Folk talte ikke til os i måneder

-- Der var ingen, der lige kom hen og spurgte: Hvordan går det? Så snart vi viste os udenfor, var alle naboerne væk. Selv folk vi troede, vi var gode venner med, de undgik os, fortæller Ina og Henning, hvis søn er dømt for mord. -- Foto: Scanpix.

Forældre til en dømt : Som forældre har man pligt til at besøge sin søn i fængslet, siger Ina og Henning. Men det er hårdt, for hver gang bliver man mindet om det, der er sket. Og sammen med omgivelsernes fordømmelse synes de, at det har været noget af det værste ved pludselig at komme i familie med en kriminel

– Det var næsten nemmere, hvis han var død.

Henning ser mig direkte ind i øjenene, da han siger det. Hans egne er lidt triste. Prægede af alt for brogede begivenheder de seneste år. Han og hustruen Ina bor i en lille by på Sydsjælland. De er henholdsvis 57 og 56 år. Ina er bogholder, og Henning er arbejdsløs glasmager. For næsten fire år siden blev deres søn idømt otte års fængsel for drab.

Vi sidder i deres hyggelige køkken. Ina er der også. Som resten af huset er køkkenet nydeligt, og kvarteret er med veltrimmede hække, der er plads til at snakke hen over. Hvis altså ikke én i familien pludselig gør noget, folk ikke kan snakke om.

– Folk har simpelthen været så fordomsfulde, siger Ina.

– Der var ingen, der lige kom hen og spurgte: Hvordan går det? Så snart vi viste os udenfor, var alle naboerne væk. Selv folk vi troede, vi var gode venner med, de undgik os. Det var faktisk kun nogen, som vi egentlig ikke havde været sammen med et stykke tid, vi kom til at snakke med om det. Jeg mødte damen en dag, og så sagde hun. "Ina, hvordan har I det." Og jeg sagde bare: "Hvor er det dejligt, at du spørger." Hvor ville det have været rart, hvis nogen flere havde spurgt om det dengang.

– Det er ligesom, når folk har fået kræft og er syge, så undgår man dem, siger Henning.

– Altså, det kan jeg da godt huske fra mig selv, før det her skete. Man ved ikke, hvad man skal sige. Og det tror jeg tit er derfor: Folk ved ikke, hvad de skal sige.

– Hvis det var noget andet, han havde gjort, var det nok ikke så slemt. Men det, han har gjort, det hører til i den grove ende. Det er vel kun børneporno, der er værre, siger Henning.

Kort pause, så fortsætter han stille:

– Vores ældste søn, han har slet ikke besøgt Mike. Han vil slet ikke snakke om det. Han har fulgt med i sagen, og de har skrevet lidt breve sammen. Men han har ikke besøgt sin bror.

– Selv besøger vi ham cirka en gang om måneden. Og vi har altid den lille (Mike's søn, red.) med. Eller også er han med sin mor derinde. De besøger ham en gang om ugen. Og Mikes farmor har også besøgt ham et par gange. Men ellers er der ingen, der kommer. Ikke nogen som helst af hans gamle kammerater eller hans fætre, som han ellers havde et godt forhold til.

Der er pause et øjeblik. Henning kigger lidt ned i bordet. Så siger han:

– Hvis ikke det var min søn, så tror jeg heller ikke ... hvis bare han var et medlem af familien, så tror jeg heller ikke, jeg havde besøgt ham. Men når man er forældre, så skal man jo. Det er mærkeligt at besøge ham i fængsel. Jeg kunne ikke lide det til at starte med, og jeg kan stadig ikke lide det. Man skal tage alt op ad lommerne og gennem sådan en scanning. Det er ligesom om, man bliver helt mistænkt. De låser op for dig, og så låser de bagefter efter dig. Det er ligesom at komme i fængsel selv.

Ina har samme følelse. Hun tager lidt tilløb:

– Hver gang vi skal over og besøge ham, er det ligesom om, at vi skal blive klar til det.

– Ja, man går og tænker på det allerede dagen før, siger Henning.

– Man sover dårligt om natten og så huhh (han synker lidt sammen og puster ud) er det en hel lettelse, når det er overstået. Man bliver jo ligesom mindet om det hele tiden. Ikke så meget det, der er sket, men om, at han sidder i fængsel. Det var jo næsten nemmere, hvis han var død eller var ude at rejse i lang tid. Så kunne man glemme det hele lidt.

Inden livet med fængsler og naboer, der går over på den anden side af vejen, levede Ina og Henning et velfungerende liv. De brugte tid på hus, have, venner og familie, ikke mindst det senest ankomne barnebarn, som sammen med sine forældre boede i Sverige.

– Jeg synes ikke, vi havde nogen problemer, siger Ina let.

– Henning havde sit gode job, og jeg gik hjemme af egen fri vilje, fordi jeg et par år forinden havde sagt mit job op. Ja, og så, når Mike og familien kom hjem på besøg, var det jo i flere dage, og vi hyggede, og vi tog til Sverige og besøgte dem, og det var jo så også flere dage. Det hele kørte bare derudad, syntes vi.

