Vidne tog fejl: Uskyldig amerikaner løsladt efter 23 år

Vidne tog fejl: Uskyldig amerikaner løsladt efter 23 år - -David Ranta, who spent two decades in prison for the 1991 shooting of a Hasidic rabbi, Chaskel Werzberger, after his release from custody at Brooklyn Supreme Court in New York, March 21, 2013. Ran Foto: Michael Appleton

Newyorker blev beskyldt for drab under diamantkup i 1990'erne. Men børnevidne havde peget på den forkerte

Efter mere end to årtier bag tremmer blev en uskyldig amerikansk mand torsdag sat på fri fod i New York.

I 1991 blev David Ranta idømt 37 års fængsel for at have dræbt en rabbiner under et mislykket diamantrøveri. Men efter at have afsonet 23 år er efterforskerne kommet frem til, at beviserne mod ham alligevel er for svage, og han er nu en fri mand.

Ranta, som i dag er 58 år, blev løsladt efter et retsmøde i Brooklyn, og dommeren havde tårer i øjnene, da hun undskyldte for, hvad han havde gennemlevet. Det skriver CNN.

Amerikaneren var også tydeligvis lykkelig over beslutningen.

- Lige nu føles det som at svømme under vand. Det er overvældende, sagde Ranta ifølge CNN, da han blev mødt af journalister efter retsmødet.

Rantas advokat siger dog, at man vil anlægge et civilt søgsmål mod byen New York og politiet i millionbyen.

- Min klient er blevet frataget 23 år. Det er livstid, en hel generation, lyder det fra advokaten Pierre Sussman ifølge CNN.

Drabssagen mod Ranta begyndte for alvor at falde sammen, da et hovedvidne stod frem og ændrede sin historie for omkring to år siden.

Vidnet var i sin tid 13 år gammel, da han udpegede Ranta som gerningsmanden i en identifikationsparade. Efter vidnet ændrede forklaring, begyndte politiet igen at efterforske drabssagen - og langsomt faldt beviserne til jorden.

- Efter at have foretaget en omfattende efterforskning har vi konkluderet, at det grundlag, som hr. Rantas sag byggede på, er blevet udhulet, og at der ikke er resterende beviser for en dom til hr. Ranta, siger anklagemyndigheden ifølge nyhedsbureauet AFP.