Forbrydere arbejder sig ud af kriminalitet

Grønland har fem åbne anstalter med plads til 123 kriminelle. Her er Folketingets retsudvalg på besøg i anstalten i Nuuk. -- Foto: Scanpix.

VERDENS STRAFFE: I Grønland bor kriminelle dømte i åbne anstalter og arbejder i den lokale købmand eller fiskerhandel om dagen. Resocialisering er kerneordet i kriminalloven, men det vestlige straffesyn presser sig efterhånden på

En 27-årig mand fra Qeqertarsuaq i Grønland blev i december idømt 10 måneders anbringelse i åben anstalt for pædofili og blufærdighedskrænkelse mod tre mindreårige drenge.

Ligesom andre grønlandske kriminelle skal han formentlig arbejde i det omkringliggende samfund og vil kun være låst inde om natten. Fængsels-tremmer, pigtråd og aflåste celler er ikke den sædvanlige konsekvens af grove lovovertrædelser som pædofili, mord og voldtægt. Tværtimod. Grønland har ingen lukkede fængsler, og ordet straf optræder ikke i den grønlandske kriminallov. Derimod er der fem åbne anstalter i henholdsvis Nuuk, Qaqurtoq, Aasiaat, Ilulissat og Sisimiut, som tilsammen har plads til 123 kriminelle. I modsætning til mange andre lande er målet først og fremmest at bringe kriminelle på ret kurs igen, ikke at hævne en forbrydelse ved at straffe med fængsel.

Da kriminalloven blev skrevet i 1954, var det vigtigt at sikre, at der kom noget godt ud af måden at straffe eller behandle kriminelle på. Det nyttede ikke noget at sætte kriminelle mænd fem år i fængsel, fordi de historisk var jægere, der skaffede maden og derfor ikke kunne undværes i de små fangerkulturer. Og også i dag er det strengt nødvendigt, at kriminelle har kontakt til samfundet, fortæller Hanne Petersen, der har været professor i Grønland og haft et professorat i grønlandsk retssociologi ved Københavns Universitet.

– Det er en gammel tradition, som skyldes, at man ikke vil stigmatisere folk, der har overtrådt kriminalloven. Der er mangel på mennesker i Grønland, og derfor kan man ikke uden videre sætte dem til at rådne op i et fængsel. De er en knap ressource, som man skal sørge for at integrere i samfundet igen. Et samfund, som udstøder folk, skaber sine egne problemer. Hvis man fremmedgør en hel række unge mænd og ikke gør det muligt for dem at finde en plads i samfundet, vil de være en trussel for samfundet, siger hun.

De kriminelle, der gang på gang begår hård kriminalitet som mord eller voldtægt, bliver efter mentalundersøgelse sendt til Anstalten ved Herstedvester i Danmark. I øjeblikket er der der omkring 20 grønlændere i en særlig afdeling for grønlandske indsatte, som blev taget i brug i 1986. Hanne Petersen understreger, at det kun er de allerhårdest kriminelle, der ender bag lås og slå i Herstedvester. Et mord eller en voldtægt er ikke nok til at sende de kriminelle til Danmark.

– Der bliver begået mange mord i Grønland. Men oftest fører det ikke til, at man begår endnu et mord, fordi man én gang har slået et menneske ihjel. Derfor er der en lang række mordere i de grønlandske anstalter, som også er ude i det omkringliggende samfund at arbejde om dagen, siger Hanne Petersen.

Hun vurderer, at vestlige samfund med fordel kunne skæve mere til den grønlandske måde at behandle kriminelle på, fordi der er fokus på at for-hindre gerningsmanden i at begå kriminalitet igen.

Selvom Grønland er verdens største ø, bor der kun 65.000 mennesker. De små landsbysamfund er som en lille provinsby i Danmark, hvor der ofte er brug for alle, og alle kender hinanden. Derfor bliver man nødt til at få folk integreret hurtigst muligt, lyder det fra antropolog Marlène Spielmann, der har specialiseret sig i det grønlandske retssystem og gennem flere måneders feltarbejde har fulgt de kriminelle i anstalten ved Nuuk.

– Mange af de kriminelle i anstalterne har en familie, som ikke kan undvære dem, fordi der er stor arbejdsløshed. Manden er derfor stadig nødt til at skaffe mad på bordet. Derfor er det ikke spildt tid at være i anstalt, for de kan stadig brødføde deres familier eller købe en båd for pengene, de tjener, siger Marlène Spielmann.

Kriminalloven i Grønland adskiller sig også fra andre kriminallove i verden, fordi den ikke benytter minimums- og maksimumsstraffe. Det er op til den enkelte ret at beslutte, hvad der skal ske med gerningsmanden. I princippet ser man kun på gerningsmandens personlige og sociale forhold, uden hensyn til, om gerningsmanden har slået en anden ihjel eller stjålet en pakke smør ved købmanden. Det eneste formål er at forhindre den kriminelle i at begå mere kriminalitet i fremtiden.

Men i praksis er det efterhånden noget anderledes, fortæller Marlène Spielmann.

– Efterhånden er der kommet en folkestemning i Grønland, som ikke bifalder, at ofret møder gerningsmanden på gaden. Mange grønlændere føler deres retssikkerhed krænket, fordi et offer for en meget alvorlig forbrydelse som voldtægt eller mord kan møde gerningsmanden på gaden kort tid efter. Men også fordi samme forbrydelse kan straffes meget forskelligt, siger hun.

Kriminalforsorgen i Grønland er derfor begyndt at sende personfarlige kriminelle til afsoning i en anden by, end hvor forbrydelsen er foregået.

