Kommentar: Tortur er i sjældne tilfælde den moralsk bedste handling

Janus Maigaard er mekaniker og har startet et autoværksted for unge i forbindelse med en sin baptistkirke i Roskilde. Foto: Anders Thormann Denmark

MED AFSTEMNING Hvis man mener, at det er ukontroversielt at afvise tortur, er ens moralske kompas ikke skruet godt nok sammen, mener Juri Rosenkilde

I debatten om tortur kan en tikkende bombe groft sagt beskrives således: Man har gerningsmanden i sin varetægt, og man har brug for hurtigst muligt at få information ud af ham, så man kan forhindre en snarlig katastrofe.

Eksemplet har traditionelt været brugt til at vise, at tortur i visse tilfælde er i orden. Karin Verland påstår dog, i Kristeligt Dagblad den 10. september, at tikkende bomber aldrig har fundet sted, og at man derfor kan fastholde, at tortur i praksis altid er moralsk forkasteligt. Men er det virkelig rigtigt, at tikkende bomber aldrig forekommer? Nej. Der er efter min mening ingen tvivl om, at sådanne tilfælde ikke blot er realistiske, men at de allerede har fundet sted.

LÆS OGSÅ: Tortur er aldrig i orden

LAD MIG GIVE et eksempel fra den virkelig verden: Det er en varm sommerdag. En kvinde trækker ind på en tankstation for tanke sin bil op. På bagsædet sidder hendes treårige søn og sover. Hun lader ham blive siddende, mens hun går ind for at betale. Hun glemmer dog samtidig, at bilnøglerne stadig sidder i tændingen. Da hun kommer tilbage, er bilen stjålet. Grebet af rædsel tager hun straks kontakt til politiet.

De fortæller kvinden, at hun skal tage det roligt. Der er overvågningskameraer på tankstationen, og så snart tyven opdager, at der er et barn på bagsædet, vil han højst sandsynligt forlade bilen. Det gør han, og kort tid efter fanger politiet ham på en togstation. Han matcher personen fra overvågningskameraerne, og de finder genstande i hans lommer, som han har stjålet fra bilen. Der er ingen tvivl om, at de har fat i den rette. Ikke desto mindre nægter han at have noget med tyveriet at gøre.

Nu tikker bomben. En bil efterladt med et lille barn indeni på en glohed sommerdag. Hvis ikke bilen findes inden for meget kort tid, kan barnet blive hjerneskadet og i værste fald dø.

LÆS OGSÅ: Torturens svøbe

Gerningsmanden nægter dog at sammenarbejde. Politiet forsøger forgæves at appellere til hans følelser og fornuft: Hvis ikke du fortæller os, hvor bilen står, så risikerer et uskyldigt barn at dø. Vi ved, det er dig. Hvis ikke du hjælper os nu, så sigter vi dig ikke blot for biltyveri, men også for manddrab. Hvad gør politiet så i denne håbløse situation? De gør det eneste, de kan gøre: De giver gerningsmanden en ordentlig omgang tæsk. Da han i store smerter indser, at politiet ikke vil stoppe, før han fortæller, hvor bilen står, samarbejder han endelig. Politiet tager straks ud til stedet, hvor de ganske rigtigt finder bilen. Barnet sidder stadig på bagsædet, ekstremt dehydreret og for svag til at græde. Han overlever heldigvis og slipper uden varige mén.

HVIS DU KAN LÆSE denne historie og stadig mene ,at man ganske ukontroversielt kan afvise tortur som værende kategorisk forkert, så er dit moralske kompas ikke skruet godt nok sammen.

Man har ikke brug for terrorister eller mange liv, der er truet, for tydeligt at se, at der kan opstå scenarier, hvor tortur ikke blot er acceptabelt, men det er den moralsk bedste handling. Politiet gjorde det rigtige, og havde de undladt det, ville vi med rette have betragtet deres passivitet med foragt.

Når vi indser, at tortur er acceptabelt, følger det dog ikke nødvendigvis, at vi bør legalisere det.

LÆS OGSÅ: En kropumulig tortursag

Personligt tror jeg ikke, det bør legaliseres, men det er en debat til en anden dag. Jeg mener dog, at det er vigtigt, at debatten bliver ført med et rigtigt udgangspunkt. Vi kan ikke have dogmatiske forestillinger om, at tortur altid er forkert, for det er bevisligt ikke rigtigt.

Juri Rosenkilde,cand.scient.,Engvej 2, Vallensbæk