Du er flink og sød, Claus. Men også lidt hård

Jo mere lyttende og menneskelige fængselsbetjente kan fremstå, jo bedre bliver forholdene for både indsatte og ansatte i fængslerne, viser et dansk forsøg. Fængselsbetjent Claus Hvid er en af disse fremtidens fængselsbetjente

Lidt uden for Ringe græsser et par heste ved en gård, fuglene synger, og i vejkanten titter et par erantis frem. Den spæde martssol falder på en monumental betonmur og en turkismalet port, der virker underligt malplacerede her midt i den fynske idyl. Fæstningen foran os er et af Danmarks fem lukkede fængsler, Statsfængslet i Ringe, bygget i 1976 som et fængsel, der skulle rumme nogle af Danmarks hårdeste kriminelle. Herinde sidder dømte af begge køn, men mest unge mænd og drenge, der har fået straffe på over et år, og derfor skal sidde i et lukket fængsel med betonmur, alarmer og pigtråd.

Den blå port går op, og fængselsbetjent Claus Hvid i lyseblå uniform beder os venligt om at lægge telefonerne i receptionen. Vi går gennem sikkerhedskontrollen ned i besøgsrum 8, der er tomt, fordi fangerne kun må have besøg i weekenderne. I Ringe har fangerne selv indrettet et særligt par-besøgsrum. Med lædersofa, fladskærms-tv, kunst på væggene og ikke mindst en bred og blød dobbeltseng med dertil hørende nyvasket sengetøj.

Ja, man kan jo godt forstå, sådan et par kan trænge til lidt privatliv de tre timer, de ses, siger Claus Hvid og åbner en havedør med sit nøglebundt.

Den leder ud til en legeplads med vippe, kunstige bakker og hjemmemalede Peter Plys-figurer på plexiglasset, der indhegner området.

Her kan ungerne lege, mens forældrene hygger sig. Det er kedeligt bare at sidde på en sofa og snakke, siger fængselsbetjenten og låser af.

Både par-rummet og legepladsen er blevet til på de indsattes initiativ og er tegn på, at en ny fængselskultur har været under udvikling med et nyt projekt i Ringe en kultur, der nu skal udbredes til resten af landet. Projektet Brugerdreven innovation går ud på at opbløde den barriere, der traditionelt er mellem fangen og hans vogter, forklarer Kriminalforsorgens leder af projektet, Peter Dexters:

Blandt de indsatte er der traditionelt set den holdning, at vi taler ikke med personalet. Og fra personalets side kan der også være berøringsangst og dæmonisering. Det skaber et utrygt og i værste fald farligt miljø, fordi der udvikles stærke spændinger. Målet er at gøre op med den os og dem-kultur, som i varierende grad findes i stort set alle fængsler i verden og det er ved at lykkes her i Ringe. Samtidig er det en ret skrøbelig tilstand, der kan ødelægges, det øjeblik en stærk person kommer ind i fængslet og overbeviser sine medfanger om, at der absolut ikke skal samarbejdes med personalet.

En del af projektet går ud på, at de ansatte indimellem er på arbejde uden den kendte lyseblå uniform med mærker på skulderen. Det er med til at mindske den modstand mod politi og system, nogle af de dømte har med udefra:

Ved at de kommer tættere på hinanden, ses de ansatte ikke udelukkende som uniformer, man kan tæve løs på. Menneskeliggørelsen kan på den måde højne arbejdsmiljøet og hindre voldelige konflikter og splid. Det er som på enhver anden arbejdsplads med ledere og medarbejdere, hvor det, at lederen smider slipset til julefrokosten, giver plads til at interagere med ham som menneske, mener Peter Dexters.

