2.000 uskyldigt dømte er blevet frikendt i USA

En amerikansk database afslører, at mere end 2.000 uskyldigt dømte er blevet frikendt siden 1989. Blandt andet er 21 personer blevet frikendt i Dallas, Texas siden 2007. Foto: Komarovskyy Mykola.

Amerikanske forskere udstiller det amerikanske retssystems fejl i ny database. Ifølge databasen er mere end 2.000 uskyldigt dømte blevet frikendt siden 1989, og forskerne mener, at det kun er toppen af isbjerget

I 1972 blev en mand dræbt på en undergrundsstation i den amerikanske by Boston. En måned efter blev Laurence Adams og en anden mand anholdt for mordet, og i 1974 blev de dømt til døden. Dommen blev senere omstødt til livstid. Senere viste det sig, at de tre hovedvidner, der havde udpeget Laurence Adams som den ene af de to gerningsmænd, havde afgivet falsk vidneudsagn, ligesom politiets efterforskning havde været mangelfuld. I 2004, 30 år efter at være blevet dømt skyldig, blev Laurence Adams frikendt.

LÆS OGSÅ: Har et samfund ret til at optræde som bøddel?

Sagen om Laurence Adams er ikke enestående. En ny, amerikansk database rummer navnene på mere end 2.000 personer, som siden 1989 er blevet uskyldigt dømt og senere frikendt. Mange af de uskyldigt dømte er blevet dømt på baggrund af tvivlsomme beviser, mangelfuld retshåndhævelse og fejlagtige øjenvidneberetninger.

Men forskerne bag databasen mener, at databasen kun rummer en fraktion af de personer, som er blevet uskyldigt dømt. Det skriver Huffington Post.

Dette er kun en begyndelse, siger professor Samuel Gross fra University of Michigan Law School, som har været med til at skabe databasen. Han fortsætter:

Et af mine håb er, at databasen vil lære os mere om frifindelser.

Et af målene med databasen er at sikre, at retfærdigheden sker fyldest. Det gælder både i forhold til dem, der er blevet uskyldigt dømt, men også fremadrettet:

Det vigtigste mål for retssystemet er, at det er præcist, erklærer Samuel Gross og fortsætter:

At fange den rigtige person og ikke den forkerte er helt klart det vigtigste mål. Den eneste måde, vi kan opnå det på, er ved at lære af vores fejl.

Af de mere end 2.000 frikendte var over 100 af dem dømt til døden. I den amerikanske by Dallas i staten Texas, som praktiserer dødsstraf, har der været 21 frikendelser siden 2007. Ifølge forskerne bag databasen er det det højeste antal frikendelser for et amerikansk amt i den periode. Det høje antal frikendelser skal ses i sammenhæng med, at Texas i 2007 fik en ny distriktsadvokat, Craig Watkins. Craig Watkins nedsatte hurtigt en ny enhed, som fik til opgave at gennemgå alle sager med påstande om uskyldigt dømte.

Det signalerer, at vi arbejder hårdt på at rette tidligere tiders fejltagelser, siger lederen for enheden, Russel Wilson. Han mener, at andre stater også ville kunne frifinde mange uskyldigt dømte:

Der er ingen grund til at tro, at andre steder med høj befolkningstæthed ikke også kunne få samme eller lignende resultater som os.

Professor Samuel Gross er enig i Russel Wilsons betragtning. Ifølge professoren handler det også om, hvorvidt der findes organisationer i området, som kæmper for, at uskyldigt dømte bliver frifundet. For eksempel er der blevet frifundet 10 uskyldigt dømte i Santa Clara amt i Californien, mens der ikke er blevet frifundet nogle i Alameda amt, som ligger 65 kilometer derfra i samme stat.

Ifølge Samuel Gross handler det ikke nødvendigvis om, at der er flere politiforseelser eller mere ivrige anklagere i nogle områder:

Jeg har stor sympati for politibetjentene, siger han og fortsætter:
De er overbebyrdede, og de har ret det meste af tiden. Men det meste af tiden er ikke hele tiden.

Alligevel viser arbejdet med databasen også, at det ind i mellem er dårligt politiarbejde, som fører til fejlene. Forskerne har identificeret 13 store politiskandaler, som har ført til, at 1.170 personer er blevet uskyldigt dømt og senere frikendt. Men de personer er ikke en del af de 2.000 frikendte, som findes i databasen, fordi de er en del af kollektive frikendelser, hvorimod databasen rummer enkeltsager.