– De havde jo fået barn det år, dette her skete, siger Ina.

Hun bliver stille i stemmen og kigger på et punkt på gulvet et par meter foran sig. Blikket bliver fjernt, da de dage, der ændrede familiens liv, toner frem.

– Det skete en lørdag. Og mandag ... kommer vores yngste søn hjem. Og jeg havde lige lavet klar til, at jeg skulle male træværket inde i stuen. Klokken var vel ikke mere end ni, da det så bankede på døren, og der står han ude, ligbleg. Han sagde: Mor, du skal tænde for fjernsynet. Så var der jo et eller andet, der begyndte at ringe, for hvorfor skulle jeg det? Vi skulle ind og se svensk tekst-tv. Her læste vi så, at to danskere var anklaget for ...

– Nej, de var eftersøgt, afbryder Henning med lille stemme.

– Nej, den ene var anholdt, og den anden var eftersøgt for mord og mordbrand, fastslår Ina.

– Og da siger vores søn: "Mor, det er Mike." "Det er ikke rigtigt," sagde jeg.

Inas stemme er helt lav nu:

– Jo, sagde han så, for han havde talt med Mikes kæreste, Christina. Hun havde hørt om mordbranden og eftersøgt Mike hos det svenske politi, for han var ikke kommet hjem lørdag aften. Hun fik besked på, at hun ikke behøvede at lede efter ham. Mere fik hun ikke at vide, fordi de ikke var gift.

– Jeg kunne slet ikke forstå det. Mike har jo aldrig tidligere været rodet ud i noget. Så ringede jeg til Henning på hans arbejde og sagde: Du skal komme hjem nu. Jeg sagde ikke hvorfor. Han skulle bare komme hjem nu, for der var sket noget alvorligt.

– Vi tudede og snakkede og tudede og snakkede. Og jeg ringede til Christina, og hun fortalte mig, hvad hun vidste, selvom det ikke var så meget. Så sagde jeg, at NU må vi bare hjemmefra.

– Vi skulle bare ud, væk. Ved en kiosk så vi forsiden af Ekstra Bladet, og dét må jeg sige ... Det var hårdt.

Inas stemme knækker over. Hun græder lidt, mens hun taler videre. Ved første tåre fra sin kones øjne rejser Henning sig og henter to øl fra køleskabet. Åbner dem henne ved vasken og tager dem hen til bordet. Han sætter sig og holder om flasken, uden at drikke af den. Som for at have lidt at støtte sig til. Ina fortsætter:

– At se det og vide ... at det er ens søn, det ... Vi kørte rundt i bilen og kunne bare ikke fatte det. Og allerede dér vidste folk det.

Den sidste sætning bringer hende ovenpå igen:

– Jeg ringede til min chef med det samme og sagde, at jeg ikke kom i nogle dage, siger Henning.

– Hvorfor, sagde han, og jeg kunne ikke sige det. Jeg sagde bare, at han kunne se forsiden af Ekstra Bladet, så ville han vide det.

– Og så vidste hele byen det, siger Ina hurtigt.

– Ja, så var det ude med det samme, siger Henning.

– Jeg gik ikke i Brugsen i en måned! Ina ser forpint ud ved erindringen om de følelser, der med et slag holdt hende inden døre.

– Jeg kan godt sige dig. Allerede dén dag begyndte folk at undgå os. Da vi kørte op ad vejen, forsvandt de, der var ude, ind i husene. Og der var ikke nogen, der ringede.

Efter tre måneders varetægtsfængsling, hvor Ina og Henning kun havde talt med Mike et par gange i telefonen, skulle han for retten. Det foregik i Sverige, og Ina tog derop for at overvære retssagen.

– Jeg havde besluttet, at jeg ville derop. For Christinas og for Mikes skyld. Vi var både nervøse og spændte, Christina og jeg, da vi ventede på, at Mike skulle blive bragt ind. Og jeg ved ikke hvorfor, men vi rejste os, da Mike kom ind, og kiggede på ham. Han kiggede ikke på os. Han satte sig ved sin advokat og skulede lidt i min retning, men vi havde ikke øjenkontakt. Han så bleg og ligesom forstenet ud. Jeg tror, at han på det tidspunkt stadig var i chok over det, der var sket, og hvilke konsekvenser det havde for ham og for hele familien. Da så den første pause kom, og han blev bragt ud, kiggede han over på mig. Det var, som om han med øjnene sagde: Tak, fordi du er her, mor.

Inas stemme bliver lidt grødet igen. Men hun har styr på sig selv.

– Da han kom ind igen, så vi på hinanden og smilede. Jeg var der jo for at støtte ham, ikke for at dømme. Først da jeg lå i min seng om aftenen, græd jeg, og jeg græd hele natten. Men på andendagen var jeg fattet igen, også da jeg fik lov til at besøge Mike. Vi fik 15 minutter sammen, og det må jeg sige, det var hårdt. At se sin egen søn dér ...

