Straf vægtes højere end national forsoning

Inden for hos Den Internationale Straffedomstol, ICC, i Haag er den congolesiske militsleder Thomas Lubanga tiltalt. Domstolens straffeform ligger meget på linje med den måde, man straffer på i de vestlige samfund. -- Foto: Scanpix.

Bag ny international straffedomstol ligger hundredår gamle principper om at straffe som fortjent. Men allerede inden de første sager for alvor er kommet i gang, ser principperne ud til at krakelere

Thomas Lubanga fra Den Demokratiske Republik Congo er tiltalt for som militsleder at have brugt børnesoldater. Han bliver ikke stillet for retten i Congo, men retsforfølges ved Den Internationale Straffedomstol, ICC, i Haag. Det samme skal Charles Taylor, der var præsident for Liberia fra 1997 til 2003. Etniske konflikter under hans styre resulterede i 200.000 døde og en million hjemløse.

Fremover vil flere og flere retssager om forbrydelser mod menneskeheden blive ført i internationalt regi ved ICC, der er verdens første permanente internationale domstol for krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folkedrab.

Ifølge Jesper Ryberg, professor i praktisk filosofi ved Roskilde Universitetscenter og leder af Forskergruppen Staf og Etik, er domstolens straffeform på linje med den måde, vi normalt straffer på i Vesten.

– I vestlige lande er et traditionelt syn på straffene, at forbryderen har fortjent det. Det samme kan man se ved straffen til de store skurke som eksempelvis Saddam Hussein. Man mener, at krigsforbrydere har fortjent en hård straf. Men hvis man ser på, om der er nogen nyttegevinst i at straffe en krigsforbryder, er det tvivlsomt, siger Jesper Ryberg.

Han mener, at man burde forfølge tankegangen bag den såkaldte restora-tive justice – genoprettende retfærdighed – hvor fokus ikke kun er på forholdet mellem systemet og forbryderen, men også på forholdet mellem forbryderen og ofrene.

Det var tanken bag Sydafrikas sandheds- og forsoningskommission, der blandt andet havde til formål at genskabe den nationale fællesskabsfølelse mellem befolkningsgrupperne og give apartheidstyrets ofre og efterladte deres værdighed tilbage. Samtidig skulle den bringe sandheden om forbrydelserne frem og forhindre fortiden i at gentage sig.

– I stedet for at sige, at man bare slår hårdt ned på alle, der udøvede apartheid, måtte man på en eller anden måde finde en model, hvor samfundet kunne fungere bagefter. Sandheds- og forsoningsdomstolene blev et talerør, hvor ofrene kunne komme til orde, fortælle, hvad der var overgået dem, forbande og undertiden også tilgive deres gerningsmænd. Der var ikke tale om at få placeret skyld og at straffe, sådan som det er tilfældet ved traditionelle domstole, siger Jesper Ryberg.

Et andet sted, hvor man har forsøgt sig med en alternativ strafform er i Rwanda.

Efter folkemordet i 1994 indførte

man op mod 12.000 lokale domstole

– gacaca'er – som udelukkende tager sig af forbrydelser knyttet til folkedrabet. Op mod 36.000 mennesker skal samlet set igennem den særlige retsmølle, hvis formål er at dømme de skyldige og samtidig få dem til at fortælle sandheden og erkende de sår, folkemordet påførte Rwanda. Folk fra landsbyerne og efterladte familier kan deltage i de lokale domstole, der fungerer som supplement til det almindelige retssystem i Rwanda.

Også professor William Schabas,

direktør for Irish Centre for Human Rights ved National University of Ireland, fremhæver sandheds- og forsoningsdomstolene som et godt supplement. Samtidig med at han ser ICC som en meget vigtig institution til at beskytte menneskerettighederne, er han også stor fortaler for sandheds- og forsoningskommissioner og har selv deltaget i den seneste i Sierra Leone fra 2002 til 2004. Ifølge ham burde ICC gå hånd i hånd med sandheds- og forsoningskommissioner.

