Er det etisk forsvarligt at sætte børn i fængsel?

Arkivfoto fra den lukkede ungdomsinstitution Sønderbro. Kristeligt Dagblad har bedt Jesper Ryberg vurdere konsekvenserne af regeringens plan om at sænke den kriminelle lavalder. - Foto: Foto : Peter Kristensen

Regeringen vil sænke den kriminelle lavalder til 14 år og gøre det muligt at idømme 12-årige fodlænke. Filosof og leder af Center for Etik og Straf på Roskilde Universitet Jesper Ryberg giver sit bud på, hvad det indebærer at straffe børn for deres handlinger

Hvorfor stilles børn og voksne ikke lige for loven?

– Det argument, der typisk fremføres, er, at børn ikke i samme udstrækning er eller kan holdes ansvarlige for deres handlinger. Sådan fungerer det jo også generelt. Vi finder ofte en del af børns handlinger mindre daddelværdige end voksnes handlinger. I dansk retstænkning spiller det en rolle, om den kriminelle forstår og har overblik over sine kriminelle handlinger. Det er derfor, man kan erklæres sindssyg i gerningsøjeblikket og idømmes en anden eller mildere dom. På samme måde kan man anse barnet som utilregneligt, fordi det ikke er i stand til at overskue sine handlinger på samme måde, som et almindeligt voksent individ kan gøre det. Normalt sender vi jo ikke folk i fængsel, hvis de ikke er ansvarlige for det, der er sket. Hvis man kommer til at skade en anden, fordi man ved et uheld vælter en urtepotte, så er det svært at forestille sig, at man ville få en voldsdom.

Men der er vel forskel på, om en 12-årig taber en urtepotte eller med fortsæt og af al kraft smadrer den ned over hovedet på nogen – også selvom han bare er et barn?

– Når man argumenterer med ansvarlighed, må det næste spørgsmål være, hvad man forstår ved ansvarlighed, og hvilken form for belæg der er for at sige noget om, hvornår man er ansvarlig. Hjerneforskning viser, at menneskets evne til at langtidsplanlægge først er udviklet, når det er 25 år. Når unge mennesker, der udmærket er klar over, at de skal til eksamen næste morgen, alligevel drikker sig sanseløst berusede, skyldes det altså – blandt andet – at langsigtet planlægning ikke fylder meget i bevidstheden. Der er en glidende overgang fra lille, ikke-ansvarligt barn til voksen og ansvarlig. Lovgiverne kan altså ikke pege på en alder – 13½ eller 17½ – hvor man vågner og er ansvarlig. Derfor vedtager man i et retssamfund på baggrund af et pragmatisk skøn en alder. Sådan er det med en masse lovgivning, for eksempel den seksuelle lavalder eller stemmeretten. Det kommer også til udtryk ved, at den kriminelle lavalder langtfra er ensartet i Europa. Ligesom megen anden straffelovgivning er den ikke et resultat af gennemførte rationaler, men et resultat af det enkelte lands traditioner, generelle syn på barnet og af de politikere, der står bag lovgivningen.

Barnet anses generelt for at være et særlig udsat individ, der har krav på særlig beskyttelse fra samfundet – er det ved at ændre sig?

– Nej, tværtimod. Tendensen har været den, at barnet har fået stadig flere rettigheder og mere beskyttelse. Over en længere periode kan man sige, at barnet opfattes som mere skrøbeligt end tidligere. Vi tillader ikke længere børnearbejde, har afskaffet revselsesretten og sat aldersgrænser for, hvornår barnet må tage et fritidsjob. Sænkelsen af den kriminelle lavalder ligner mere en afvigelse fra denne generelle tendens, og jeg tror ikke, man kan sige, at det her er det første tegn på, at barnet nu skal til at kvittere for sine rettigheder.

Hvorfor vurderer man så netop nu, at børn under 15 skal kunne sendes i fængsel, og at 12-årige skal kunne idømmes fodlænkestraf?

