Må retfærdigheden ske fyldest

– Illustration: Morten Voigt.

Hvad er retfærdighed egentlig? Et langt stykke hen ad vejen landets lovgivning, mener Folketingets Ombudsmand. Eksperter peger på, at vi ofte krænkes på vores retfærdighedsfølelse, når demokratiske rettigheder overtrædes, eller når lovovertrædere straffes for hårdt eller for mildt

Han var i virkeligheden nok det, de fleste ville kalde en kværulant. Brokkede sig over det meste og var fjendtlig og ubehagelig i sine henvendelser til de offentlige myndigheder i det her tilfælde forvaltningen i den lille kommune, hvor han bor.

Her havde han en sag kørende, som ikke udviklede sig efter hans hoved, og hans utilfredshed gav sig udslag i, at hans henvendelser til kommunen skete i et nedsættende og ubehageligt sprog rettet mod kommunens ansatte.

LÆS OGSÅ:Visdom - dyden over alle dyder

Efterhånden fik de nok i forvaltningen, tabte tålmodigheden med manden, og der blev sendt et brev til ham, hvori kommunens folk så at sige lod ham smage hans egen medicin. Sproget, der blev brugt i brevet, lå langt fra, hvad man normalt ser i breve fra offentlige myndigheder.

Men havde kommunens folk troet, at brevet ville sætte manden på plads én gang for alle, tog de grueligt fejl. Tværtimod blev han så gal og ophidset over skrivelsen, at han klagede til Folketingets Ombudsmand. Her endte han med at få ret i sin klage, og Ombudsmanden udtalte derfor sin kritik af den pågældende kommune.

Kristeligt Dagblad er på besøg hos Folketingets Ombudsmand, der har til huse midt inde i centrum af København, hvor tusindvis af mennesker hver dag sandsynligvis uden at vide det passerer den institution, som er, om ikke en af hjørnestenene i vores demokrati, så i hvert fald en del af murværket med andre ord folkets garanti for, at alle får en retfærdig og uafhængig behandling, når de er i kontakt med det offentlige system.

Manden, der bestrider hvervet som Folketingets Ombudsmand, er den 47-årige Jørgen Steen Sørensen. Det var hans forgænger, Hans Gammeltoft-Hansen, der gav den føromtalte borger medhold i, at han var blevet uretfærdigt behandlet, da de ansatte i kommunen forfattede et brev til ham i samme ubehagelige sprog, som han selv havde haft for vane at gøre. Men sagen har gjort indtryk også på den nye ombudsmand.

Nu var det min forgængers sag, men jeg har tænkt meget over den. Når man læser sagen, er der ikke tvivl om, at manden var meget vanskelig for kommunen, og et eller andet sted kan jeg måske rent menneskeligt godt forstå, at de fik nok i kommunen. Men det er jo altid myndighederne, der har magten i sidste ende, og derfor er det meget vigtigt, at der ikke skabes tvivl om, at myndighederne er objektive og saglige over for selv de vanskeligste borgere. Derfor er myndighederne nødt til at optræde værdigt og myndigt i alle situationer. Også hvor borgeren ikke selv gør det ja, i virkeligheden navnlig i de tilfælde. Den, der har magten, må også have værdigheden og overskuddet, siger Jørgen Steen Sørensen og kalder sagen principiel.

Umiddelbart var det en lille sag, men det var også en sag, der i al sin lidenhed viste noget principielt, nemlig at forvaltningens pligt til at optræde værdigt og korrekt gælder uanset hvad. Ellers opstår der tvivl om, hvorvidt myndighederne lader følelserne styre deres beslutninger, og det må ikke ske i en retsstat. Myndighederne skal altid være rimelige og retfærdige, også selvom borgerne ikke er det, siger han.

Med ordene rimelig og retfærdig er Jørgen Steen Sørensen inde ved kernen af Ombudsmandens egentlige funktion. Siden 1955, hvor Danmark fik sin første ombudsmand, har det netop været dennes opgave at stå som en garant for, at alle borgere har et sted, de kan gå hen, hvis de føler sig uretfærdigt behandlet af den offentlige forvaltning, og dér være sikre på at få en uafhængig og retfærdig vurdering af deres klage.

Og der er faktisk en hel del mennesker, som benytter sig af denne mulighed. Sidste år modtog Folketingets Ombudsmand cirka 5000 klager.