William Schabas fremhæver, at straffedomstolens retssager ikke må stå i

vejen for lokale fredsaftaler og forsoningsprocesser. Og det er netop, hvad flere afrikanske regeringer mener, den kan komme til i forhold til domstolens første deciderede krigsforbrydersag – den kommende retsforfølgelse af Joseph Kony. Han er lederen af den ugandiske milits, Herrens Modstandshær, og er anklaget for blandt andet massemord, voldtægt, lemlæstelse og brug af børnesoldater i Uganda. Den ugandiske regering vil nu hellere indgå fred med den anklagede, mens vestlige lande som Storbritannien hellere vil have en international retssikkerhed.

– Et af de helt store problemer ved ICC er forholdet mellem det brændende ønske om forfølgelse, som særligt kommer fra grusomhedens ofre, og ICC's behov for at tilsidesætte dette som part i en fredsforhandlingsproces.

– ICC står for eksempel med det problem i Uganda. Her har de rebelske ledere, som netop er sigtet af ICC, krævet det som afgørende for at opnå en fredsaftale, at sigtelsen skal falde. De to parter ved forhandlingsbordet, den ugandiske regering og de rebelske ledere, kan ikke løse problemet, fordi beslutningen om at lade sigtelsen falde ligger hos ICC's anklager. Nogle mener, at retten skal nægte stejlt og aldrig bytte fred for retfærdighed. Men den holdning er for streng. Det ville være frygteligt, hvis krigen i Uganda fortsatte, fordi ICC nægter at vise nogen form for fleksibilitet, siger William Schabas.

Han fremhæver også, at det er et problem, at ICC's chefanklager, Luis Moreno Ocampo, har haft fokus på landets oprørsgrupper fremfor på regeringsmagten.

– Indtil videre har anklageren fokuseret på de rebelske grupper. Det gør hans arbejde nemmere, fordi han så har regeringssamarbejde i undersøgelserne. Men det er en forvridning af, hvad rettens egentlige formål er – nemlig at tage sig af statskriminalitet begået af embedsmænd, siger han.

Hvis en forbryder retsforfølges i ICC og forlader retssalen med etiketten skyldig, risikerer han eller hun op til 30 års fængsel eller ved grove forbrydelser livstid.

Ifølge ICC kan ofre for kriminaliteten komme til at påvirke retssagen ved at sende information til anklageren. Ofrene kan på alle tidspunkter i forløbet fremlægge synspunkter – sandsynligvis ikke direkte, men via en advokat eller en anden repræsentant, som dommerne finder.

Professor Frederik Harhoff fra Juridisk Institut ved Syddansk Universitet rejste i januar til Haag for at være dommer i to sager ved FN's Internationale Krigsforbryderdomstol for det tidligere Jugoslavien, ICTY. Denne domstol er i modsætning til ICC ikke permanent. Han peger på, at ICC er vigtig, fordi den er et udtryk for, at folkedrab og forbrydelser imod menneskeheden ikke er straffri.

– Forbryderes straffrihed er en hån imod ofrene, og det krænker ikke blot vores retsfølelse, men også den internationale retsorden. Det går ikke an i længden at have internationale regler, der forbyder disse forbrydelser, hvis gerningsmanden alligevel går fri bagefter, siger han.

Frederik Harhoff mener ikke, at hverken straffesager eller sandheds- og forsoningskommissioner i sig selv er nok til både at sikre retsorden og skabe national forsoning.

Han understreger, at ICC i sin traktat ikke giver mulighed for at indføre konfliktråd eller sandheds- og forsoningskommissioner.

– Men efter min vurdering ville det være en god ide at åbne for, at det kunne gennemføres ved ICC. En domfældelse ved ICC er langt fra begivenhedernes centrum og føles derfor naturligvis utilfredsstillende for ofrene og fjernt fra befolkningen i al almindelighed. Selve ICC's domme kan derfor ikke forventes at bidrage væsentligt til forsoning i det konfliktramte land eller område, lyder det fra Frederik Harhoff.

Og det er netop forsøget på en forsonende dialog, som Jesper Ryberg mener kan være gavnlig for både ofrene og samfundet efter forbrydelserne.

