Vækst, vækst, vækst. Det politiske mantra burde udskiftes med anstændighed

Jeg lærte som barn at sætte tæring efter næring, og jeg lærte også, at det ikke var klædeligt at overforbruge og at vigte sig med materielle goder. Foto: Jan Djenner Denmark

Skulle jeg efterkomme den noget uanstændige opfordring til merforbrug og øget vækst, så skulle jeg til at købe meget mere og anskaffe mig en masse, jeg slet ikke havde brug for. Hvem kan dog i fuld alvor opfordre en befolkning til det, spørger forfatter og journalist Peter Olesen

JEG LÆSTE LØRDAG den 26. oktober med stor interesse Ole Hartlings lørdagsrefleksion om vækst, og de kloge ord satte en masse tanker i gang. Tiggermunken Frans af Assisi og nu den nye pave, der selv lever asketisk og opfordrer andre til det. Han har som den første pave taget Assisi-navnet for at henvise til sparsommelighed og intet overforbrug.

Jeg voksede op med en kær nabolegekammerat, Jesper Jespersen, nu professor i økonomi på RUC, og hver gang vi er sammen nu som voksne, er han den varme fortaler for mådehold og imod mantraet vækst som svar på alle samfundets problemer.

LÆS OGSÅ: Markedet, etik og religion

Jeg er langtfra økonom, men har altid haft orden i min økonomi.

Jeg lærte som barn at sætte tæring efter næring, og jeg lærte også, at det ikke var klædeligt at overforbruge og at vigte sig med materielle goder.

Det har siddet i mig lige siden, og når Jesper Jespersen prædiker imod vækst, vækst, vækst, kan jeg følge med.

Det rimer pænt på min husmandsfilosofi om nok at have det godt og ikke forsage alt, men omvendt udvise ansvarlighed og mådehold.

For kan kloden overhovedet bære mere vækst?

Og hvorfor er DRs Bonderøven for resten så populær, er det mon ikke, fordi han går den modsatte vej?

LÆS OGSÅ: Finanskrisens mange skyldige

Efter læsningen af Ole Hartling prøvede jeg at omsætte tankerne om vækst til mit eget lille liv. Hvis jeg skulle leve op til politikernes bøn om og stræben efter mere vækst, hvordan ville det så se ud i min egen verden? De opfordrer os jo til, næsten alle, men gudskelov ikke alle, at forbruge mere, til at skabe vækst.

Da efterlønsordningen blev lavet om, opfordrede politikerne direkte folk til at få de opsparede midler udbetalt og at bruge dem, med andre ord øge forbruget og dermed skabe vækst. Jeg finder den form for opfordringer uanstændige.

Nok er der arbejdspladser i mere vækst, men hvad med forbruget? Hvor mange af os kender ikke folk, der overforbruger, og som vi også respekterer? Jeg kender i hvert fald flere. Jeg ser kun skeptisk til overforbrug og til det at udstille rigdom: de sortglaserede tegltag, samtalekøkkenerne, de alt for mange unødvendige udskiftninger af funktionsduelige badeværelser, de store firhjulstrækkere, og jeg kunne blive ved.

Skulle jeg efterkomme den noget uanstændige opfordring til merforbrug og øget vækst, så skulle jeg til at købe meget mere og anskaffe mig en masse, jeg slet ikke havde brug for.

Hvem kan dog i fuld alvor opfordre en befolkning til det?

Vi er to voksne mennesker i min lille familie. Vi deler en ny Fiat Panda, der er økonomisk og fornuftig at køre i. Burde vi nu have to biler, som vi slet ikke har brug for? Aldrig i livet.

Vi har hver to cykler, en hver i byen og en i sommerhuset.

Vi bor altså oven i købet to steder, det er jo i sig selv stor luksus og også et tegn på, at vi lever i et endog meget rigt samfund.

LÆS OGSÅ:Vi producerer os ihjel

Vi deler computer og iPad, og vi har ikke brug for mere. Vi har alt, hvad man kan ønske sig i køkken og stuer. Vi behøver ikke mere, og jeg ville finde det uanstændigt at anskaffe mere, bare fordi nogen taler om vækst.

Haven har spade og greb, rive og sakse. Skulle jeg for at følge de politiske råd om mere vækst skifte de brugbare redskaber ud og skaffe nye bare for at være med til at øge væksten? Aldrig i livet.

Så mere tøj da? Jeg har rigeligt, indimellem er jeg helt flov over, så meget jeg har, og over, hvor lidt af det jeg rent faktisk bruger. Der er jo altid en trøje, en jakke og en frakke, der ender som yndlings. Så er der jo ingen grund til mere.

Men så madbudgettet da? Heller ikke mere her. Vi holder ikke store kalaser, men vi spiser godt og sundt og bestemt ikke for lidt. Skulle jeg så købe mere og dyrere for at følge opfordringen? Aldrig i livet. Samme samfund forventer jo af os, at vi passer på med madindtagelsen og helbredet. Ikke at blive for tykke og tunge i bugen, for det øger jo samfundets udgifter til sundhedssystemet.

Omvendt skaffer det vel flere ansatte til at tage sig af de overvægtige og dem med andre livsstilssygdomme. Men det har vi jo heller ikke råd til, lyder det hele tiden.

Så er der udlandsrejserne. Jo, der kunne måske godt klemmes en enkelt rejse eller to mere ind om året. Men er det ikke rigeligt med tre, hvis man også skal have sjælen med? Og ærligt talt, er det ikke et endda meget rigt samfund, hvis borgere har råd til den slags hvert år? Jeg synes det i hvert fald og vil faktisk ikke være bekendt at rejse mere. Jeg skal jo også kunne se mig selv i spejlet.

Med andre ord jeg kan vist ikke selv bidrage til meget mere vækst i dette rige samfund. Og hvad er det, så politikerne tænker på, når de snakker om vækst, vækst, vækst? Jeg forstår det vist ikke. Og den smule, jeg forstår, finder jeg i hvert fald ikke anstændig.

Se jer lige om i verden og se, hvor mange der lever af meget, meget mindre, end vi gør. Så kan vi altså ikke efter min bedste overbevisning være den uendelige vækstsnak bekendt. Hvad med at gå den modsatte vej og i stedet tale om anstændighed?

Lørdagsrefleksioner skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, forfatter og cand.phil. Jens Smærup Sørensen og forfatter og journalist Kristian Ditlev Jensen.