Arbejdsgivere bliver skræmte over plettede straffeattester
Efter at have afsonet en seksårig dom for narkotikasmugling besluttede Thorkild at blive selvstændig, og i dag har han tilmed ansat en anden tidligere kriminel i sit firma. Ligesom ledere i Grundfos og Pressalit mener han, at folk med plettet CV fortjener en ny chance
Skal vi aftale, at jeg tjekker lejligheden den 14. november?
Så skal I have malet, og lejligheden skal fremstå, som da I overtog den, og husk den rigtige farvekode og glans, lyder en venlig, men bestemt stemme i det fjerne.
Undskyld, jeg skal jo passe mit arbejde, siger Thorkild, da han igen holder telefonen op til munden.
LÆS OGSÅ: Kommuner bryder loven, når de udelukker tidligere kriminelle fra job
Thorkild er 49 år, og han arbejder som selvstændig vicevært i København, hvor han sammen med sin kone og står for vedligeholdelsen af en række ejendomme. Men Thorkild har ikke altid ligget på den rigtige side af loven.
Jeg flyttede hjemmefra allerede som 12-årig og har arbejdet hele mit liv. Mine kriminelle aktiviteter startede, da jeg blev svigtet af min anden kone. Hun var både prostitueret, narkoman og havde en kæmpe spillegæld. Jeg prøvede at hjælpe hende af med gælden, som voksede i øst og vest uden min viden. Det hele endte med, at jeg sagde ja til et tilbud om at smule narko fra Sydamerika. Jeg importerede kokain, men anden gang blev jeg arresteret i London og fik en dom på seks år. De første halvandet år afsonede jeg i England og de sidste i Vestre Fængsel, siger Thorkild, der ønsker at være at være anonym, fordi han mener, at omverdenens holdning til tidligere straffede kan påvirke hans virksomhed negativt.
Det er svært for tidligere kriminelle som Thorkild at slippe ud af det kriminelle miljø, hvis ikke omgivelserne hjælper til. Som Kristeligt Dagblad tidligere har skrevet, bryder kommunerne loven, når de forlanger ren straffeattest af deres ansøgere, og private virksomheder efterspørger i stigende grad straffeattester, når de skal have en stilling besat.
I begge tilfælde med det resultat, at tidligere straffede bliver udelukket fra arbejdsmarkedet og i sidste ende får sværere ved at slippe ud af den kriminelle løbebane.
LÆS OGSÅ: De skriver prostitution og narkohandel på CV'et
Thorkild forsøger i øjeblikket selv at hjælpe en anden tidligere kriminel med at komme tilbage til i arbejde.
Ham, jeg hjælper nu, har siddet inde i tolv år. Men han skal have en chance, fordi han har brug for at komme videre og gerne vil være vicevært. Samtidig er han et rart menneske, og jeg vil ikke dømme ham, for det han har gjort, men forsøge at give ham en hjælpende hånd. Jeg ved, at det han har lavet, tærer på ham, og der er ikke grund til at straffe ham yderligere, siger Thorkild.
Hans råd til andre arbejdsgivere, der overvejer at ansætte en tidligere kriminel, er klart.
Man skal selvfølgelig være bevidst om fortiden, men samtidig skal man også være parat til at se bort fra den. I sidste ende har den jo ikke det store at sige. Man skal dømme sine ansatte ud fra de kvalifikationer, de har som mennesker. Ikke ud fra pletterne på deres straffeattest. Men det er vigtigt med ærlighed i et arbejdsforhold, og arbejdsgiveren bliver nødt til at kende sandheden, siger Thorkild.
LÆS OGSÅ: Flere private virksomheder kræver ren straffeattest
Michael Bruun er forretningsudvikler for producent af badeværelsesløsninger, Pressalit, og han blev introduceret til nye, tidligere kriminelle medarbejdere gennem projektet High:five, der hjælper tidligere straffede i job. En oplevelse, som viste sig at blive en gevinst for både virksomheden og den nye medarbejder.
Da jeg første gang blev præsenteret for ideen om at ansætte en tidligere kriminel, tænkte jeg aldrig i livet. For jeg havde en fordom om, at mennesker med kriminel baggrund ikke var lige så stabile og fokuserede som medarbejdere med normal erhvervserfaring. Men jeg blev positivt overrasket. Den første elev, vi ansatte, viste sig at have vildt og blodigt lyst til at komme videre med sit liv, og han er lige så dedikeret i dag, som da han startede hos os for tre år siden, siger Michael Bruun.
Han oplever, at mødet med de tidligere kriminelle har gjort ham til en bedre leder.
Jeg føler, at jeg er blevet et bedre menneske og en mere omfavnende leder af at tage mennesker med kriminel baggrund ind i virksomheden. Og jeg vil råde andre til at prøve at møde de tidligere kriminelle og se, hvad der kommer ud af det. Det giver en anden dimension i virksomheden, når både lederne og de ansatte bliver udfordret på deres fordomme, siger Michael Bruun.
Produktionsleder i Grundfos Arne Nygaard er enig. Han har også gode erfaringer med at ansætte tidligere straffede.
Når de tidligere kriminelle har udstået deres straf, er de fleste motiverede for at komme videre. For mange arbejdsgivere bliver skræmte, når de ser en straffeattest fyldt med lovparagraffer, og de færreste ved, hvad der gemmer sig bag tallene, siger Arne Nygaard.
Han opfordrer til, at arbejdsgiverne lægger deres frygt til side.
Mange arbejdsgivere er tilbageholdne med at ansætte personer med pletter på straffeattesten, men deres frygt er ofte ubegrundet. De tidligere kriminelle er meget taknemmelige og loyale, fordi vi giver dem en chance og det er vigtigt, at vi behandler dem som almindelige medarbejdere med rettigheder og pligter, siger Arne Nygaard.
Redaktionen kender Thorkilds rigtige navn.