Valentinsdag er ødelæggende for Kenya

Roser på Valentinsdag - det sker på bekostning af vandforsyningen til mennesker i Kenya. -

Hele verden vil have billige roser, og det truer nu Kenyas skrøbelige økologi

Roser på Valentinsdag. Det er en romantisk tanke og en tradition, der i de senere år har vundet stadig større udbredelse. Men roser skal have vand. Meget vand.

Så meget, at dyrkningen af roser i Kenya, hvor mange af de billigste roser kommer fra, nu truer dyrebare vandressourcer.

Dr. David Harper, engelsk biolog, advarer i avisen The Guardian i dag om, at europæisk efterspørgsel på billige kenyanske roser på sigt kan få alvorlige konsekvenser for vandforsyningen i landet.

70 procent af de roser, som sælges i europæiske supermarkeder, stammer fra Kenya. Og her, advarer biologen, tages der ikke meget hensyn til fremtidssikring af rent drikkevand.

Roserne sluger alt for meget.

LÆS OGSÅ: Billedserie: Valentinsdag

"Bemærkelsesværdigt få af de landmænd, som sælger roser til Europa, bekymrer sig om at sikre bæredygtighed," siger David Harper til The Guardian.

Men det kan være svært at gennemskue, hvad der kan gøres ved problemet.

De billige roser fra Kenya dyrkes ofte af firmaer, der sælger roserne videre på auktioner i Amsterdam, så købere tror, at blomsterne kommer fra Holland, siger han.