Nyd det nye LED-tv

Vi har ofte dårlig samvittighed over vores forbrug. Men husker vi nydelsen, kan forbrug godt leve sammen med ånd, skriver valgmenighedspræst Kristian Massey Møller. Foto: Colourbox.com

Husker vi nydelsen, behøver forbrug ikke udelukke ånd, skriver valgmenighedspræst Kristian Massey Møller

Det er en grundantagelse, at materialisme er noget møg. Vi antager over en bred kam, at vi har et udisciplineret forbrug. Det medfører en dobbelttydighed, hvor den dårlige samvittighed fylder mest.

Glæden over en ny anskaffelse har det derimod svært. Vi kan ikke lade være med at købe et 42 tommers LED-tv, men forholder os let syrligt ironisk til os selv. Måske fordi vi føler os fanget af et forbrug, vi synes, vi ikke selv har defineret. Men hvad, hvis grundantagelsen er forkert? Modantagelsen kan være den, at forbrug giver glæde, og at vi skal gribe ud efter ånden i den.

Der er ingen tvivl om, at den dårlige samvittighed kan være vor tids egentlige fangenskab. Eller indadgroethed. Vi martres og mister en fundamental livsglæde. Lever et helt liv i jammer over vor mangel på disciplin. Men for hvad? For mere mådehold måske? Nej, det er ikke mådeholdet, vi er ude efter. Vi er ude efter ånden. Vi vil mærke et sus af åndelig virksomhed mellem ørerne, når vi forbruger. I stedet er der bare denne dårlige samvittighed, som trækker ånden ud af os. Men kan ånden trækkes ud, så kan vi også fastholde den. Måske kan den dårlige samvittighed slet og ret bortjages ved at opøve ånden.

Ja, goddaw mand, økseskaft, men hvad er ånd? Den er svær at tale frem, men vi ved, hvornår den er væk, og da sidder vi og vrider os. Mangel på ånd er ikke godt for mennesket. At den ikke kan tales om, men virker i os og blandt mennesker, tyder på, at den står i forhold til noget konkret. Vi kan sige, den er vort kit. Men vi kan også præcisere den, så den står i forbindelse med verden. Med det, vi sanser. Med det, vi rører ved. Ud over hinanden og naturen også det materielle. Ting vi forbruger.

Vi må indrømme, at ånden springer frem i os i glæden ved ting. Den sandhed, kan vi ikke løbe fra. Heller ikke den ånd, som springer ud af selve tingen. Noget Johannes V. Jensen idealiserer i sangen "Hvor smiler fager den danske kyst" med ordene: Hvad hånden former er åndens spor. Vi former ting og skaber dermed ånd. Spørgsmålet er så, om vi i dag vil se ånden i vort brede udbud af forbrugsvarer. De er sjældent lavet direkte i hånden. Ofte er de heller ikke specielt designede, men er masseproducerede i Østen. Det kan vi så vrænge af, og dog bliver det vor fordring at lade ånden vinde.

Goddaw igen! For kan ånden virkelig vinde i mig ved mødet med et LED-tv fra Kina? Og kan der overhovedet være spor af ånd i det?

Svaret er, at naturligvis kan forholdet menneske og ting nedgøres til et ikke-åndeligt forhold. Men aben er vores, hvis vi ikke nyder, men kun i ordets forstand forbruger. Nydelsen er en åndelig egenskab, som holder os i verden. Ja, forbinder os med den og sætter os ind i den opgave at ville forsøde og forædle.

Det er også en farlig vej. Vi ved da også fra erfaringen, at det vi begærer, vil vi nyde. Alle civilisationer er gået under i nydelse – i hedonisme. Vores kirkefar Augustin vendte sig endda imod denne nydelsessyge, da han blev kristen. For ham blev mådeholdet en målestok, for han ville holde sit begær i ave. Mådeholdet var også en målstok i mit hjem, som var præget af hårdt arbejde, og dog fik vi i 1960'erne både sodavandsmaskine og egetræsøbler og til slut et farve-tv i 1973. Det nød vi for farverne – også som et tegn på fremgang og velstand.

Vi anede også, at nydelsen kommer af et overskud, som skal forvaltes. Men nok uden den viden, at i enhver kultur er nydelsen også det, der giver plads for ånden. Vi skal derfor nyde det nye LED-tv. Nyde det og vide, at vor tid nok er kendetegnet ved forbrug, men at det ikke udelukker ånden.

Kristian Massey Møller,

Valgmenighedspræst og

forfatter,

Vandrigsvej 20,

Store Heddinge