Skal kriminelle altid have en chance til?

MED AFSTEMNING: En ny undersøgelse viser, at danskerne gerne vil give tidligere straffede en mulighed for at blive en del af samfundet igen. Det skal bare ikke være i nærheden af dem selv

En dag gik 24-årige Dan Rohde ned til den lokale Citröen-forhandler i Aarhus for at høre, om han kunne få en praktikplads i forbindelse med sin uddannelse.

Bilforhandleren spurgte, hvor han boede henne, og Dan Rohde svarede: Pension Skejby, der er et sted, hvor lovovertrædere kan afsone noget af deres straf og bor sammen med folk, der har en ren straffeattest.

Bilforhandleren spurgte, hvorfor jeg boede på Pension Skejby, og jeg er en ærlig mand, så jeg fortalte ham, at jeg havde været i fængsel. Han svarede, at han ikke ville have nogen med en plettet straffeattest ansat. Han spurgte ikke engang ind til, hvad jeg var dømt for, siger Dan Rohde.

LÆS OGSÅ: Danskerne vil ikke arbejde sammen med tidligere kriminelle

Han er blot en af mange tidligere kriminelle, som har problemer med at finde arbejde.

For selvom danskerne i teorien gerne vil give tidligere straffede en mulighed for at blive en del af samfundet igen, så vil meget få ansætte tidligere kriminelle på deres egen arbejdsplads.

Det viser en ny undersøgelse fra Det Kriminalpræventive Råd, der bliver offentliggjort i dag.

Det er hyklerisk og dobbeltmoralsk, mener filosof Anders Fogh Jensen, der er ekstern lektor ved CBS Handelshøjskolen København. Men der er en menneskelig forklaring.

Det er en klassisk splittelse mellem fornuft og følelse. Vi kan have en mere generel medfølelse, som forsvinder, når det kommer for tæt på, siger Anders Fogh Jensen.

Selvom forklaringen på vores holdninger måske er ligetil, rejser undersøgelsen flere spørgsmål: Hvis vi gerne vil give tidligere kriminelle en chance til, hvilken chance vil vi så i virkeligheden give dem? Og skal tidligere kriminelle altid have en chance til, eller er der tilfælde, hvor de ikke skal?

Man giver dem en chance, i det øjeblik man slipper dem ud af fængslet og siger, at nu kan de leve deres liv igen. Men man kan tilføje, at straffeattesten påvirker, hvor stor chancen er for, at den giver en del besværligheder inden for den chance, siger Anders Fogh Jensen.

LÆS OGSÅ: Flere private virksomheder kræver ren straffeattest

En plet på straffeattesten bliver slettet mellem to og fem år, efter at man har afsonet, afhængig af forbrydelsens alvor, og det giver ofte problemer, når man vil have et arbejde.

I dag beder flere og flere arbejdsgivere om straffeattester, og afviser dem, der har straffeattest med indhold, selvom det, de kom i fængsel for, ikke har noget at gøre med det arbejde, de skal udføre.

Det er problematisk, mener fængselspræst Erik Adrian, der arbejder i Vestre Fængsel i København. Han har mødt mange tidligere indsatte, der oplever, at den egentlige straf først kommer, når de bliver løsladt.

På den lidt længere bane, når de tidligere indsatte skal have arbejde, så føler de tit, at de får en dobbelt straf. De har afsonet den straf, samfundet gav dem, men så følger straffeattesten med, og det er en yderligere straf. Der er masser af job, man ikke kan få, hvis man har en plettet straffeattest, så man er dobbelt straffet og dobbelt stemplet, siger Erik Adrian.

Formålet med straffeattester er ifølge forsvarsadvokat og formand for Retspolitisk Forening Bjørn Elmquist at afskrække folk fra at begå noget strafbart.

Formålet med straffeattesten er ikke at resocialisere. Den medmenneskelighed er der ikke i vores retssystem. Hvis man skal se straffeattesten som noget forebyggende, så er det på grund af dens afskrækkelsesvirkning. Men den effekt er ikke stor. Selv i lande med den ultimative straf, dødsstraffen, afskrækkes folk ikke fra at begå manddrab, siger Bjørn Elmquist.

Straffeattesten ødelægger dog ikke alt, for det kan også hjælpe den tidligere kriminelle med at finde arbejde inden for et andet område end der, hvor vedkommende har begået noget kriminelt.

Derfor mener Anders Fogh Jensen, at også pædofile får en chance, selvom de såkaldte børneattester først bliver forældede, når man bliver 80 år.

Det kan være en chance til i den forstand, at man kommer ud af fængslet, og man kan finde en anden type arbejde, hvor man ikke skal vise børneattesten, siger Anders Fogh Jensen.

Det er ikke kun straffeattesten, der er med til at give den ekstra straf, påpeger Erik Adrian.