Ifølge Jørgen Steen Sørensen varierer sagerne mellem alt fra manglende udbetaling af Statens Uddannelsesstøtte over utilfredshed med, at kontanthjælpen er blevet fjernet, til erhvervsdrivende, der har fået besked på, at de ikke kan få lov at udvide deres butik. Og selvom ombudsmanden må sortere kraftigt i de sager, han modtager, er ingen sag i princippet for lille. For selv små sager kan rumme store spørgsmål. Det viser blandt andet sagen om manden, der modtog et krænkende brev fra sin kommune.

Det er jo et dybt menneskeligt behov, at man, hvis man føler sig uretfærdigt behandlet, gerne vil have nogen til at give en ret. Ikke fordi det nødvendigvis ændrer noget, men for at høre, om man selv er helt gal på den, eller om man faktisk er blevet uretfærdigt behandlet. Og det behov skal man ikke underkende, heller ikke selvom man nogle gange alligevel må leve med det udfald, som sagen har fået hos myndighederne. Det kan have en stor retfærdighedsskabende effekt, at nogle på samfundets vegne kan sige, at det var simpelthen ikke i orden at bruge så lang tid på den sag eller sådan behandler man ikke borgerne, siger Jørgen Steen Sørensen.

Som Folketingets Ombudsmand er Jørgen Steen Sørensen nok valgt af de 179 folketingsmedlemmer, men han har trods det ingen garanti for, at hans kritik bliver taget til efterretning og fører til ændringer. Han har med andre ord ikke mandat til at diktere myndighederne et bestemt resultat, hvilket han selv finder yderst fornuftigt.

Hvis man havde en ombudsmand, der kunne træffe bindende afgørelser, så ville man få en fuldstændig uhørt magtkoncentration i en enkelt institution eller person Ombudsmanden selv. Det ville ikke være sundt, siger han.

Men faktum er, at det bliver set på med meget stor alvor, når man modtager kritik fra Ombudsmanden, og det er særdeles sjældent, at henstillingerne ikke bliver fulgt, eller at kritikken ikke bliver taget til efterretning.

Det er klart, at der ikke ville være meget ved det, hvis myndighederne ikke lyttede. Hele systemet bygger på, at forvaltningen i høj grad retter ind, siger Jørgen Steen Sørensen, der mener, at retfærdighedsbegrebet i et demokrati i høj grad lever igennem lovene og ikke bør afhænge af subjektive vurderinger.

Vi har naturligvis alle vores subjektive retfærdighedsfølelser, der er bestemt af kulturelle forskelligheder og forskellige temperamenter. Men min personlige retfærdighedsfølelse skal jo nødig spille for meget ind, når jeg vurderer klager. For hvem siger, at min opfattelse af retfærdighed er den rigtige? Vi har ikke nogen bedre til at definere retfærdigheden over for borgerne end de 179 medlemmer af Folketinget.

Med oprettelsen af Jørgen Steen Sørensens hverv, ombudsmandsinstitutionen, i Danmark var det da heller ikke formålet at få en subjektiv instans, der efter forgodtbefindende kunne agere smagsdommer inden for den offentlige administrations betjening af borgerne. Derimod var det endnu en stadfæstelse af, at vi herhjemme lever i et demokrati og et retssamfund, hvor det ikke blot forventes, at den enkelte borger lever op til lovene og yder dem retfærdighed, men hvor det også omvendt sikres, at det magtfulde offentlige system, som i dag influerer på store dele af det enkelte menneskes liv, bliver kontrolleret og kigget efter i kortene.

Den magtulighed, man med Folketingets Ombudsmand forsøger at udligne mellem den enkelte borger og det store system, er dog langtfra alene om at beskytte det enkelte individ mod uretfærdige livsvilkår i Danmark. Vi har herhjemme et socialt retfærdighedsideal, der i udstrakt grad er medvirkende til, at et af hovedmålene i vores velfærdssamfund er lighed for alle. Det fortæller Søren Flinch Midtgaard, der er lektor ved Aarhus Universitet og ekspert i retfærdighedsteori.

Hvis man ser på retfærdighedsfølelsen i forhold til velfærdsstat og idealer om omfordelingsstruktur, så har vi herhjemme en grundlæggende socialliberal opfattelse, som siger, at der findes livsvilkår, som folk ikke selv er skyld i, og som stiller dem i situationer, der kan synes socialt uretfærdige, hvis man ikke som samfund gør noget for at udligne disse. Fordi folk ikke selv har haft mulighed for at påvirke dem. Det kan for eksempel være i forhold til, om man kommer fra et bogligt eller ikke-bogligt hjem, hvilket kan have stor betydning, når man taler om lige adgang til uddannelse, og derfor bliver der gjort meget i uddannelsessystemet for at kompensere for disse uligheder, siger han og henviser til, at vi har en ambition, der fordrer, at alle har lige muligheder, men at der stadig er en accept af, at alle ikke ender i en direktørstol eller som professor på universitetet.

