Når straf skal retfærdiggøres

Som Kristeligt Dagblad de seneste uger har skrevet i forbindelse med serien "Rettens gang", stiger antallet af varetægtsfængslinger, og den lange sagsbehandlingstid bliver fortsat mødt med massiv kritik. Foto: Tegning: Rasmus Juul.

MED VIDEO Hævn, omvendelse og afskrækkelse har altid været begrundelserne for, at vi sætter kriminelle bag lås og slå. Og måden, hvorpå vi har indrettet vores retssystem, har ofte haft sin oprindelse i kristendommen. Kristeligt Dagblad har bedt en retshistoriker og en retsfilosof om at rulle dansk retshistorie ud

SE VIDEO MED FILOSOF THOMAS SØBIRK PETERSEN OM STRAF SIDST I ARTIKLEN

Den, som slår et øje ud, må bøde med sit eget øje; den, som slår en andens tand ud, skal selv have en tand slået ud.

Sådan lyder begrundelsen for straf i Anden Mosebog, der sætter ord på den hævn og gengældelse, som stadig retfærdiggør, at vi sætter en forbryder bag tremmer i dag. Men i Det Nye Testamente bliver budskabet modsagt med ordene:

LÆS OGSÅ: Retten har talt

I har hørt, at der er sagt: Øje for øje og tand for tand. Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til.

Det er ikke nemt at blive klog på, hvornår retfærdighed sker fyldest og dermed, hvad der ligger til grund for, at vi har udviklet det sindrige system af strafferammer, der er blevet til det danske retssystem. Det system, der stadig påkalder sig nye overskrifter om, at de kriminelle enten slipper for billigt eller faktisk bliver mere hårdkogte kriminelle, mens de sidder bag tremmer.

Som Kristeligt Dagblad de seneste uger har skrevet i forbindelse med serien Rettens gang, stiger antallet af varetægtsfængslinger, og den lange sagsbehandlingstid bliver fortsat mødt med massiv kritik. Men hvordan kan vi overhovedet retfærdiggøre at straffe andre mennesker?

Ifølge postdoc Jakob v. H. Holtermann, retsfilosof ved Københavns Universitets juridiske fakultet, fremføres der i filosofien typisk to typer af begrundelser for, at det er acceptabelt bevidst at påføre et andet menneske lidelse og smerte, når det har gjort uret: som gengældelse hvad nogle vil kalde hævn eller som præventivt middel mod mere kriminalitet.

Man kan begrunde straf bagudskuende som gengældelse, fordi straffen er fortjent, i princippet uanset om der kommer noget positivt ud af det såsom at blive et bedre menneske. Eller man kan begrunde straf med, at straffen vil afskrække den kriminelle fra at gøre det igen eller forbedre vedkommendes moral. Afskrækkelsen kan tilmed virke kollektivt ved, at vi andre ser konsekvenserne af den kriminelles handling, siger Jakob v. H. Holtermann.

Begge forklaringer er ifølge retsfilosoffen afspejlet i et syndigt rod, når man ser på nutidige politiske begrundelser for lovændringer og borgeres ønsker om hårdere straffe. Men forklaringerne har altid været repræsenteret. Det ser man, hvis man går tilbage i retshistorien.

Før 1200-tallet fandtes der ingen central magt eller central institution herhjemme, der havde autoritet til at vurdere, hvad der var op og ned i en kriminel handling, og hvad straffen for det skulle være. Derfor var et fejdesystem den eneste måde at organisere en vis grad af retfærdighed på. Det betød, at hvis et medlem af en familie blev slået ihjel, måtte familien slå et medlem af forbryderens familie ihjel, som vi kender det fra de islandske sagaer. Det fortæller lektor Per Andersen, der er retshistoriker ved Aarhus Universitet.

Derfor ser vi først et centralt retssystem blive etableret, da kongemagten får en vis vægt og magt i 1200-tallet, siger han.

Her begynder man også at ændre syn på straf med begrundelse i den kristne tro. For i takt med troen på, at Jesus havde taget menneskets synder på sig, mente man ikke, det var nødvendigt at straffe nær så hårdt. Det væsentlige var alene, at den kriminelle bekendte sine synder.

Det princip fungerede naturligvis ikke helt i praksis. For var man blevet bestjålet, ville man også have en form for kompensation. Og man fandt i stedet et kompromis, hvor forbryderen skulle betale en sum penge til offeret for den uret, han havde gjort. Man satte tilmed den økonomiske straf så højt, at det skulle afskrække andre fra at begå en forbrydelse. Her fik straffen altså første gang et præventivt sigte, fortæller Per Andersen.

