Henrettelser: Iran og Irak står bag global stigning

Antallet af henrettelser på verdensplan steg i 2013 Foto: arkiv

Dødsstraf er i dag fortid i halvdelen af verdens lande. Alligevel steg antallet af henrettelser i 2013

For første gang i flere år steg antallet af henrettelser på verdensplan i 2013.

En lille gruppe lande, særligt Iran og Irak, står bag stigningen, fastslår Amnesty International, der i sin årlige rapport om dødsstraf gør status over, hvor ofte verdens nationer bestemmer, at et liv skal høre op.

Tilsammen gennemførte 22 lande i 2013 henrettelser af mindst 778 mennesker. Det er 100 flere end året før og dermed et skridt tilbage for modstandere af "den ultimative straf".

- År efter år har vi kunnet dokumentere et fald i udbredelsen af dødsstraf, men i år bliver vi desværre nødt til at konkludere, at antallet af henrettelser er steget, siger Trine Christensen, der er vicegeneralsekretær i Amnesty Internationals danske afdeling.

Stigningen i antallet henrettede skyldes særligt to lande, nemlig Iran og Irak. De to lande tegner sig - hvis man ser bort fra Kina - for flertallet af verdens henrettelser.

I Iran lød det officielle tal i 2013 på 369 i forhold til 314 året forinden. Amnesty anslår imidlertid, at det reelle tal sandsynligvis nærmer sig det dobbelte.

Nogenlunde lige så markant er tendensen i Irak, hvor mindst 169 henrettelser blev gennemført - en stigning på omkring en tredjedel i forhold til 2012.

Hovedparten af de henrettede irakere blev ifølge Amnesty dømt ud fra vagt formulerede anti-terror love.

Og Lars Erslev Andersen, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, er da heller ikke i tvivl om, at landets regering anført af premierminister Nuri al-Maliki aktivt bruger landets domstole til at markere sig politisk.

- Den siddende regering er ikke interesseret i at invitere de betydningsfulde sunnimuslimske grupper ind i det politiske og sikkerhedspolitiske apparat, siger Lars Erslev Andersen.

- Det har ført til en stigende grad af vold, og tallene over henrettelser vidner om, at regeringen er mindst lige så voldelig, som de grupper, der kæmper mod den.

- Det er efterhånden meget kendt, at Maliki bruger alle midler - herunder domstolene - til at holde sig selv ved magten - ikke kun mod sunnimuslimer, men også de shiamuslimske grupper, han ikke kan blive enig med, siger seniorforskeren.

Det præcise antal henrettelser i Kina er uvist, da dødsstraf anses for en statshemmelighed.

Amnesty anslår, at der er tale om tusinder.