Mennesket bag forbrydelsen

I en ny, herlig bog gør tre historikere kriminalitetshistorie levende. Et dragende billede af 1800-tallets Underdanmark

Når talen falder på politiets efterforskningsredskaber omkring år 1900, bliver fingeraftryksmetoden ofte fremhævet som et afgørende gennembrud. Det var den unægtelig også. Et andet vigtigt gennembrud var ibrugtagningen af forbryderbilleder i den anden halvdel af 1800-tallet.

Tre historikere har været i gemmerne i arkiverne og hevet en lang række ukendte kriminelle ud af glemslen. Forbrydere havde indtil tvangsfotograferingens indførelse forholdsvist let spil. Kort sagt kunne de lyve om deres identitet og dermed slippe for at sone for forbrydelser begået i andre landsdele. Med fotografierne som bogens guider har Poul Duedahl, Peter Wodskou Christensen og Gitte Bergendorff Høstbo begået en herlig bog. Lad os tage på tur med forhærdede forbrydere og ulykkelige skæbner i Danmark anno 1851-1920.

LÆS OGSÅ: Når tjenestepiger slog nyfødte ihjel

De første forbryderbilleder stammer fra 1851, hvor politiet efter årtiers forgæves jagt endelig fik fældet den såkaldte handskemagerbande. Under ledelse af fæstebonden, den udlærte handskemager Hans Jacob Mortensen fra Nakskov, begik banden en lang række brutale tyverier. Metoden var enkel. Efter et tyveri på en gård stak banden ild til gården og under det efterfølgende slukningsarbejde røvede de andre gårde. Mortensen blev anholdt ved flere lejligheder, men hver gang benægtede han hårdnakket, og politiet måtte lade ham gå.

I 1851 gik det galt. Et røveri løb af sporet, og branden udviklede sig til en mordbrand. Et medlem af banden indrømmede alt, og så startede lavinen. Med fotografierne fik politiet redskabet til at opklare bandens andre forbrydelser. Bandens medlemmer blev enten henrettet med økse eller fik lange straffe.

De mange forbryderskæbner bliver brugt til at fortælle kriminalitetshistorie. Forbryderbilledet blev et skridt til at fange forbrydere og sørge for, at de blev straffet for gentagne forbrydelser. Forbryderbilledet blev samtidig et værktøj for datidens kriminologer, som arbejdede med frenologien, hvor man mente, at forbrydere havde en medfødt fysiognomi.

Bogen bugner af portrætter af andre forbrydere, som fik deres straf. Deriblandt er der enkelte allerede kendte som justitsminister Albertini. Den bedrageridømte Albertini er undtagelsen. Bogen viser med al tydelighed den store sociale ulighed. Det er en bog om Underdanmark. Når spidsborgere bliver indblandet, er det som aktører og ikke som forbrydere.

Et glimrende eksempel på det skete i maj 1903. Der var socialdemokratisk kongres i Aarhus, og partiets medlemmer var byen. Lysten eller mere korrekt liderligheden kom over to af de kongresdelegerede en sen nattetimen den 9. maj. En betjent observerede, at de to herrer gik ind i ejendom, hvor der boede en kvinde, som politiet mistænkte for at være prostitueret, uden at hun, som loven foreskrev, havde indskrevet sig som offentlig fruentimmer. Den ene mand forlod imidlertid hurtigt ejendommen, mens den anden først kom ud efter halvanden time. Betjenten bad manden følge med, og på politistationen præsenterede han sig som redaktør Stauning.

Der var altså tale om ingen ringere end den senere statsminister. Han var på dette tidspunkt folketingskandidat. Manden, der havde gjort ham følgeskab, var såmænd også ganske celeber. Det var folketingsmedlemmet Martin Olsen. Begge mænd var i øvrigt gift.

Stauning indrømmede at have købt sig til et samleje for to kroner og nogle småmønter. Den kommende statsminister havde intet ulovligt gjort og kunne gå. Den stakkels prostituerede blev anholdt samme morgen og idømt 90 dages tvangsarbejde samt betaling af sagens omkostninger. Tre år senere blev prostitution forbudt.

Der er tale om socialhistorie, så det batter. Fotografierne giver fortællingerne glød. Her er vaneforbrydere, prostituerede, homoseksuelle og spioner. De lokkende, frække kvinder er der, men også de stakkels forlokkede kvinder. En af disse var den 17-årige tjenestepige Ingrid Sofie Lauritzen. Hun havde skjult sin graviditet, og i marts 1904 fødte hun en søn i ensomhed. Da fruen forlangte at komme ind på pigens værelse, fandt hun en ulykkelig Ingrid. I affekt havde hun smadret hovedskallen på sin nyfødte. Babyen åndede stadig, men døde nogle timer senere.

Sådan kunne der gives andre tilsvarende eksempler. Kriminalitetshistorie vil altid have noget dragende over sig. Præsenteret på denne vis bliver den ekstra dragende. Der er tale om herlig flydende historieskrivning, præsenteret i et smukt udstyret bogværk. Detaljerne er der kælet for. Bogen kan således ikke anbefales nok. Kort og godt: Den skal læses og bruges.