– Efter min mening er det her, der går politik i det. For det første må man sige, at det at straffe er noget, vi antagelig bliver nødt til at gøre som samfund for at opretholde selve samfundets orden. Men hvor hårdt og hvordan vi straffer, er noget, der rent etisk fordrer, at vi tænker os om. I det øjeblik samfundet griber så voldsomt ind over for den enkelte borger – også når det er fuldt berettiget – bør vi som udgangspunkt sætte os ned og sige: Hvad er det, vi får ud af det? Der må være gode grunde til at fængsle, ellers påfører vi jo bare borgere gene – måske skade – og det koster samfundet utrolig mange penge. Et af hovedargumenterne for at sænke den kriminelle lavalder er at vise konsekvens. At sende et klart signal om, at man som samfund ikke tolererer grove forbrydelser. Heller ikke når de begås af 14-årige eller 12-årige. Men hvis man mener, at man ved at slå hårdt ned på kriminalitet holder folk fra at begå mere, må man kigge på belægget for den påstand. Og her er der desværre intet, der tyder på – hverken når man spørger kriminologer eller justitsministerens egen forskningsenhed – at det skulle være tilfældet. Det andet hovedargument – standardbegrundelsen for at indføre hårdere straffe de seneste 10 år – er den almene retsfølelse. Her er der nogle interessante tendenser, der har vist sig i undersøgelser i hele den vestlige verden. Hvis man spørger folk, om der skal straffes hårdere eller mildere, eller om der straffes nogenlunde tilpas, er svaret det samme i Norden, i Europa og i USA. Langt de fleste – 70 til 80 procent – svarer: hårdere. Det næste, kriminologerne er blevet opmærksomme på, er imidlertid, at folk ikke ved, hvor hårdt der i virkeligheden straffes. Og at de, når de stilles over for konkrete eksempler på kriminalitet faktisk er på linje med domstolene – eller i nogle tilfælde endda mildere i deres bedømmelse. En dansk undersøgelse fra 2006 viser for eksempel, at flertallet vurderer, at en betinget dom for grov vold er tilstrækkelig, mens domstolene typisk dømmer ubetinget fængselsstraf for den form for forbrydelse. Når politikerne henviser til befolkningens retsfølelse, tyder meget altså på, at de henviser til en umiddelbar og meget forståelig følelse: at kriminalitet er ubehagelig og skal straffes hårdt. De henviser ikke til befolkningens ønske om reelt at skærpe strafferammerne – det ønske har de nemlig ikke.

I nogle stater i USA er den kriminelle lavalder seks år. Kan man forestille sig noget lignende herhjemme?

– Hvis det er populariteten og følelserne, der afgør det, bliver det udslagsgivende, hvornår straffelovgivningen holder op med at være populær. Man kan spille på enkeltsager. Højst ubehagelige forbrydelser, der virkelig er grove, er tilstrækkelige som lokomotiv for at presse ændringer igennem, fordi folk med rette er i oprør. Den folkestemning kan bruges til at udvise politisk handlekræft ved at slå hårdt ned. Man skal dog samtidig huske på, at der så kan komme sager af den modsatte type, hvor man pludselig står med et seksårigt, otteårigt eller 12-årigt barn, der er kommet til at lave noget uden forsæt, men alligevel står i den fuldstændig absurde situation, at det skal have en meget hård straf. Så vender følelserne – og populariteten. Det er måske det, der er ved at ske med skærpelsen af våbenloven. Den blev gennemført med henvisning til bandeopgør og overfald, men har betydet, at familiefædre på skovtur med en spejderdolk og håndværkere med hobbyknive på vej til arbejde har fået plettet deres straffeattest. Det kan gå hen og blive alvorligt upopulært. Økonomien spiller også ind. I nogle amerikanske stater har der for eksempel været modvilje mod hårdere straffe, fordi dette ville føre til højere skatter. Så straffens popularitet er bestemt ikke uden grænser.

bech-jessen@kristeligt-dagblad.dk

Jesper Ryberg. – Foto: Privatfoto.