Straf! Har Dansk Folkeparti kun ét svar på alting?

Dansk Folkeparti vil løse alle problemer ved at skærpe straffen. Men det er den forkerte vej at gå, mener Marlene Borst Hansen, Zenia Stampe og Liv Holm Andersen, der alle er folketingsmedlemmer for De Radikale. Arkivbillede: Dansk Folkepartis Martin Henriksen Foto: Casper Christoffersen Denmark

Dansk Folkepartis evige retorik om, at hvis vi bare straffer folk nok, så skal de nok makke ret, er simpelthen en simplificering af komplekse problemstillinger, skriver tre folketingsmedlemmer fra De Radikale

I sit debatindlæg i Kristeligt Dagblad den 2. april argumenterer Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti for at tage børnepengene fra de forældre, der, som Martin Henriksen beskriver det, ikke opdrager deres børn ordentligt, hvorved disse børn bliver bandemedlemmer. Vel at mærke mellemøstlige forældre.

Hvor er det uambitiøst. Har Dansk Folkeparti virkelig kun dét ene svar på alting?

Først er det interessant at vide, om Martin Henriksen mener, at det kun skal gælde mellemøstlige forældre, eller om danske forældre også skal fratages deres børnecheck, når de ikke kan opdrage ordentligt, eller når deres 14-årige ender op i periferien hos bander, hooligans eller nynazister? Når vi har med Martin Henriksen og Dansk Folkeparti at gøre, må man dog formode, at der er tale om endnu et kun for udlændinge-tiltag.

LÆS OGSÅ: DF: Straf forældre økonomisk, hvis de ikke opdrager deres børn ordentligt

Martin Henriksens og Dansk Folkepartis syn på forældre med mellemøstlig baggrund er altså åbenbart så forskruet og generaliserende, at de tilsyneladende ikke mener, at disse forældre ønsker det bedste for deres børn i lige så høj grad som danske forældre.

Det synes vi som radikale er en meget underlig indstilling og et udtryk for en helt basal mistillid. Sagt på en anden måde, så mener vi grundlæggende, at langt størstedelen af forældrene i Danmark nydanske som danske altid ønsker det bedste for deres børn.

Men ligesom der kan være mange forklaringer på, at nogle unge havner i problemer, må der også være mange svar, og Dansk Folkepartis evige retorik om, at hvis vi bare straffer folk nok, så skal de nok makke ret, er simpelthen en simplificering af komplekse problemstillinger, som Dansk Folkeparti enten ikke fatter eller er ligeglade med.

Vi ser dog positivt på, at Martin Henriksen og Dansk Folkeparti efterlyser, at vi som samfund finder ud af, hvordan vi hjælper de unge mennesker, som har fundet fællesskaber i banderne eller andre uheldige submiljøer. Det er de sådan set ikke ene om.

I Radikale Venstre ønsker vi også at komme social udsathed og kriminalitet blandt unge nydanske som danske til livs. Men vi ser nogle helt andre løsninger end Dansk Folkeparti.

LÆS OGSÅ: DF: Højere straffe har præventiv virkning

I Kolding Kommune lavede politiet frivillige kontrakter med forældrene til de unge, som politiet kunne se, var ude på et skråplan. Politiet kom på besøg hos forældrene, og over en kop kaffe aftalte de, hvornår børnene skulle være hjemme om aftenen, at forældrene ville afse tid til, at børnene fik lavet lektier og en masse andre ting, som passede lige præcis til den familie. Alt sammen i en ligeværdig samtale, hvor forældrene følte, at politiet var til for at hjælpe ikke straffe.

Eksemplet fra Kolding er blot ét eksempel på, at man kan gøre tingene anderledes. Og mange andre steder findes lignende gode eksempler. Lad os gøre en indsats for at udbrede disse gode løsninger. For det er faktisk muligt at anskue problemstillinger nuanceret og differentieret og ikke bare tro, at man får et bedre samfund ved at råbe straf!, hver gang der er problemer.

Marlene Borst Hansen er kommunalordfører, Liv Holm Andersen er integrationsordfører, og Zenia Stampe er udlændingeordfører. Alle er folketingsmedlemmer for Radikale Venstre