Bødlen: Det universelt foragtede embede

Missionshusene repræsenterer et vigtigt stykke kulturhistorie, og nogle af dem bør derfor fredes, udtaler ekspert. Her ses missionshus mellem Nørre og Sønder Lyngvig i Vestjylland. Foto: Andrew Butko.

Samfundet havde brug for bødlen, men hæderlige borgere gik helst i en stor bue uden om ham, så de ikke fik del i den vanære, de mente klæbede til embedet. Ny bog fortæller om det tvetydige fænomen i europæisk kulturhistorie

I slutningen af foråret 1624 sendte den pensionerede bøddel i Nürnberg et bønskrift til kejseren i Wien, hvori han bad om at få renset familiens gode navn.

Gennem sin 45-årige karriere havde Mester Frantz, som bødlen hed, henrettet 394 mennesker, og derudover havde han stået for et utal af andre korporlige afstraffelser, heriblandt piskning, brændemærkning og afskæring af fingre, ører og tunger. Alt sammen havde han udført til punkt og prikke, og hans arbejdsgiver, byrådet i Nürnberg, tøvede ikke med at kalde hans arbejde eksemplarisk.

Men det ændrede ikke på, at hans gerning havde stemplet ikke bare ham, men også hans efterkommere som uærlige mennesker. Derfor bad Mester Frantz kejseren om æresoprejsning, så hans børn ikke skulle lide under, at deres far havde haft det universelt foragtede embede at være bøddel, som han skriver i bønskriftet.

Historien om Mester Frantz bliver fortalt i den amerikanske historiker Joel F. Harringtons bog Bøddel af Guds nåde, der for nylig er udkommet i dansk oversættelse. Bogen, der tager udgangspunkt i Mester Frantz egen dagbog fra årene 1573 til 1617, kaster lys over et fascinerende fænomen i europæisk kulturhistorie. For selv om bødlen udførte, hvad man dengang mente var en nødvendig samfundsopgave, var hans person så foragtet, at ethvert hæderligt menneske gik i en stor bue uden om ham.

Æren var meget mere håndgribelig dengang, fortæller dr.phil. Tyge Krogh, der er arkivar og seniorforsker på Rigsarkivet og har beskæftiget sig med æreløsheden eller uærligheden, som den tit kaldes, i flere bøger.

Hvis der var nogen, man æresmæssigt placerede langt nede, skulle man på forskellige måder gøre det tydeligt. Bødlerne har været centrum for uærlighedsforestillingen i 1500- og 1600-tallet, og uærligheden havde en meget materiel karakter, som gav sig udslag i, at man ikke så gerne kom i bødlens hus og ikke ville drikke sammen med ham på værtshuset. Man var bange for, at hvis man overskred den forretningsmæssige relation, fik man selv en rem af uærligheden.

Eksemplerne på, at man har gjort sig umage med at holde sig fra bødlen, er mange, ikke mindst i det tyske kulturområde. I den lille tyske by Oppenheim pryglede en mand for eksempel egenhændigt sin søn, der var idømt piskestraf, så han kunne undgå, at bødlen skulle eksekvere dommen og dermed besudle sønnen. Andre steder har bødlen båret en særlig iøjnefaldende uniform, en såkaldt skamdragt, så man på lang afstand kunne se, hvem man havde med at gøre. For godt nok var det forbryderen, der gennem sin æreløse gerning var ophavsmand til vanæren, men forbryderen overførte vanæren til bødlen, hvorfra den så kunne bevæge sig videre. Vanæren gik således i et stadigt kredsløb, som det er blevet formuleret.

LÆS OGSÅ:Borgerskabets fruer var ikke kun til pynt

Også i Danmark var bødlen omgærdet af forestillingen om uærlighed, og det viste sig for eksempel, når en bøddel var død. Her kunne kun de værste udskud overtales til at bære hans lig til graven. Ligeledes gjaldt det, at en bøddel, når han gik til alters, kun måtte drikke vinen af kalkens fod.

Æreløsheden klæbede imidlertid ikke kun til bødlen selv, men også til de steder, hvor han udøvede sin gerning, ikke mindst galgen og den såkaldte kag, som var en støtte eller pæl, hvor forbrydere kunne blive bundet og pisket under overværelse af hele byen. Både galge og kag blev betragtet som så vanærende, at de kun kunne rejses kollektivt, så ingen af håndværkerne slap for sin del af uærligheden, forklarer Tyge Krogh.

Når kagen skulle bygges, skulle hele tømmerlavet være med, så en enkelt ikke kunne miste sin ære, siger han.

Samme kollektive fremgangsmåde blev også tidligere brugt nogle steder, når en tyv skulle hænges. I sin bog Bøddel og galgefugl fra 1910 fortæller kulturhistorikeren Hugo Matthiessen, hvordan bønderne i Ribe i begyndelsen af 1500-tallet gjorde afstraffelsen af forbryderen fælles for alle:

Tyven stillede man oprejst på en vogn, og denne kørtes hen under det træ, hvori hængningen skulle finde sted. Bønderne lagde strikken om synderens hals, og alle måtte i det mindste røre ved rebet, som fastgjordes i en af træets grene. Derpå drog skaren et stykke bort og åbnede et bombardement med jordklumper og stene på hestene, indtil disse fór opskræmte af sted, slæbende vognen med sig, og synderen mistede fodfæste og kvaltes i strikken.