En af de teoretikere, der har beskæftiget sig med social uretfærdighed, var den amerikanske politiske filosof og professor John Rawls (1921-2002). Ifølge hans teori findes der en særligt brugbar metode, når man vil definere, hvad det retfærdige samfund er. Den går i al sin enkelhed ud på, at man spørger sig selv, hvilket samfund, man ville foretrække, hvis man ikke selv kendte sin plads og status i samfundet. Rawls ræsonnement var, at man i den situation altid vil overveje at sætte sig selv i den svagestes sted og dermed betone og tilgodese samfundets dårligst stillede man kunne jo risikere at havne der selv.

Bevæger man sig op på et partipolitisk plan, vil der givetvis være delte meninger om, hvorvidt alle partier herhjemme arbejder tilstrækkelig målrettet for social retfærdighed. Dog mener Søren Flinch Midtgaard, at der, uanset hvilken regering der aktuelt måtte sidde ved magten, er visse værdier, som ikke står til forhandling, og som har det retfærdige samfund som ideal.

I et velfungerende demokrati vil der altid være nogle værdier som for eksempel ytringsfrihed, der står fast, og som ikke er til forhandling ved et regeringsskifte. De bliver så at sige taget ud af det politiske spil og ændres heller ikke som følge af regeringsskifte, siger han, men pointerer, at der naturligt nok altid vil være uenighed om, hvad der kan betegnes som retfærdigt, hvis man bevæger sig ud over de helt essentielle frihedsrettigheder.

Der er forskel på, hvad der kaldes retfærdighed og retfærdighed vil altid være et pejlemærke, man vil holde op mod siddende regeringer. Og så er der to hovedmåder at reagere på: 1) Opfattelsen af retfærdighed er et spørgsmål om smag og behag, og 2) ja, der er stor uenighed, men vi kan give rationelle grunde til, at den ene opfattelse er bedre end den anden, siger Flinch Midt­gaard, der mener, at det er helt acceptabelt at bruge retfærdighedsbegrebet normativt til at kritisere magthaverne med.

Man kan godt sætte nogle standarder op, som man forholder sig til, og kommer der så en regering, som eksempelvis gør, at de dårligst stilledes kår forringes, så vil man kunne betragte det som en uretfærdighed normativt set, forklarer han.

Men hvornår er det så, det enkelte menneske føler sig krænket i sin retfærdighedsfølelse?

Kaster man et blik i Bibelen, kan man i Ordsprogenes Bog i Det Gamle Testamente kapitel 29, vers 2 læse, at Når de retfærdige får magt, glæder folket sig, når den uretfærdige bliver hersker, sukker folket. Det er et ordsprog, der formentlig stadig er dækkende, men som til gengæld ikke giver noget svar på, hvad præcist der får mennesker til at føle sig uretfærdigt behandlet.

Men ifølge Nils Holtug, lektor på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Københavns Universitet, vil det ofte være i situationer, hvor vi krænkes på tre helt centrale værdier, at vi oplever uretfærdighed.

Jeg vil sige, at vi føler os specielt krænkede på vores retfærdighedsfølelse, når staten krænker os på henholdsvis frihed, lighed og demokrati. Et eksempel kunne være under COP15 (klimatopmødet i København, 2009), hvor der blev foretaget mange præventive anholdelser af mennesker, der var helt uskyldige. Der følte mange, at man krænkede en principiel rettighed i vores retssamfund, som normalt udelukker den slags vilkårlige anholdelser, siger han og pointerer, at vi også nærer denne form for uretfærdighedsfølelser over for andre institutioner, som for eksempel når bankchefer opnår store lønstigninger under en økonomisk krise, hvor lønmodtagerne bliver bedt om at udvise tilbageholdenhed.

På Aarhus Universitet peger Søren Flinch Midtgaard på, at han på endnu et par områder oplever, at mange af os er særdeles sensible, når det kommer til vores retfærdighedsfølelse.

Straffelovgivningen altså enten straf eller mangel på samme er noget af det, som virkelig kan få folk op af stolene og få dem til at føle sig krænket. Men også på andre områder er der forhold, som mange opfatter som klare uretfærdigheder. For eksempel den måde, vi behandler asylsøgere på den kan opfattes som meget urimelig og får sågar nogle til at begå civil ulydighed, siger han og understreger, at civil ulydighed oftest er et udtryk for, at mennesker føler sig alvorligt krænket på deres retfærdighedsfølelse.

Dyderne