Vælgerne kan dræbe dødsstraf i Californien

Vælgerne får muligheden for at afgøre, om dødsstraffen skal være fortid i den amerikanske delstat. Foto: MICHAEL VON BUELOW

725 dødsdømte fanger i den amerikanske delstat kan undgå henrettelser. Vælgere bestemmer til november

Når borgerne i Californien går til stemmeurnerne til november for at udpege deres foretrukne præsidentkandidat i USA, skal de også tage stilling til et andet spørgsmål.

Vælgerne får muligheden for at afgøre, om dødsstraffen skal være fortid i den amerikanske delstat. Det oplyser statslige embedsmænd for valget.

LÆS OGSÅ: De 10 vigtigste ting at vide om dødsstraf

Lovforslaget "Safe California Act", som vil have dødsstraffen afskaffet, har indsamlet nok underskrifter til, at spørgsmålet kan afgøres ved en folkeafstemning.

I øjeblikket venter 725 fanger på at blive henrettet i Californien. Hvis vælgerne siger nej til dødsstraffen den 6. november, får alle de dødsdømte ændret deres straf til fængsel på livstid uden mulighed for prøveløsladelse.

17 amerikanske stater har allerede sagt farvel til dødsstraffen, som blev genindført tilbage i 1978.

Ifølge "Safe California Act" kunne den økonomisk tiltrængte delstat spare store summer ved at afskaffe dødsstraffen.

- Vores system er ødelagt, dyrt, og der vil altid være en stor fare for, at folk bliver uskyldigt dømt. Safe California tilbyder en løsning, hvor vi kan spare penge i en tid, hvor vi fyrer og skærer ned, lyder det fra dem, der står bag forslaget.

Siden Californien genindførte dødsstraffen i 1978, har den kostet skatteyderne over fire milliarder dollar. Pengene er brugt på i alt 13 henrettelser.