Før Grønland blev en koloni i 1721, var der ikke samme tradition for at få kriminelle mennesker på rette spor igen. Det var vigtigere at opretholde harmonien i samfundet. Derfor blev den kriminelle udelukket fra samfundet ved at blive sendt til en anden landsby. Andre gange blev lovovertræderen overladt til sig selv, og det betød ofte døden på grund af de ekstreme vejrforhold.

Kolonitiden varede frem til 1953, hvor Grønland blev et amt i Danmark, og i 1979 blev det grønlandske hjemmestyre indført.

Først i 1954 blev den gældende kriminallov indført på baggrund af en delegation af danske jurister, som undersøgte retspraksis i Grønland. Der var tradition for et personlighedssystem, hvor retten fandt ud af, hvad der bedst forhindrede gentagende kriminalitet, snarere end et taktsystem, hvor strafuddelingen baseres på lovovertrædelsen. Men med tiden kom et behov for reformer i tråd med den udvikling, det grønlandske samfund har gennemlevet siden 1950'erne og en øget bevidsthed for behovet om retssikkerhed.

Derfor besluttede den danske regering og det grønlandske hjemmestyre i fællesskab i 1994 at nedsætte Den Grønlandske Retsvæsenskommission til at se på, om retssystemet skulle laves om. 10 år efter kom kommissionen med en 2000 siders redegørelse med deres anbefalinger, men endnu er der ikke foretaget nogen ændringer.

Formanden for kommissionen, højesteretsdommer Per Walsøe, vurderer, at den grundlæggende tanke bag de resocialiserende anstalter kan være med til at knække kriminalitetskurven.

Han peger på internationale undersøgelser, der viser, at kriminelles tilknytning til samfundet og til mennesker uden for anstalterne øger deres chance for at leve et kriminalitetsfrit liv. Men rapporten slår også fast, at der er behov for at nærme sig strafniveauer, som man har i andre vesteuropæiske lande. De mest personfarlige gerningsmænd skal blive i anstalten i et halvt års tid, så man ikke kan møde dem på gaden, samme dag de er dømt, foreslås det i rapporten.

– Hvis de alligevel går ud, skal der være mulighed for at spærre dem inde i en lille lukket afdeling i en af de åbne anstalter. Derudover skal den lukkede afdeling af Herstedvester, hvor de meget farlige kriminelle sidder på ubestemt tid, erstattes med en tilsvarende afdeling i Grønland, siger Per Walsøe.

Han peger på, at der skal flere ressourcer til de åbne anstalter i Grønland, hvis de skal fungere optimalt. Og det er Kluupik Kleist, medlem af Landstinget og folketingsmedlem for Grønland, enig i. Han er med i en grønlandsk-dansk selvstyrekommission, der til efteråret kommer med en anden betænkning om muligheder for at øge Grønlands selvstyre.

– Resocialisering er en god tanke, frem for bare at straffe. Men så længe der ikke er de nødvendige faciliteter til det, og så længe ressourcerne er for få og behandlingen nærmest fraværende, er princippet langtfra opfyldt. Og så er der også kriminelle, som simpelthen skal lukkes inde i fængsler. Derfor bliver vi nødt til at have fængsler i Grønland i stedet for at sende dem på ubestemt tid til Danmark, siger han.

Tal fra International Center for Prison Studies viser, at Grønland har 20 indsatte i anstalterne pr. 10.000 indbyggere. Det er langt flere end alle andre vest-europæiske lande, og ingen af de øvrige nordiske lande har over 7 fanger pr. 10.000 indbyggere.

Men lukkede fængsler og fængselsstraffe, som vi kender dem i Danmark, er ikke løsningen på Grønlands høje kriminalitetstal, mener professor i kriminologi Nils Christie ved Universitet i Oslo. Derimod skal der være mere fokus på konfliktmægling mellem gerningsmanden, offeret og andre relevante parter, som sammen skal finde frem til en måde at løse problemet på, foreslår han. Og det gælder alle former for kriminalitet lige fra tyveri og hærværk til mord og voldtægt – så længe både offer og gerningsmand er indstillet på det.

– Det ville være i dyb overensstemmelse med retstraditionen i Grønland. For vi kan ikke straffe os ud af et samfundsproblem. Det går galt, når vi får flere og flere mennesker i fængsel, for vi mister mennesker på den måde. Specielt mister vi mennesker, som har levet et liv i stor nærhed til naturen eller i småsamfund, fordi de ikke tåler mødet med retsapparatet særlig godt. Og småsamfundene, de kommer fra, har vanskeligt ved at få dem tilbage igen – specielt, hvis de har været indespærret i lang tid, siger Nils Christie.

Han peger på, at det også ville løse det store problem med, at grønlandske ofre ofte støder ind i deres gerningsmand tilfældigt på gaden.

– Selvfølgelig er det et chok at møde sin gerningsmand på den måde. Af hensyn til gerningsmanden er det derfor utrolig vigtigt med et personligt møde, siger han.

schnabel@kristeligt-dagblad.dk

Verdens straffe

Nogle kriminelle arbejder i det lokale samfund, selvom de har slået et andet menneske ihjel eller voldtaget en kvinde. Andre får hugget en hånd af for at stjæle et æble, og så er der kriminelle, som får flere hundrede års fængselsstraf eller bliver dømt til døden. Der findes en bred vifte af forskellige måder at straffe kriminelle på rundt i verden. Men er der også forskellige formål med at straffe? Findes den korrekte og anerkendte måde at straffe på, og er det i så fald den rigtige? Kristeligt Dagblad tager i serien "Verdens straffe" på rundrejse i nogle af verdens forskellige straffeformer for at undersøge straffens globale ansigt.

Dette er den anden artikel i serien, som i sin helhed kan læses på kristeligt-dagblad.dk