Men i forbindelse med Reformationen i 1536 træder retsvæsnet et betydeligt skridt tilbage, fortæller Per Andersen. Her begynder man at henholde sig til Det Gamle Testamente, hvor Jesus ikke påtager sig menneskets synder, men Gud derimod kan jævne en hel landsby med jorden på grund af et menneskes ugerninger. Rationalet er derfor, at man må slå hårdt ned på synderen, så Gud ikke straffer hele det danske samfund, fortæller han.

Men i 1600-tallet fødes liberalismen, og det retlige og det religiøse bliver i stigende grad adskilt. Man begynder at se mennesket som et fornuftsvæsen. Mennesket skal altså ikke straffes, for at Gud kan se det, men fordi det vil få forbryderen til at overveje, om vedkommendes handling har været fornuftig. I 1800-tallet begynder man desuden at skele til forbryderens sociale og mentale baggrund, da det kan være medvirkende årsager til vedkommendes handlinger. Det skal man altså også tage med i betragtning i strafudmålingen.

Systemet bliver altså mere og mere nuanceret, og mange hensyn er i spil: Man tager stilling til, om straffen skal tilpasses den enkelte, eller alle skal straffes lige. Og om man skal straffe af hensyn til den forulempedes retsfølelse eller med henblik på at bearbejde forbryderen, forklarer Per Andersen.

Spørgsmålet er så, om vi har lagt fortiden bag os og i dag begrunder vores straffesystem med helt andre argumenter? Svaret er nej, mener retseksperterne. Netop begrundelsen om at tage hensyn til offerets retsfølelse har dog fået stadig større betydning de senere år, mener retsfilosof Jakob v. H. Holtermann.

I regeringsgrundlaget fra 2003 stod der blandt andet, at den nuværende regering ønskede, at straffesystemet afspejlede offerets og befolkningens retsfølelse. Og retsfølelsen har vist sig at være et effektivt argument for politikerne, når de har villet gennemføre nye stramninger på retsområdet, mener Holtermann.

Her begrunder man ikke ud fra en betragtning om gengældelse, fordi nogen har forbrudt sig mod det moralske fællesskab og skal påføres straf for at rette op på skaden, eller ud fra et præventivt rationale. Men derimod kun ud fra, at retsfølelsen ellers lider skade: Vi skal straffe, fordi det mener mange, vi skal. Det har været meget fremtrædende i den siddende regerings retspolitik, siger han.

Det så man også et eksempel på, da daværende justitsminister Lene Espersen (K) i november 2006 udtalte til Politiken:

Jeg mener stadig, at der i befolkningen helt generelt er et ønske om, at grove lovovertrædelser bliver straffet meget hårdt.

Udtalelsen kom som reaktion på en ny undersøgelse af danskernes retsfølelse, som juraprofessor Flemming Balvig fra Københavns Universitet havde foretaget. Undersøgelsen viste overraskende nok, at de adspurgte danskere troede, at dommerne idømte langt mildere straffe, end tilfældet var, og at danskerne derfor generelt ønskede hårdere straffe. Men når de selv skulle udmåle en straf for en konkret sag, viste det sig, at danskerne idømte mildere straffe end dommerne. Professoren gentog undersøgelsen i 2010 med samme resultat. Og en undersøgelse som den illustrerer tendensen i den nutidige retspolitik, mener Jakob v. H. Holtermann.

Stemningen i de senere år har været, at man skal være tough on crime. Er der ikke belæg for at straffe med henvisning til, at det kan virke præventivt, må man straffe, fordi det er det, befolkningens retsfølelse kræver, siger han.

Men er vi derved blevet mere gammeltestamentlige med årene? Det mener Per Andersen ikke. Der er snarere tale om, at et effektiviseringshensyn i dag bliver sat over retshensynet. I stedet for at lægge vægt på, at sager bliver grundigt behandlet, hvorved man sikrer forbryderens retssikkerhed, ønsker mange danskere helt forbrydelserne undgået. Der skal sættes ind, før sager om misrøgt såsom Brønderslevsagen overhovedet opstår. Der skal anholdes, inden et terrorangreb rammer. Der skal varetægtsfængsles, så politiet hurtigt og effektivt kan undersøge sager. Og der skal idømmes straf, så forbryderen helt kan fjernes fra gadebilledet.

Vi vil undgå, der sker noget kriminelt. I stedet giver vi køb på de klassiske retsprincipper og driver en form for heksejagt, siger Per Andersen.

Men på sigt kan den tendens ende med at spænde ben for sig selv, mener Jakob v. H. Holtermann. For systemet er alt for dyrt at opretholde. Og fængslerne er allerede overbelagte.

Man vil kunne se de utroligt store samfundsmæssige omkostninger, straffesystemet har. Og man kan forestille sig, at der samfundsøkonomisk vil opstå en indre modsigelse, når regeringen både advokerer for en strammere styring af økonomien og samtidig går ind for højere straffe. Så det bliver interessant at se, hvor straffesystemet bevæger sig hen de kommende år, siger han.

.