Kina henretter markant færre mennesker

De omkring 3000 personer der blev henrettet i Kina i 2012, er et stort fald fra de 12.000 mennesker, som Kina henrettede 10 år tidligere i 2002. På billedet ses lægen Zheng Minsheng, der i 2010 modtager sin dødsdom for mord på otte skolebørn. Foto: STR Denmark

Antallet af henrettelser på verdensplan er faldende takket være et drastisk dyk i Kina, der dog stadig har rekorden, hvis man ser bort fra Syrien

Kina holder antallet af henrettelser hemmeligt. Men sidste år antydede vicesundhedsministeren, at antallet af henrettelser ikke er så højt som tidligere. Baggrunden er, at Kina befinder sig i akut organmangel, hvilket får observatører til at konkludere, at Kina ikke længere har så mange henrettede personers organer at råde over som tidligere.

LÆS OGSÅ: Færre lande i verden anvender dødsstraf

Dui Hua Fonden, en amerikansk organisation, der registrerer henrettelser i Kina, mener, at de omkring 3000 personer, der blev henrettet i 2012, er et tegn på ændringer i Kina. 3000 henrettelser er stadig fire gange så mange som det samlede antal i resten af verden. Men sammenlignet med de 12.000 mennesker, som Kina henrettede 10 år tidligere i 2002, er faldet dramatisk.

Susan Trevaskes, forfatter til bogen The Death Penalty in Contemporary China (Dødsstraffen i nutidens Kina) er blandt dem, der mener, at ændringen i antallet af henrettelser er en langsom, men meget bevidst strategi fra den kinesiske ledelses side. Ledelsen i Beijing er, til forskel fra den almene opfattelse, meget opmærksom på den kritik, de mange henrettelser skaber i landets forhold til den vestlige verden, siger Susan Trevaskes.

Hun peger på Xiao Yang, tidligere præsident for Kinas højesteret ,som drivkraften bag den langsomme ændring.

Xiao var i stand til ændre på forholdene, fordi hans argument var, at det ville styrke Kinas legitimitet. Dræb mange-formlen havde ikke reduceret kriminalitet, siger Susan Trevaskes til det britiske magasin The Economist.

I 2006 vedtog Kina en lov om, at alle sager, hvor dødsstraf indgår, skal efterprøves af højesteret i Beijing. Endnu en milepæl, der har været med til at reducere antallet af henrettelser.

Det er den mest positive udvikling på menneskerettighedsfronten i Kina i årtier, siger John Kamm, der er medstifter af Dui Hua Fonden.

Men han ser også den anden side, der er knap så optimistisk.

Nemlig at antallet af henrettelser på 3000 i 2012 måske er det længste Kina, der ikke har nogen reel de-bat om dødsstraf, er villig til at presse sig ned på. Især så længe retssystemet er plaget af korruption og manglende uafhængighed.Advokat Teng Biao er en af de få, der forsøger at kæmpe for afskaffelse af dødsstraf i Kina.

Det er en hård kamp, fordi befolkningen i de fleste tilfælde kun reagerer på enkeltstående tilfælde og ikke søger at tage del i debatten om selve emnet dødsstraf.

Kina dræber stadig alt for mange af sine borgere. Det vil tage 50 år, før dødsstraf afskaffes, siger han i et interview med The Economist.

Efter Kina er Iran og Saudi-Arabien ifølge menneskerettighedsorganisationen Amnesty International de lande, der udfører flest årlige henrettelser. Der findes ingen officielle tal på henrettelser i den syriske borgerkrig. Tallet anslås at være langt højere end det samlede antal henrettelser på verdensplan, inklusive Kina.