Hun stopper. Fuldender ikke sætningen, men starter i stedet på en ny.

– Da jeg så kom hjem igen, gav jeg los, og Henning og jeg græd sammen. Han var ikke med til retssagen. Men jeg følte, at jeg var stærk nok til at gøre det.

– Jeg kunne ikke kapere det, siger Henning.

– Det var for voldsomt, det han havde gjort, og jeg var bange for, at jeg ville bryde sammen, hvis jeg tog med.

– Lige da det hele var sket, var jeg meget vred på Mike, fortsætter Ina.

– Men jeg bebrejdede ham ikke noget. Vi prøvede bare at sige, at vi var der, og at vi stadig elskede ham. Men jeg spurgte lige, da jeg mødte ham første gang: Hvordan kunne det dog ske. Ellers har vi ikke sagt noget. Men jeg var vred på ham. Rigtig vred. Jeg gik til psykolog seks gange, efter det var sket. Og de første par gange synes jeg ikke rigtig, jeg kunne bruge ham til noget, psykologen. Jeg syntes ikke, han forstod, hvordan jeg havde det. Men så efter tredje gang ... Der fik han alligevel trykket på nogle knapper, så jeg fik skældt rigtig meget ud. Men jeg er stadig vred på Mike. Sådan indeni. Over alt det, det har betydet for os.

Hun går over til vinduet og tænder en cigaret. Bliver høfligt derovre, mens hun ryger.

– Mike tænker jo ikke på, hvordan det er at være udenfor. Han tænker kun på, at det er hårdt at sidde derinde, og at det jo er ham, der har gjort noget galt. Så han er blevet overrasket, når vi har talt om det, og når vi har fortalt, at ingen vil snakke med os. Det forstår han slet ikke.

Efter et år i svenske fængsler kom Mike til afsoning i Danmark, og Christina og barnet flyttede tilbage til samme by, som Ina og Henning bor i. Det er bedsteforældrene glade for, for så kan de se drengen, alt det de vil. Men for Ina er der en bismag over det ellers så søde samvær med barnebarnet.

– Jeg har aldrig før følt mig så bundet, som jeg gør nu. Vi skal jo være der for Christina og for den lille. Hvis hun har brug for hjælp, så står jeg der. Hvis hun mangler børnepasning, eller der er andet, jeg kan hjælpe med, så gør jeg det. Vi tager den lille med ind og besøger hans far. Og vi henter ham fast en gang om ugen, nogle gange mere. Hun er jo en ung pige, der skal ud og more sig. Jeg synes bare, jeg skal være klar hele tiden. For det er min søn, der har ødelagt hendes liv.

– Det er hos mig hele tiden. Der går ikke en dag, uden den kværner rundt heroppe.

Hun peger med en lille bevægelse mod hovedet.

– Til at starte med var det noget med, hvordan det kunne ske. Men i dag er det mere sådan om, hvordan han har det. Hvad sidder han mon og tænker på, og hvad skal han dog få tiden til at gå med. Og også hvad der skal blive af ham, når han kommer ud, hvordan skal det gå.

– Jeg synes nu ikke, jeg tænker på det hele tiden, bryder Henning ind.

– I dagligdagen kan jeg godt glemme det lidt. Det er mere, når vi skal ind og besøge ham, at man kommer til at tænke på det.

– Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det skal gå, når han kommer ud. Her i byen kan han ikke bo, forklarer Ina.

– Nej. Alle ved jo, hvad der er sket, konstaterer Henning.

– Det vil aldrig blive glemt. Han skal væk herfra.

Han holder en kort pause og siger så, men en snert af stolthed i stemmen:

– Men på hans arbejde i Sverige har de stadig kontakt til ham. De skriver også til ham, og de har sagt, at der stadig er en plads ledig til ham. Han er jo dygtig til sit job. Og nogle af hans gamle kolleger har også stadig kontakt til ham. Så selvom de jo også ved, hvad der er sket deroppe, tror jeg det vil gå. Jeg tror, at Mike er ligeglad med, om folk ved det eller ej, bare han kan få et job.

– Så måske han og Christina og den lille flytter tilbage til Sverige, når han kommer ud, siger Ina.

– Det vil jeg næsten håbe, for der vil de kunne få et normalt liv. Det kan de ikke her, siger hun stille.

familieliv@kristeligt-dagblad.dk

Navnene i denne artikel er opdigtede. Personernes rette identitet er redaktionen bekendt.

Sagen kort

I maj 2003 blev Mike sammen med en kammerat sigtet for mordbrand. Forbrydelsen blev begået i Sverige. Den 9. juli 2003 blev Mike frikendt for mordbrand, men idømt otte års fængsel for drab og tyveri.

Læs flere artikler i temaet: Forbrydelse og straf