Biskopper støtter dødsstraf for homoseksualitet

David Bahati, medlem af Ugandas parlament, fremsatte Anti-Homosexuality Bill, et lovforslag om at dømme homoseksuelle til døden. - Foto: Marc Hofer Denmark

Et ugandisk lovforslag splitter den anglikanske kirke i spørgsmålet om, hvorvidt man skal dømme homoseksuelle til døden

Homoseksualitet er så stor en synd, at man rent faktisk skal slå de mennesker ihjel, der praktiserer den. Det mener blandt andre flere anglikanske biskopper i det afrikanske land Uganda, og derfor støtter de et omdiskuteret lovforslag, der netop nu er til behandling i det ugandiske parlament.

Loven giver i udgangspunktet mulighed for at dømme praktiserende, hiv-smittede homoseksuelle til døden, mens ikke-smittede kan slippe med fængsel på livstid. Desuden vil venner, familiemedlemmer og for eksempel betroede præster kunne idømmes op til otte års fængsel, hvis ikke de indberetter en homoseksuel i deres omgangskreds.

Loven har truet med at splitte anglikanske kristne, hvor hovedsageligt afrikanske anglikanere og konser-vative fra den amerikanske episkopale kirke, der hører under det 77 millioner store anglikanske kirkefællesskab, har støttet forslaget. Samtidig har overhovedet for den anglikanske kirke, ærkebiskop Rowan Williams, været voldsomt kritiseret for sin vage og sene udmelding i konflikten.

Williams udtalte således kritik af udnævnelsen af en homoseksuel biskop i Los Angeles, før han berørte det ugandiske forslag om dødsstraf, og det har fået sindene i kog hos liberale dele af den anglikanske kirke.

Det ugandiske udspil har været diskuteret i måneder, men først i midten af december udtalte ærkebiskoppen kritik af forslaget under et interview om et helt andet emne.

– Ud over at loven påberåber dødsstraffen, så gør den også pastoral omsorg umulig. Den forsøger at gøre præster til informanter, sagde Rowan Williams til den britiske avis The Daily Telegraph.

Kirkernes Verdensråd, der repræsenterer cirka 560 millioner kristne på tværs af kirkeretninger, har i en officiel meddelelse kritiseret lovforslaget for at promovere had, og nu forlyder det ifølge nyhedsbureauet Reuters, at lovforslaget vil blive modificeret, så dødsstraffen fjernes.

– Der har været megen diskussion af lovforslaget i regeringen, men vi mener nu, at livstid kunne være bedre, fordi det giver gerningsmændene mulighed for rehabilitering. At slå dem ihjel hjælper måske ikke, siger ministeren for integritet og etik, Nsaba Buturo.

dalsgaard@kristeligt-dagblad.dk

Kirke i Uganda. - Foto: Wikimediacommons