Med dødsdom skal land bygges

Dødsstraf ved afbrænding på bålet (øverst) var i løbet af 1600-tallet en ofte benyttet henrettelsesform i Danmark, hvor specielt formodede hekse led døden. Blandt de mest omtalte danske dødsdomme er henrettelsen af den tyskfødte læge og danske regent Johan Friedrich Struense (tv.), som i 1772 fik sin henrettede krop lagt på hjul og stejle i København. Som den sidste dansker, der blev idømt dødsdom i fredstid, blev Jens Nielsen (th.) henrettet i Horsens Tugthus i 1892 efter at have forsøgt at dræbe tre forskellige arrestbetjente. -- Foto: fra bogen ""Hekse -- Heksetro og heksejagt"", , arkivfoto.

MED AFSTEMNING Dødsdomme var en fast del af det danske retsvæsen helt frem til 1930 - og igen i efterkrigstiden. Gennem tiden har kirke og kristendom indtaget en makaber hovedrolle, som drev desperate folk ud i mord. Og selvom den sidste danske henrettelse ligger 60 år tilbage, er en nutidig dansk dødsstraf muligvis ikke aldeles utopisk

En klam novembermorgen står 30-årige Jens Nielsen i gården ved Horsens Tugthus. Året er 1892. En præst kommer hen imod ham, men Jens Nielsen afviser ham. Han har ikke noget at tale med ham om. Fra tugthusets små, tremmeindfattede vinduer følger flere end 200 medfanger seancen i gården.

Jens Nielsen er placeret i gården efter en endeløs stribe af forbrydelser, som begyndte allerede i konfirmationsalderen. Her skar han halsen over på en flok køer hos den bondefamilie, hvor han tjente. Siden stak han ild på flere gårde i København, overfaldt en arrestbetjent i Belgien og tyede igen til ildspåsættelse – denne gang af pakhusene i London. Tilbage i Danmark antændte han endnu en stribe gårde, før fælden klappede, og han blev idømt livsvarigt fængsel i Horsens Tugthus i 1884.

LÆS OGSÅ: Da den danske retsstat forkrøblede

Offentlig glemsel i tugthuset vil Jens Nielsen dog ikke acceptere. Han udvikler derfor en idé om at udstille samfundets råddenskab ved at opnå en henrettelse i fuld offentlighed. Midlet til at nå dertil er mordforsøg. Tre gange forsøger han med et blydlod, en mursten og et bordben at tage livet af forskellige fængselsbetjente. Alle forsøg mislykkes, men ved det tredje forsøg indtræffer den ønskede konsekvens: Han idømmes dødsstraf – men med en henrettelse lukket for offentligheden.

Klokken lidt over seks den novembermorgen i 1892 beordrer byens borgmester Jens Nielsen halshugget. "Farvel Jens Nielsen, Vorherre være med Dem," lyder de sidste ord fra borgmesteren. Jens Nielsen siger farvel og takker. Bødlens økse falder tungt. Jens Nielsen bliver den sidste dansker, der får eksekveret en dødsstraf i fredstid.

Med henrettelsen af Jens Nielsen slutter en mere end 1000 år lang periode med dødsstraf, der strækker sig helt tilbage til vikingetiden fra omkring år 800. Under vikingerne og i begyndelsen af middelalderen var dødsstraffen kendt som blodhævn. En øje for øje-ordning, der handlede om at skabe ligevægt mellem slægter. Hvis en mand havde dræbt en anden, skulle den dræbtes slægt hævne drabet ved at myrde et medlem af drabsmandens slægt. Ligevægt og fred.

Fred for dødsstraf var der dog langtfra i middelalderen, hvor tyveri i den tidlige middelalder blev opfattet som grovere end manddrab og derfor straffet med døden. Det ændrede sig imidlertid i løbet af 1500-tallet, hvor mord nu blev den vægtigste grund til at straffe med døden. Det stadig mere gudfrygtige samfund – kickstartet med Reformationen i 1536 – rettede ind efter Mosebøgerne, som dikterede det såkaldte talionsprincip, hvor et taget liv skal koste et liv.

