Jeg var nødt til det

-- Jeg har taget min dom og indrømmet, at jeg gjorde noget forkert. Jeg kommer ikke med undskyldninger, jeg er klar over, at man ikke må slå ihjel. Men jeg var nødt til det, fortæller Connie Jacobsen. -- Foto: Flemming Jeppesen/Fokus.

FORBRYDELSE OG STRAF: Et mord er en ultimativ synd. Så hvad driver et menneske til at begå så voldsom en gerning? Connie Jacobsen, der dræbte sin ægtemand, fortæller om, hvorfor det kunne ske. Og om, hvordan fængselsopholdet blev et tiltrængt pusterum i et turbulent liv

Jeg sad dér i sofaen med kniven bag mig. Pludselig sagde han: Du kan egentlig bare gå. Bare husk, at jeg ved, hvor dine børn bor.

Connie Jacobsen fortæller stille og fattet på roligt midtjysk om den mørke novemberaften, der så voldsomt ændrede hendes liv. Og sluttede et andet. Som hun sidder der med omhyggeligt opsat hår, hvide slacks og moderigtig, lyserød cardigan er det svært at forstå, at hun har taget en andens liv. Nok bærer det smilende ansigt præg af, at Connie har oplevet et og andet i sit 52-årige liv, men ligefrem mord? Nej.

Hun har taget imod på sin kærestes husmandssted på landet uden for Viborg. Det er ved første øjekast gråt og faldefærdigt med den ene længe næsten i ruiner. Men tæt på ser man de nye mursten og brædderne leveret fra tømmerhandlen. Nogen ønsker at bygge op, at gøre fint – måske at skabe en ny begyndelse.

I den lavloftede stue falder tankerne langt fra ruiner og ombygning. Luften kommer landfrisk ind fra små, åbne vinduer med hvide gardiner, og her er tæt med nips og vaser med blomster fra de bede, der for nylig er anlagt i baghaven. Alt sammen bærer det præg af en kvindes hånd. Det er da også her, hos sin nye kæreste, Connie har brugt det meste af sin tid de seneste par måneder.

Da hun kom ud fra fængslet i januar 2005 lå det langt fra i kortene, at der skulle en ny mand på banen. Samtlige af hendes tidligere forhold var endt med uvenskab, vold og, for det sidstes vedkommende, med død. Hun havde svoret for sig selv, at fra nu af skulle hun koncentrere sig om sine veninder, sine katte og ikke mindst sin elskede familie.

De tanker lå langt væk den aften i 1999, da hendes mand efter et slagsmål bad hende gå.

– Da han sagde det, må jeg indrømme, at det slog klik. Det var som den røde klud foran en tyr. For der er ikke nogen, der skal røre mine børn, siger Connie om sin reaktion.

I fire år forinden havde hun ellers stået model til mere, end de fleste ville sige var fornuftigt. Forholdet var startet fint, men allerede efter tre måneder startede tævene og senere den psykiske vold med trusler om endnu flere tæv. Connie kom på hospitalet flere gange, på krisecenter eller hjem til et af sine fire børn. Alligevel blev hun ved med at vende tilbage til ham.

– I starten hang det meget sammen med, at jeg holdt af ham. Jeg var godtroende, og den ædru version af ham kunne jeg godt lide. Senere kom angsten, fordi han altid jagtede og fandt mig, hvis jeg prøvede at rejse væk. Hellere blive og have nogenlunde ro, end gå og få ham efter mig. Og jeg vidste jo, at han altid faldt ned igen, efter at han havde været voldelig.

Connie er dels opvokset hos sin mor, dels på forskellige døgninstitutioner og hos sin mormor og morfar. Faderen forsvandt tidligt ud af deres liv, så moderen havde travlt med at forsørge både datteren og sig selv. Til den psykolog, Connie gik hos, mens hun var fængslet, fortalte hun, at hun som barn blev seksuelt misbrugt af sin farfar, men det er ikke noget, hun i dag husker meget om.

– Jeg skulle bare altid sidde på skødet af ham, siger hun.

Skolegangen var Connie ikke glad for, selvom hun klarede sig udmærket og fik gode karakterer. Efter 8. klasse forlod hun skolen og kom først på efterskole, siden i lære som bogbinder. Fra hun var 18 til hun var 28, fik hun de fire børn med to forskellige mænd.

I det hele taget havde Connie svært ved at få familielivet til at fungere, for de i alt seks ægteskaber, hun efterfølgende gik ind og ud af, var alle i stigende grad præget af mændenes vold og alkoholmisbrug.

– Jeg havde en mangel herinde, siger Connie og tager sig til brystet.

– Jeg søgte noget, noget stabilt, noget fast. Jeg ville så gerne finde en, jeg kunne være god imod, og som ville være god mod mig.

