Kan man dømme en pædofil på en hjernescanning?

MR-scannere som denne kan nu afgøre, om en person er pædofil. Brugen af resultaterne ved domstole fører dog store etiske spørgsmål med sig Foto: .

Tyske forskere kan nu med 95 procents sikkerhed fastslå, om en person er pædofil ved hjælp af hjernescanning. Metoden er et eksempel på ny neurovidenskab, der udfordrer både læger og retssystem.

Personen lægges i en magnetisk hjernescanner. Det voldsomt larmende og blinkende instrument sætter i gang. En læge viser personen i scanneren billeder af nøgne voksne - og nøgne børn. På en skærm kan en anden læge se, at den scannedes hjerne lyser op i gule, orange og røde felter ved synet af billederne. Lyser hjernen op i et bestemt mønster, er der sikkerhed: Bingo - en pædofil!

Sådan forklarer lederen af et tysk forskerteam fra Universitetet i Kiel, ph.d. i psykiatri Jorge Ponseti, sin nye metode til at bestemme en pædofil til radioprogrammet Videnskabens Verden på P1. Han har scannet 24 pædofile og 32 ikke-pædofile og kan se en tydelig forskel i forsøgspersonernes hjernemønster i scanningerne:

Hvis den menneskelige hjerne ser seksuelle stimulanser, der passer til ens seksuelle præferencer, så lyser en stor del af hjernen op, forklarer han i radioprogrammet.

I forordet til undersøgelsen, skriver han desuden, at den nye metode er mere sikker end den gamle metode til at måle pædofili, phallometri, der undersøgte pædofiles erektion ved synet af børn.

LÆS OGSÅ Mænd bliver set som potentielle pædofile

Teknologien er i en rivende udvikling i forhold til at aflæse tilbøjeligheder, psykisk sygdom og forbrugeradfærd hos mennesker ved at scanne aktivitet og blodgennemstrømning i hjernen, forklarer Martin Lauritzen, professor i neurobiologi ved Københavns Universitet. Men aflæsningen fører etiske dilemmaer med sig - især når den rykker ind i retssalene:

I dag studerer vi alt muligt med hjernescanninger, og for nogle år siden var der forskere, der mente, at nu havde de fundet center for troen på Gud i hjernen. At vi er nået dertil er ikke så tankevækkende for en neurobiolog vi har teknikken klar til det. Men det har et væld af etiske implikationer at stoppe forbrydere i en hjernescanner og måle på deres motiv, om de vil lave et mord igen og den slags.

De etiske dilemmaer falder ind under betegnelsen neuroetik. Det er et spritnyt felt for filosofferne, som nu skal til finde ud af, hvordan man bedst kan bruge den viden om et menneske, man får i en hjernescanner også i retssystemet.

Der laves hele tiden bedre og bedre forskning, og neurovidenskab vil blive brugt i retssystemet fremover. Hvis en anklager kan styrke sine chancer for at vinde en sag, har han en økonomisk interesse i at fremføre neurovidenskabelige resultater som argument. Og det kan gå hen og blive et problemfyldt felt, hvis ikke vi undersøger de etiske konsekvenser, forklarer Jesper Ryberg, professor i Straf og Etik ved Roskilde Universitet.

Selvom farverige billeder af misdæderens hjerne kunne have været nyttige i Tønder-sagen, Brønderslev-sagen og de mange nyere sager om misbrug af børn i Danmark, er der en række problemer, som gør, at vi måske bør holde igen med at bruge hjernescanning som bevis, advarer Jesper Ryberg:

Er folk, der sidder i retssalen kompetente til at bruge den videnskabelige viden fornuftigt? Kan vi som menigmænd forstå og aflæse en MR-scanning, der kan vise alle mulige ting? Og kan vi det på en måde, så vi ikke kommer til at overdrive eller misforstå betydningen af dem eller bare bekræfte de fordomme, vi i forvejen havde om en bestemt type mennesker?, spørger han.

I USA har retssystemet i nogle år nu brugt en teknik ved navn brain fingerprinting løgndetektive hjernescanninger, der kan afgøre, om en anklaget taler sandt i vidneskranken, forklarer Jesper Ryberg. Og udviklingen er på vej til Danmark - derfor er hans forskerhold netop blevet bevilliget 6 millioner fra Det Frie Forskningsråd til at undersøge, hvilke regler, der bør gælde for brug af hjerneforskernes tankelæsning.

Hvis folk tror, at neurovidenskab er hardcore beviser, så er der mulighed for, at folk lader sig rive med og træffer dårlige beslutninger. Og hvad, hvis der kommer andre informationer frem på hjernescanningen end dem, vi har bedt om? Det, neuroetikken skal undersøge, er hvilke restriktioner og forbehold, der bør være på dette felt, siger han.