Regeringen skærper straffen for sexforbrydelser

Justitsminister Morten Bødskov (S) fremsætter i dag lovforslag om skærpede straffe for sexforbrydelser (Modelfoto)

Morten Bødskov fremlægger onsdag lovforslag, der skærper straffen for seksuelle overgreb på børn og voksne

Alle tilfælde af samleje med børn under 12 år skal straffes som voldtægt, forældelsesfristen for seksuelt misbrug af børn bliver forlænget, og så skal straffen for at udnytte en person i hjælpeløs tilstand sættes op.

Det er nogle af punkterne i det lovforslag om modernisering af straffelovens kapitel om seksualforbrydelser, som justitsminister Morten Bødskov (S) fremsætter onsdag.

Ifølge justitsministeren er målet med lovforslaget at beskytte den enkeltes seksuelle frihed og selvbestemmelsesret og sikre, at reglerne passer til dagens samfund.

- Regeringen ønsker, at vores straffelov passer til dagens samfund. Seksualforbrydelser er meget grove forbrydelser, og det skal vores straffelov naturligvis afspejle.

- Derfor foreslår vi nu en skærpet kurs mod seksuelle overgreb over for såvel børn som voksne, siger Morten Bødskov i en pressemeddelelse.

Regeringen vil samtidig slår hårdere ned på bagmænd i bestemte dele af prostitutionsbranchen.

- Vi sætter stærkere ind mod bagmænd til den prostitution, der for eksempel foregår som escortprostitution og gadeprostitution. Vi forhøjer strafferammen og giver mulighed for telefonaflytning med videre over for sådanne bagmænd, siger Morten Bødskov.