Hun troede, det var lykkedes, da hun mødte sin sidste ægtemand Boje, for han var god mod hende. I hvert fald i starten af forholdet, men også efter hans voldelige udfald.

– Så kunne han finde på at invitere mig ud at spise eller komme med blomster. Det var hans måde at sige undskyld på, og jeg vidste, at han mente det.

Ugen inden drabet havde Boje højt og helligt lovet, at nu ville han holde op med at drikke. Om ikke hun ville komme hjem til ham. Connie var for en gangs skyld flyttet, men troede endnu en gang på Bojes løfter og tog tilbage.

– Min datter, som jeg boede hos, var ked af det, og det kan jeg forstå i dag. Hun kunne se, at det aldrig ville gå. Og det gjorde det jo heller ikke. Der gik kun en uge, så begyndte han at drikke igen.

– Om eftermiddagen den 5. november 1999 sendte han mig hen til kiosken for at hente vin til ham. Til den samme kiosk, som flere gange har samlet mig op og sendt mig på sygehuset, når jeg havde fået bank, siger hun med et ironisk smil.

– Om aftenen begyndte han at blive grov, og jeg begyndte at ryste og få hjertebanken. Jeg vidste, at dette ikke ville ende godt. Så jeg sagde lige ud til ham, at dette her jo ikke gik, og at jeg ville gå ind og pakke min kuffert. Det skulle jeg nok aldrig have sagt.

Connies stemme er stadig rolig. Nøgtern. Hun giver sig god tid, og i pauserne bræger fåret Frederik ude fra græsplænen. Fluerne summer. Der er langt til stemningen i hjemmet den aften, hvor Connie stod ved altandøren, og i spejlbilledet så Boje komme mod hende med hævet hånd.

– Jeg forstod i et glimt, at han havde noget i hånden, og genkendte min sorte sysaks. Lynhurtigt smuttede jeg væk under hans arm. Han fór ud i køkkenet, fik fat i en kniv og jagtede mig rundt i stuen. I sofaen blev jeg overmandet, og vi kæmpede som gale. Så faldt han pludselig til ro, rejste sig og gik ud i køkkenet for at rulle sig en cigaret. Jeg blev helt forvirret. På vejen væk tabte han kniven. Den samlede jeg op og gemte bag mig i sofaen. Her sad jeg, helt stille, og ventede på, hvad der nu skulle ske. Han kom ud fra køkkenet og gik uden at se på mig forbi og ind i soveværelset, hvor han gik i seng.

Connie blev for alvor urolig. Ikke fordi det var første gang, Boje havde brugt våben. En gang var hun vågnet ved, at han sad overskrævs på hende med et samuraisværd trykket mod hendes strube. En anden gang sagde han, at nu ville han gå ud i skoven og hente et gevær for at skyde hende. Og han hentede det, men da han kom tilbage, havde Connie nået at ringe til politiet, som denne gang tog hendes opringning alvorligt og kom med det samme.

– De andre gange jeg ringede og sagde, at han ville slå mig, svarede de bare, at det jo kun var husspektakler, siger Connie. Hun meldte ham ikke, hverken disse eller de andre gange.

Uroen kom, fordi Boje aldrig plejede at falde ned så hurtigt. Connie var sikker på, der snart skulle ske noget nyt.

– Han lå og mumlede noget derinde om, at han ville have mere spiritus. Så jeg skænkede ham en stor rom og håbede, at det ville få ham til at falde i søvn. Jeg satte mig ind i stuen og ventede på, at han skulle begynde at snorke. Så kunne jeg også komme i seng, og jeg vidste jo, at han ville være faldet ned dagen efter. Men så kom det: "Du kan egentlig bare gå. Bare husk, at jeg ved, hvor dine børn bor."

Det næste, Connie husker, er, at hun sidder hen over Boje, og kniven fra sofaen sidder i hans bryst. "Fjern den kniv!" siger han, og det forskrækker hende.

– Det er ligesom, at jeg vågner, og jeg blev så bange. Jeg var jo sikker på, at jeg havde ham. Men nu vidste jeg bare, at det var ham eller mig.

Det blev Boje. Obduktionen viste efterfølgende, at Connie stak ham i alt 24 gange, men det kan hun ikke selv huske. Den næste erindring er, at hun ringer til sin ældste datter og siger: "Når der ikke kommer mere blod, er det så, fordi nogen er død?"