I løbet af denne tid udløste tyveri fortsat døden ved hængning, mens mord straffedes med halshugning. Men endnu en dødelig straffeform vandt frem: døden på bålet. Voldtægtsforbrydere kunne komme ud for denne straf, men særligt én gruppe var i fare for flammerne: de påståede hekse og udøvere af trolddomskunst.

Heksejagten kulminerede i 1600-tallet, hvor især historien om Maren Spliid fra Ribe er veldokumenteret. Da hendes fattige skrædder-nabo en dag blev syg og kastede op, var opfattelsen, at det måtte være Djævelens værk. Og da Maren Spliid omtrent 13 år tidligere havde lovet ham en "ulykke", var sagen klar. Bålets flammer tog livet af hende i 1641.

Da hedengange Jens Nielsen i 1890'erne forsøgte at myrde de tre fængselsbetjente, udløb hans tanke af en tendens, der var begyndt allerede i slutningen af 1600-tallet. En tendens, der i al sin bestialske enkelthed gjorde, at deprimerede folk begik mord med det ene formål at opnå dødsstraf. En bølge af "selvmordsmord" skyllede ind over Danmark.

På dette tidspunkt var kirkens indflydelse vokset, og herfra lød budskabet, at tog man sit eget liv, ville man havne i helvede – uden frelse. Derimod var der rigelig frelse at hente ved at begå mord, fortæller rigsarkiver Tyge Krogh, som har forfattet flere tekster om selvmordsmordene.

"Opfattelsen af drabsmænd var, at Satan havde forledt dem til at begå mordet. Bagefter kom Gud så og åbnede deres øjne, så de gik til henrettelsen i troen på, at de ville komme til frelse i himlen, hvor Gud ville hilse dem velkommen med krone på hovedet."

I løbet af de 100 år, selvmordsmordene stod på, var der i Danmark årligt halvandet selvmordsmord for 100.000 indbyggere. Ofte begået mod forsvarsløse børn. Dermed var dødsstraf-frekvensen tilsvarende høj.

"Det var et markant samfundsproblem. I tidens religiøse forståelse mente man, at Gud krævede døden for en række forbrydelser, og derfor så staten sig forpligtet til at henrette. Men samtidig havde man forpligtelse til at frelse den dødsdømtes sjæl, hvilket fyldte 25 instruktionssider i kirkeritualet. Den sidst henrettede dansker (Jens Nielsen, red.) angreb netop fængselsvogterne, fordi han havde et bevidst ønske om selv at dø," siger Tyge Krogh.

Det sidste selvmordsmord, Tyge Krogh har fundet, daterer sig til 1789, hvor danskerne havde bevæget sig væk fra tanken om, at Gud krævede henrettelse for mord. Mord som mental forbrydelse vandt frem som teori.

Med den faldende gudfrygtighed afviklede dødsstraffen sig gradvis. Grunden var lagt for den endelige afskaffelse i 1930. Op til afskaffelsen udspillede sig et sandt politisk tovtrækkeri, fortæller Peter Garde, pensioneret kriminaldommer, som i øjeblikket researcher på en bog, der blandt andet kortlægger dødsstraffens endeligt.

"Hvis vi går helt tilbage til lige før 1700-tallet, er der masser af dødsstraffe med pinsler og afhuggede hænder. Men efterhånden som tiden går, bliver dødsdomme afskaffet i praksis, fordi de dødsdømte gang på gang bliver benådet."

En straffelov af 1866 havde så godt som slettet dødsstraffen – undtagen for overlagt mord – og guillotinen smældede for alvor for dødsstraffen, da strafferetsprofessor Carl Torp i 1912 afleverede et udkast til en ny straffelov til regeringen: Dødsstraf skal slettes fuldstændigt, lød anbefalingen.