Også problemer med at vænne sig til samfundet efter at have levet i årevis efter fængslets døgnrytme og ikke mindst de sagsomkostninger til advokater, den tidligere indsatte har, besværliggør resocialiseringen.

Der er altså mange sten på vejen, når tidligere straffede skal vende tilbage til samfundet igen. Og det er problematisk, for også ud fra et samfundsøkonomisk perspektiv, kan det betale sig at give tidligere indsatte en ny chance.

Det er meget uklogt ikke at give tidligere kriminelle en chance til, for det skaber flere forbrydelser. Så ender vi som USA, hvor det i nogle stater er three strikes and youre out (livstidsfængsel efter tre domme, red.). Dér kommer man så i fængsel resten af livet, og det er ekstremt kostbart. Det er dyrt for samfundet både økonomisk og menneskeligt og dermed det største tab for alle, hvis vi ikke får resocialisering til at virke. Det er dyrt at have folk i fængsel, og man mister arbejdskraft. Hvis de kriminelle ikke bliver resocialiserede, så er der stor risiko for, at de laver nye forbrydelser, og så bliver der endnu flere ofre og endnu mere menneskelig ulykke og lidelse, siger Bjørn Elmquist.

Bjørn Elmquists forklaring er nok en del af årsagen til, at 88 procent af de 1161 repræsentativt udvalgte danskere i Det Kriminalpræventive Råds undersøgelse, mener, at folk, som bryder loven, skal have mulighed for at blive en del af samfundet igen, når de har udstået deres straf.

Men de skal bare ikke komme for tæt på os, ifølge undersøgelsen.

Det er samme ikke i min baggård-logik, som hersker mange andre steder i samfundet, mener Anders Fogh Jensen. Ikke i min baggård- tankegangen gælder alt fra vindmøller til fængsler og motorveje:

De fleste mennesker vil gerne have, at det er der, det skal bare ikke være i nærheden af der, hvor de selv bor.

Tager man filosofien i brug kan man hurtigt finde ud af, om man selv handler efter den dobbeltmoralske ikke i min baggård-logik, mener Anders Fogh Jensen.

Kants kategoriske imperativ handler netop om dette misforhold. Når man skal overveje en handling, skal man overveje, om man ønsker, at princippet bag handlingen bliver almen lov. Hvis jeg overvejer, om jeg skal køre for stærkt, så skal jeg spørge mig selv: Ønsker jeg, at alle kører for stærkt? Hvis man gør sig den tanke, kan man vide, hvordan man handler fornuftigt. Det er en regulering nedefra, for har vi ikke selv et ansvar for ikke at være hykleriske? Man bliver ikke hyklerisk, hvis man tænker på den måde, siger Anders Fogh Jensen.

Hykleriet kommer ifølge Anders Fogh Jensen af, at mange frygter, at de kriminelle vil gentage deres forbrydelse.

Et menneske, der har vist, at han kan sætte sig ud over loven, får mange til at frygte, at han er utroværdig og ikke til at stole på. Han kan finde på at bedrage eller stjæle igen. Vi frygter det, ligesom vi frygter den sindssyge, fordi han er utilregnelig, siger Anders Fogh Jensen.

Men har vi noget at frygte?

Ifølge en undersøgelse fra 2010, som Kriminalforsorgen stod bag, havde 61 procent af de indsatte været i fængsel flere gange, hvilket viser, at flertallet fortsætter i samme løbebane. Spørgsmålet er, om det er samfundets skyld, fordi det er dårligt til at resocialisere, eller om det er den enkeltes eget ansvar.

Ifølge fængselspræst Erik Adrian er det både-og. Samfundet kan blive meget bedre til at resocialisere, blandt andet ved at hjælpe de tidligere indsatte i arbejde, betale sagsomkostningerne til advokaten og meget andet.

Men samtidig må den kriminelle angre og indse, at han har handlet forkert.

Hvis man ikke angrer, er det svært at se potentialitet til, at der sker en forandring, for angeren er en lakmusprøve på, om andre bør tro på forandringen. Det provokerer mig, hvis der ingen anger er. Men vi skal også anerkende, at man kan havne så meget i svinestien, at man forlader den, fordi man vil have et bedre liv, og ikke fordi man angrer, siger Erik Adrian.

I beretningen om den fortabte søn lå han i svinestien og åd af grisenes mad. Han gik i sig selv og så, at selv daglejerne havde det bedre end ham. Det var en refleksion, og det var ikke, fordi han angrede, men fordi han kunne få et bedre liv, han gik tilbage til sin far. Da han kom tilbage, var han nået frem til angeren. Men der er et stykke vej, fra han ligger i svinestien, og til angeren kommer, og det skal vi være opmærksomme på, siger Erik Adrian og fortsætter:

Vi forventer nærmest, at der skal være en momental anger fra dag et, og det tror jeg er helt urealistisk.