedkommende i det. Hvis den første af disse kræfter er den stærkeste, vil forbrydelsen blive be-gået; hvis den anden er stærkest, vil den ikke blive begået".

Kilde: "Retsfølelsen En bog om straf og etik" af Jesper Ryberg