Lyspærernes glimt minder mig om den elektriske stol

Foto: Michael Daugaard Denmark

Den eneste spanier, der har formået at få omstødt en dødsstraf i USA, kæmper for at redde andre

Joaquín José Martínez sad tre år på dødsgangen i et fængsel i Florida.
Men han reddede livet takket være sine forældre, der samlede penge ind i Spanien til et advokathold og en ny retssag, hvor han blev frifundet for det dobbeltdrab, han ellers tidligere stod anklaget for. Selvom han slap fri af helvedet, som han kalder det, for en halv snes år siden, har han stadig ar på sjælen.Jeg kan ikke holde ud, når glødelamper eller lyspærer glimter, for de minder mig om lyset, der svigtede i fængslet, når den elektriske stol blev anvendt. Jeg kan heller ikke klare at være i et rum med lukkede døre, og jeg tager altid min halskæde af, inden jeg går i seng, for ikke at blive mindet om de kæder, de slog fangerne med, når der var optræk til ballade eller protest.

LÆS OGSÅ: Færre lande i verden anvender dødsstraf

Joaquín José Martínez har siden sin løsladelse været aktiv i kampen for at få afskaffet dødsstraffen. Han deltager i den 5. Verdenskongres mod dødsstraf i Madrid og stiller gerne op til interview, hvis det kan hjælpe andre i lignende situationer.

En af dem er spanieren Pablo Ibar, der i 1994 blev anklaget for at have myrdet tre personer i Florida. Selvom eneste bevis mod Pablo Ibar er et utydeligt foto af en mand med overskæg, som måske er ham, måske ikke, stadfæstede Floridas højesteret i 2006 dødsdommen over ham. Og hans chancer for at bevare livet er blevet ringere, efter at Florida modsat andre amerikanske stater har besluttet at sætte ekstra skub på henrettelserne.Men en anden spanier snød døden. Ikke i USA, men på den anden side kloden, i Filippinerne. Her blev Francisco Larrañaga dømt til at dø med en indsprøjtning, fordi han blev fundet skyldig i mordene på to unge piger. Retssagen var spækket med uklarheder, og selvom adskillige vidner forklarede politiet, at Francisco ikke var i hovedstaden Manila, hvor mordene fandt sted, men på en anden ø på gerningstidspunktet, blev vidnerne ikke hørt i retten. Francisco Larrañaga blev idømt livsvarigt fængsel, en dom som han appellerede til højesteret. Men Filippinernes øverste domstol, der på helt grotesk vis havde et familiemedlem til én af de myrdede piger som præsident, skærpede dommen og idømte ham dødsstraf. I 2006 afskaffede Filippinerne imidlertid dødsstraf, og tre år senere lykkedes det den spanske regering at få udleveret Larrañaga til Spanien, dog mod et løfte om, at han skulle afsone sin dom på 40 år i et spansk fængsel.

Da jeg kom til Spanien, var alt nyt for mig. For eksempel skulle jeg vænne mig til, at der var wc med træk og slip. I fængslet i Filippinerne var der kun et hul i jorden, og jeg husker også, at vi måtte sove tæt op ad hinanden, fordi der var fire gange så mange fanger, som fængslet havde kapacitet til, siger han i et interview med avisen El País.

Den i dag 35-årige Francisco Larrañaga er gået i gang med at uddanne sig som kok. Han håber på, at den borgerlige regering i Spanien inden længe vil få Filippinernes godkendelse til benådning.