Kritik: Uddannelse til dømte? Hvad med ofrene!

Relationer til de unge er med til at forhindre, at de bliver kriminelle, siger politibetjent Gitte Larsen fra Herlev lokalpoliti, som her er på besøg i en fritidscafé i Herlev ved København, hvor unge kan spille bordtennis og computerspil. To gange om ugen er hun på aftenpatrulje for at vedligeholde kontakten til de unge i lokalområdet. Foto: Søren Staal.

Forslaget om uddannelse til førstegangskriminelle i stedet for fængselsstraf møder skarp kritik af ofrene. Men det er netop af hensyn til ofrene, siger Kriminalforsorgen

Endnu en gang bliver der brugt flere kræfter på forbryderne end ofrene.

Sådan lyder kritikken af De Radikales forslag om, at uddannelse for unge kriminelle under 30 år er vejen frem, hvis man vil sikre sig, de ikke laver mere kriminalitet. Ifølge partiet skal de unge, der har fået en ubetinget fængselsdom på op til seks måneder, have mulighed for at gå i skole, i stedet for at komme i fængsel.

Men forslaget vidner om, at vi ønsker at bruge flere kræfter det forekerte sted, mener formand for foreningen "Hjælp Voldsofre" Henning Wollsen.

"Vi er på en glidebane, hvor det hele tiden handler om resocialisering af de kriminelle, i stedet for at hjælpe ofrene videre i deres liv," siger han og nævner sagen om den 25-årige Malene Duus, der fik rejst en debat om at resocialisering af kriminielle sker på bekostning af ofrene.

Selvfølgelig er det er fint, hvis uddannelse af unge kriminelle resulterer i færre kriminelle og dermed færre ofre, mener Henning Wollsen, men i stedet for at komme med et nyt forslag burde man lave et eftersyn på den nuværende ordning:

"Man kunne mistænke De Radikales forslag for at være en hovsa løsning, fordi de danske fængsler er så overfyldte, at man ikke længere har plads til dem, og derfor nu må sende dem på skolebænken. Jeg forstår ikke, hvorfor man ikke bruger kræfter på at videreudvikle de systemer, man allerede har.

Men det er netop også kun et forslag og ikke en færdig løsning, påpeger direktør hos Kriminalforsorgen William Rentzmann. Sammen med blandt andet Justitsministeriet skal Kriminalforsorgen til efteråret se nærmere på området. Og der vil det her forslag indgå som én af mange.

Vi ved af erfaring, at uddannelse er et af de vigtigste midler til at resocialisere kriminelle, og derfor er vi bestemt ikke afvisende over for forslaget. Men det er da klart, at det ikke er et uproblematisk forslag. Hvordan motiverer man disse unge mennesker til at gå i skole? Hvad sker der, hvis de dropper ud af uddannelsen, og kan de forskellige uddannelsesinstitutioner overhovedet rumme dem,? siger han.

Men at ofrene bliver overset, er han bestemt ikke enig i.

Man kan ikke lave en skelnen, for man gør jo netop det her for ikke at få flere ofre. Så det er ikke et valg mellem det ene eller andet.

I de politiske rækker møder forslaget også kritik, og blandt andre Socialdemokraterne afviser det blankt:

Jeg afviser ideen om, at man kan slippe for fængsel ved at sige, at man gerne vil tage en uddannelse. Jeg er uhyre skeptisk overfor, at man går ind og laver den form for byttehandel, siger Socialdemokraternes retspolitiske ordfører, Ole Hækkerup til Berlingske, som dog understreger, at han går ind for mere uddannelse til kriminelle. De skal bare ikke slippe for fængselsstraf.