Unge fanger isoleres oftest

Fængslers mulighed for at isolere fanger går oftest ud over unge indsatte. Men tiden alene i en celle kan være dybt traumatiserende for unge, advarer psykolog

Den 18-årige Omar Akaches hud er mørk, men den er også bleg og grå. Det seneste år har han tilbragt i Ringe Statsfængsel, herunder en del af tiden isoleret. Alene i en celle.

For hver gang Omar Akaches virker truende, mistænkes for at handle med stoffer eller lave ballade, risikerer han at blive sendt i isolation – eller "udelukket fra fællesskabet", som det hedder i fængselssprog. Isolationen skal ifølge Kriminalforsorgen ikke opfattes som en straf, men derimod som et nødvendigt præventivt indgreb.

Men for Omar Akaches føles isolationen ikke som andet end en straf. Og en række ophold i den lille celle har efterhånden sat et tydeligt aftryk på den unge mands sjæl.

"Jeg føler virkelig, at jeg har taget så meget skade af at sidde i ?iso?. Når man sidder dernede, er der ikke andet at lave end at ryge hash, og jeg er sikker på, at jeg har fået en psykose af det. Jeg kan slet ikke kende mig selv længere. Det er skræmmende," siger han.

En opgørelse fra Kriminalforsorgen viser, at hele 44 procent af de isolerede fanger er mellem 15 og 24 år.

Det samme billede tegner sig i Statsfængslet i Ringe, hvor de fleste indsatte er unge. Samtidig er det et af de fængsler, som oftest benytter sig af at isolere indsatte. I 2009 udelukkede det fynske fængsel op mod tre gange flere fanger fra fællesskabet end andre lukkede fængsler.

Psykolog Ida Koch er foruroliget over fængselsvæsnets hyppige brug af isolation.

"Når man er isoleret, oplever man sig selv på helt nye måder. Tanker, følelser, fysiske fornemmelser. Det kan være meget traumatiserende for et ungt menneske, der knapt nok kender sig selv," siger Ida Koch, der i mange år har beskæftiget sig med kriminelle unge og isolationsfængsling.

Fængselsinspektør i Ringe, Bodil Philip, er heller ingen fan af isolation. Alligevel mener hun, at den er nødvendig.

"Jeg er godt klar over, at vi ligger højt i tabellerne. Men unge mennesker er altså nu engang mere aktive og urolige end ældre," siger hun.

Den præmis er Ida Koch helt med på, men hun mener ikke, at løsningen er at lade de unge sidde alene i en celle.

"Det er en meget ringe måde at forholde sig til adfærd på. Jeg vil kalde det en pædagogisk falliterklæring. Mange unge har jo ikke andet sprog. Det er gadens sprog, de bruger. Det er med vold, de løser konflikter. Men i stedet for at isolere dem må man gå ind til dem og forsøge at tale og forstå," siger hun.

I teorien er Bodil Philip enig. Men i en travl hverdag og med et overfyldt fængsel bliver det ofte ved den gode intention. Hun siger, at hun samtidig er meget optaget af at lade de isolerede tilbringe tid med hinanden under udelukkelsen. Men tal fra Kriminalforsorgen viser, at samværet på landsplan kun lykkes i hvert fjerde tilfælde.

De resterende 75 procent har de ikke anden social kontakt med end gåturen til og fra toilettet med en fængselsbetjent i hælene.

Netop det sociale afsavn er det, Omar Akaches igen og igen vender tilbage til, når han skal beskrive tiden i isolation. Hvordan hans eget selskab nogle gange nærmest tager pusten fra ham:

"Jeg føler, jeg er ved at blive sindssyg. Jeg ringer konstant efter vagten. Først går jeg på toilettet, så i bad, og med det samme på toilettet igen. Og sådan fortsætter det. Hvad skal jeg ellers lave?". /ritzau/