– Det ville også være nyttigt mange flere steder i dag, hvor der er begået forbrydelser mod menneskeheden. Det ville have en gavnlig effekt på samfundets mulighed for at fungere bagefter. Tanken i "restorative justice" er helt fraværende i internationale straffedomstole, hvor rationalet er, at folk får efter fortjeneste, siger Jesper Ryberg.

Han understreger, at "straf efter fortjeneste" er et bagudskuende synspunkt, hvor man kigger tilbage i tiden på, hvad gerningsmanden har gjort, men ikke på hvad der kommer ud af at straffe vedkommende på én måde frem for en anden.

Ifølge Andrew Coyle, professor i fængselsstudier ved University of London, må man stræbe efter, at retten går sin gang i hjemlandet, hvor forbrydelsen er begået og ikke ved ICC. Men i tilfælde som folkemordene i Rwanda og det tidligere Jugoslavien kan det blive nødvendigt med internationale retssager, mener han.

– Når retssager bliver afholdt ved en international domstol, må procedurerne og straffene tilstræbe internationale standarder. Det kan eksempelvis ikke komme på tale med dødsstraf. Graden af straf må have rødder i, hvad vi anser som humant. For nogen er den vestlige måde at straffe ud fra et princip om ligevægt helt utilstrækkeligt, men omvendt kan vi i Vesten måske lære noget af, hvordan domstolene i Rwanda og andre steder gør, siger Andrew Coyle.

schnabel@kristeligt-dagblad.dk

Verdens straffe

Der findes en bred vifte af forskellige måder at straffe kriminelle på rundt i verden. Men er der også forskellige formål med at straffe? Findes den korrekte og anerkendte måde at straffe på, og er det i så fald den rigtige? Kristeligt Dagblad tager i serien "Verdens straffe" på rundrejse i nogle af verdens forskellige straffeformer for at undersøge straffens globale ansigt.

Dette er den sjette og sidste artikel i serien, som i sin helhed kan læses ved at klikke http://www.kristeligt-dagblad.dk/tema:fid=100013421">her

Fakta

Den Internationale Straffedomstol

Princippet om en international dom-stol, ICC, blev trods amerikansk skepsis vedtaget på en konference i Rom den 17. juli 1998. USA nægter at samarbejde med domstolen, fordi landet frygter retsforfølgelse af amerikanske soldater og officerer.

ICC er ikke et FN-organ, men en selvstændig domstol, der er oprettet ved traktat. 139 lande har underskrevet Rom-statutten, mens 104 lande har ratificeret den.

Domstolen trådte i funktion i 2002. Den har til huse i Haag. Chefanklageren er argentineren Luis Moreno Ocampo, og domstolen har 18 internationale dommere.

Domstolen undersøger for tiden sager vedrørende overgreb på menneskerettigheder og vold mod civile i Congo, Uganda og Darfur i Sudan, men der er endnu ikke gennemført nogen retssag.

Den 8. juli 2005 udsendte retten den første arrestordre mod Joseph Kony.

Han leder oprørsbevægelsen Herrens Modstandshær, LRA, i Uganda.

ICC hører ikke under Den Interna-

tionale Domstol i Haag, ICJ, som er FN's øverste myndighed, og som blev etableret i 1946 med henblik på at løse stridsspørgsmål, for eksempel territoriale spørgsmål mellem lande. ICJ har lande på anklagebænken, mens ICC skal retsforfølge individer.

Domstolen kan gribe ind, når en stat, der har ratificeret Rom-statutten, overlader en sag til anklageren, hvis Sikkerhedsrådet indgiver en sag, eller hvis anklageren selv tager en sag op. Domstolen bryder kun ind, når nationale domstole ikke kan eller vil dømme forbrydelsen nationalt.

KILDE: www.icc-cpi.int/

Den Internationale Straffedomstol, ICC, her set udefra, ligger i den hollandske regeringsby Haag og ses som en meget vigtig institution til at beskytte menneskerettighederne i verden. Men flere eksperter mener samtidig, at ICC burde gå hånd i hånd med sandheds- og forsoningskommissioner. -- Foto: Scanpix. Foto: NULL