LÆS OGSÅ: Danske fængselsbetjente skal smide uniformen

Selvom antallet af episoder med vold og trusler mod personalet er faldet, siden projektet begyndte, er der stadig megen ballade, som det hedder altså slagsmål indbyrdes mellen de unge mænd, der ofte kommer fra konkurrerende bander. Det er opslidende for personalet at skulle lægge i benlås, bruge knippel eller tåregas, når det sker. Derfor har der nu i et års tid hængt en husorden på afsnit 3, hvor Claus Hvid er betjent, en slags kontrakt, hvor både indsatte og ansatte forpligter sig over for hinanden.

De indsatte har skrevet under på, at de opfører sig ordentligt. Man slås for eksempel ikke for sjov, og man ryger heller ikke på fællesarealerne. Modsat har jeg skrevet under på, at jeg vil blive bedre til at informere, og at jeg vil involvere mig i spontane aktiviteter, som de indsatte foreslår. Alle skriver under, og så er det sådan, vi gør, siger han.

Egentlig skulle én af dem, der har skrevet under på kontrakten, have mødt os hernede i rum 8. Men 10 minutter før vi kom, fik den indsatte, der ellers er glad for Claus, kolde fødder og kunne pludselig ikke overskue at tale med pressen. Løsladelseskuller kalder fængselsbetjenten det. Den unge fyr har siddet her over et år og skal ud om et par måneder. Den kaotiske virkelighed, der venter derude, kan godt skabe rumlen i de indsattes hoveder, forklarer Claus Hvid.

I det hele taget sker der ikke det helt store i et fængsel. Derfor mener fængselsbetjenten ikke, man kan overdrive opmærksomheden på at lytte til de indsattes ønsker:

Da vi tog de første skridt med de indsatte, talte vi om alt fra at lave træningslejre til muligheden for at holde hunde og træne dem op til førerhunde eller spille fodboldkampe mod andre fængsler. Det var selvfølgelig ikke alt, der kunne lade sig gøre. Men vil-ha-kulturen har været mindre, end vi havde regnet med. Da vi ikke kunne finde på mere materielt, gik det op for os, at vi havde negligeret et behov hos de indsatte for at lave noget med andre mennesker, og siden har de sociale arrangementer som film-aftener, turneringer og daglige møder været i fokus.

Det lyder næsten som en skovtur med kollegiet, men af og til går det også galt. Det er længe siden, Claus Hvid sidst har lavet en magtanvendelse på en af drengene, men for en moderne fængselsbetjent er det en nødvendighed, at man kan håndtere rutsjeturen fra hyggeligt samvær til slåskamp:

Vi har da en dobbeltrolle. En indsat udtrykte det meget klart med sætningen: Du er sød og flink, Claus. Men du er også ret hård. Jeg kan gå fra at sidde uden uniform og lave mad med en indsat til at skulle lave en magtanvendelse på ham det næste øjeblik. Vi kan tale om forældre og drømme i livet, og kort efter skal jeg måske sende ham i strafcelle for igen at have overtrådt reglerne herinde. Men jeg går ind til min dag med en viden om, at den kan indeholde begge dele.

På slaget 15 får de indsatte fri og går fra værkstederne mod deres afsnit. Oppe i cellerne ifører de sig klip-klapper og joggingbukser, men der er åbne døre og livlig aktivitet: Nogle skal gøre rent i fællesrummet, mens andre diskuterer på gangen eller skal til møde med en sagsbehandler.

Aftensmaden laver de indsatte sammen i fælleskøkken med hjælp fra personalet alt efter dagsformen serveres både eksotiske mellemøstlige retter eller frikadeller med opbagt sovs.

Med tid til at blive briefet af kollegerne begynder Claus Hvids arbejdsdag normalt nu i omklædningrummet, hvor han stadig skifter til uniform:

Jeg er nået til et punkt, hvor jeg ikke længere ville se det som en udfordring at tage den af. At være fængselsbetjent er et hårdt job. Men hvis man af den ene eller anden grund skal have sin hverdag i et lukket fængsel, så mener jeg, at man er nødt til at se på hinanden.