Historien fra Ribe peger på, at selve bøddelinstitutionen er af forholdsvis ny dato. Ifølge ph.d. Per Andersen, der er professor i retshistorie ved Aarhus Universitet og forfatter til bogen Studier i dansk proceshistorie, var det da også et privatiseret retsvæsen, der gjaldt for den overvejende del af den danske befolkning til op i 1500-tallet.

Det er et individuelt baseret retssystem. Jeg anklager min nabo, hvis jeg mener, han har gjort noget forkert. Hvis jeg fanger en tyv, er det min egen opgave at sørge for, at han bliver straffet. Man sagsøger selv folk og sørger selv for at eksekvere dommene, fortæller han.

Første gang en bøddel blev omtalt i Danmark, var i 1377, og herefter er der enkelte kilder fra 1400-tallet, der har nævnt erhvervet, indtil materialet begynder at blive mere fyldigt i 1500-tallet. De tidligste omtaler er alle fra byerne, og det er ikke noget tilfælde, mener Per Andersen.

Her kender man mindre til hinanden, og folk er presset tættere sammen, siger han.

I byerne ser man en professionaliseret rets-pleje tidligere end på landet, og den er også markant strengere. I byerne er der flere tilfælde, hvor der er dødsstraf, så man slår simpelthen hårdere ned. Derfor får man brug for nogen, der kan eksekvere straffene.

Det var her, bødlerne kom ind. Til at begynde med var det formentlig den enkelte magistrat i byerne, der tog sig af ansættelsen, men efter reformationen i 1536 påtog kongemagten sig i højere grad den opgave at sørge for, at retfærdigheden skete fyldest rundt om i landet. Ikke alene skæppede det nemlig godt i statskassen at få del i alskens bøder, kongen blev også garant for, at samfundet var beskyttet mod Guds potentielle vrede, som kunne ramme, hvis man ikke holdt sig til en række forskrifter, der var baseret på Det Gamle Testamente.

Efter reformationen er det simpelthen øje for øje, forklarer Per Andersen.

I forhold til strafferetten betyder Reformationen rent faktisk en skærpelse. Her er bødlen en nødvendig funktion, siger han.

Det er især efter reformationstiden, bødlerne begynder at dukke op.

I sidste instans var bødlen altså kraftigt medvirkende til, at landet ikke udslettedes af en guddommelig straf, mente man. Det ændrede dog ikke i første omgang på opfattelsen af bødlen, som stadig regnedes for uærlig.

Man er stadig den, der får blod på hænderne, selv om man gør det i en god sags tjeneste, siger Per Andersen.

Men lidt efter lidt begyndte stigmatiseringen at aftage.

De fik på nogle måder frigjort sig fra uærligheden, siger Niels H. Kragh-Nielsen, der er forfatter til bogen Galgehøj og rettersted om henrettelsernes historie i hertugdømmet Slesvig og er i gang med en bog om forholdene i Danmark.

Man kan følge ændringen, fortæller han, hvis man ser på bødlernes ansættelsesbreve og på den officielle korrespondance mellem myndighederne og bødlen, der nu kaldtes skarpretter og var ansat af amtet til at tage vare på et klart defineret distrikt.

Når man læser nogle af de skrivelser, ser det nærmest ud, som om det er den ene embedsmand, der skriver til den anden, siger Niels H. Kragh-Nielsen.

Skarpretterne kom til at sidde på større geografiske områder og kunne derfor få flere opgaver, selv om dødsstraffen blev brugt mindre og mindre fra slutningen af 1600-tallet. De faste takster for henrettelser og andre afstraffelser, der indførtes i 1698, gjorde også deres til at højne bødlernes anseelse. Og et århundrede senere var den tidligere så foragtede bøddel blevet så almindeligt accepteret, at man ligefrem kunne affinde sig med få serveret et krus øl af hans hånd, som det var tilfældet i Næstved, hvor skarpretteren Christian Suhr i 1788 fik lov at slå sig op som værtshusholder ved siden af bøddelgerningen.

Også Mester Frantz, den pensionerede bøddel i Nürnberg, havde held med at få familiens navn renset. Ikke at det blev til nogen blomstrende efterslægt, der kunne nyde godt af det. Hans sidste børn døde ugifte, og ingen børnebørn overlevede dem. Men Mester Frantz havde trods alt kejserens ord for, at han havde genoprettet den tidligere bøddels ærefulde status blandt andre velrenommerede mennesker, som kejseren skrev.

Joel F. Harringtons bog Bøddel af Guds nåde. En skarpretters dagbog fra 1573-1617 er udkommet på forlaget Lindhardt og Ringhof.