"Torp mente, at dødsstraffen var både moralsk og juridisk forkert og samtidig unyttig, fordi den ingen præventiv virkning havde. Derudover var den uoprettelig, hvis den dømte senere viste sig at være uskyldig," forklarer Peter Garde.

Efter gentagne kommissionstiltag og skiftende regeringer, som havde forskellige interesser i afskaffelsen, stod dødsstraffen over for sit endeligt. Jens Nielsens bøddel, den sidste "skarpretter", gik på pension i 1926, de kongelige benådninger af dødsdømte fortsatte, og i 1930 var sagen klar: Dødsstraffen blev strøget fra den nye straffelov. Bogen om dansk dødsstraf lukkede sig.

Og så alligevel ikke. For med afslutningen på Anden Verdenskrig fulgte en helt ny verdensorden, som ruskede gevaldigt i den danske retsopfattelse. Og dermed i beslutningen om ikke at praktisere dødsstraf. 46 danske landsforrædere blev henrettet mellem 1946 og 1950. Blot 15 år tidligere havde de danske politikere ellers karakteriseret dødsstraf som uciviliseret og uforeneligt med demokrati, så hvad havde ændret sig? Det har historiker Jesper Nissen undersøgt og omsat til bogen "Den strengeste straf" fra 2001.

"De danske politikere gav udtryk for, at den genindførte dødsstraf handlede om, at døden var en nødvendighed, fordi landsforrædernes forbrydelser var ekstraordinære. En ekstraordinær forbrydelse krævede en ekstraordinær straf. Man sagde, at befolkningen krævede dødsstraffe, så staten var nødt til at henrette de dømte for at forhindre selvtægt fra folket," fortæller han.

Men ifølge Jesper Nissen var virkeligheden en anden. Den danske samarbejdspolitik med tyskerne indeholdt upopulære beslutninger, som politikerne nødigt ville have fokus på, og derfor var det belejligt at lede opmærksomheden hen på de groveste landsforrædere og gøre dem til syndebukke.

Reelt set var der ingen undersøgelser af, om den danske befolkning faktisk ønskede døden for landsforræderne, men modstandsbevægelsen gjorde sig til talerør for folket og påstod, at der var et stærkt folkeligt pres for at få genindført dødsstraffen.

"Lige efter krigen blev modstanderne af dødsstraf holdt nede, men efterhånden fik de bedre mulighed for at tale. Samtidig kølnedes befolkningens hævnfølelse, og der kom en mere udbredt opfattelse af, at dødsstraffen blev indført i en ophidset stemning, og at man måske skulle have slået koldt vand i blodet," siger historikeren og pointerer vigtigheden af, hvad vi kan lære af efterkrigsårene.

"Det er et eksempel på, hvad der sker, når store begivenheder rokker ved et samfund. Det samme skete efter 11. september. Pludselig var der danske politikere, som mente, at vi måske skulle ændre vores love, der forhindrer os i at udvise folk til henrettelse. Samtidig fik vi en terrorlovgivning, som på flere måder krænker grundlæggende retsprincipper."

Ifølge Jesper Nissen er dødsstraffen derfor ikke så langt væk, som man måske skulle tro. Og dødsstraf på dansk jord er den dag i dag heller ikke fremmed for danskerne.

I slutningen af 2006 viste en undersøgelse fra Institut for Konjunktur-Analyse, at hver femte dansker mener, at visse forbrydelser skal kunne straffes med døden her i landet. Stort set samtidig gav over halvdelen af den danske befolkning udtryk for, at døden var en passende straf for den tidligere irakiske diktator Saddam Hussein, da han var dømt til døden ved hængning. Derfor, funderer Jesper Nissen:

"Da Danmark genindførte dødsstraffen, havde vi ikke haft henrettelser i mere end 50 år. Nu er der igen gået lidt over 50 år siden krigshenrettelserne. Dødsstraf er måske ikke så fjern en tanke selv i dag."

gehlert@k.dk