Connie fik en dom på otte år. Hun mener selv, den måske var blevet kortere, hvis hun havde fortalt om, hvordan Boje var voldelig. Men af hensyn til børnene lod hun være. Selvom hendes dagbogsnotater fra de første måneder i Esbjerg Arrest bærer præg af frustration, endte fængselsopholdet med at blive et tiltrængt pusterum i hendes turbulente liv. Det meste af de i alt fem år og fire måneder, hun afsonede sin straf, sad hun i kvindeafdelingen i statsfængslet i Møgelkær. Selvom hun savnede sin familie og friheden, gav opholdet ro og tryghed.

– Sat i forhold til mit omflakkende liv med voldelige mænd og mange flytninger gjorde det mig godt at være i fængsel. Jeg fik ro på mig selv og tid til at tænke over tingene. Det var ligefrem trygt, at døren blev låst om aftenen, siger Connie.

Hun arbejdede sig gennem opholdet, både fysisk og med sig selv. I en indstilling om prøveløs-ladelse hedder det kort før Connie lukkes ud, at "indsatte hos psykologen har fået indsigt i sin måde at føle, tænke og handle på. " Samtidig hedder det, at "indsatte ... har været en velfungerende og hårdtarbejdende kvinde ... som i flere sammenhænge er vurderet som en ressource i afdelingen."

Faktisk ville Connie slet ikke ud til friheden. I hvert fald ikke så meget før tid, som fængslet lagde op til. Men hun forberedte sig mentalt på det i et halvt år før den planlagte løsladelse med at kigge bolig- og jobannoncer. Da hun fandt en hyggelig lejlighed i Horsens tæt på fængslet, sagde hun ja.

Alligevel endte frigivelsen i et mareridt, fordi den nye lejlighed viste sig at være fyldt med rotter. For mange blot en irriterende bule på livets vej, men for Connie betød det på ny et liv uden kontrol over, hvad der skulle ske hende. Hun udviklede angst og stress og søgte ligefrem sin sagsbehandler om at komme tilbage til fængslet.

– Det blev næsten samme følelse, som da jeg var sammen med Boje. Det var lige før jeg overvejede at smadre en butiksrude uden at tage noget og så bare vente på at komme ind igen, siger hun.

Fængsel blev der ikke noget af. I stedet har Connie netop fået tilkendt førtidspension. Selvom det var et nederlag, måtte hun erkende, at det var umuligt at komme i job igen. Sammen med sin læge og psykolog fandt hun frem til, at det var ro, stabilitet og trygge rammer, hun havde brug for. Ikke mindst for sin families skyld. De havde hjulpet hende meget efter løsladelsen med husly, breve, gaver og masser af telefonopkald. Men til psykologen fortæller hendes søn og tre døtre, at de ikke magter at blive ved at give deres mor den støtte, hun havde behov for.

– Jeg har ligget dem meget til last. Det var hårdt for dem, at jeg var i fængsel. Jeg vil helst ikke slide mere på dem. De skal have deres liv og vide, at nu er jeg fri og har det godt.

Roen har Connie fået nu, hos den nye kæreste på landet.

– Gennem min tid i fængslet har jeg lært at tænke mig om og mærke efter. Derfor er jeg også sikker på, at jeg ville forlade min nye kæreste øjeblikkelig, hvis han skulle vise sig at være voldelig. Men jeg savner stadig Boje. Savner den gode side af ham. Og den side af ham havde ikke fortjent at dø, ligesom hans mor og søster ikke havde fortjent at miste ham, siger Connie.

For første gang knækker stemmen.

– Men sammen med min psykolog har jeg prøvet at se det positive i det, der er sket. Hvis det ikke var ham, så var det mig, der var blevet dræbt. Så var det alle mine børn og børnebørn, der var blevet kede af det. Jeg har tilgivet mig selv. Ellers kunne Gud jo heller ikke tilgive mig, og det ved jeg, han har. For jeg har taget min dom og indrømmet, at jeg gjorde noget forkert. Jeg kommer ikke med undskyldninger, jeg er klar over, at man ikke må slå ihjel. Men jeg var nødt til det.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk

Sagen kort

Den 5. november 1999 dræbte Connie Ingvild Jacobsen sin ægtemand, Boje Vandt Jacobsen, med 24 knivstik. Dommen lød på otte år. Afsoningen blev på grund af god opførsel kun på fem år og fire måneder. Connie Ingvild Jacobsen, 52, har fire børn på henholdsvis 34, 33, 27 og 24 år. Bortset fra den yngste har de alle familie og er enten i fast job eller under uddannelse.

Forbrydelse og straf

Straf følger forbrydelse. Men hvordan straffer vi? Og hvordan virker det på indsatte og pårørende? Under og efter? Kristeligt Dagblad har i en miniserie sat fokus på straf og forbrydelse. Dette er den sidste artikel i rækken. Tidligere artikler blev bragt den 19. januar og den 20. januar. Artiklerne kan læses på kristeligt-dagblad.dk