Må kommuner påtage sig socialt ansvar for borgernes penge?

TEGNING: RASMUS JUUL

MED AFSTEMNING En dom i Aarhus har understreget, at kommuner skal fokusere på pris og ikke etik i deres indkøb. Men har kommuner også pligt til at udvise socialt ansvar globalt, eller skal de kun have fokus på deres egne borgeres forhold?

Bedst og billigst.

Det er mantraet på landets rådhuse, når der skal foretages kommunale indkøb for borgernes skattekroner. Dels fordi loven forpligter kommunerne til at fokusere på prisen ved offentlige indkøb, dels fordi det er nødvendigt med billige løsninger i en tid, hvor kommunerne laver besparelser på alt fra undervisningstimer i folkeskolerne til rengøringsniveauet i plejeboliger og kommunale fuldtidsstillinger.

LÆS OGSÅ: Det offentliges etiske hensyn erklæres ulovlige

De seneste år har et nyt mantra dog sneget sig ind hos kommunernes beslutningstagere: etisk handel.

Mantraet bakkes op af nødhjælpsorganisationer, råd og videncentre, der mener, at det offentlige i højere grad skal tage socialt ansvar og vægte de vilkår, produkterne er lavet under, højere end det endelige produkts pris.

Et konkret eksempel er kommunernes mulighed for at blive såkaldte fairtrade-byer, hvor de forpligtiger sig til at købe fairtrade-varer som eksempelvis kaffe, te og bananer i et bestemt omfang samt til at gennemføre en aktiv informationskampagne om fairtrade i kommunen. På den måde er kommunen med til at sikre, at eksempelvis kaffebønder i Mellemamerika har fået en retfærdig pris for deres arbejde.

Netop fairtrade-byerne har dog skabt en større diskussion om, hvorvidt det sociale ansvar er en kommunal opgave, hvilket fik en pensioneret jurist i Aarhus til at klage til Statsforvaltningen Midtjylland, da kommunen i 2010 valgte, at den skulle være med på fairtrade-bølgen.

Jeg finder, at det er udtryk for magtfordrejning, når borgmesteren for skatteyderbetalte penge tager skridt til kommunal u-landshjælp, for det kan kun være en statsopgave eller et privat anliggende, skrev den pensionerede jurist, Jørgen Jensen, i sin klage, som blev taget op af Statsforvaltningen Midtjylland, der denne sommer afgjorde, at det ganske rigtigt var ulovligt, at Aarhus Kommune er fairtrade-by. En afgørelse, der har fået flere kommunale politikere op af stolen for at undersøge sagen nærmere og forsøge at ændre afgørelsen.

Men er det virkelig kommunens ansvar at gøre en ekstra indsats globalt, når der samtidig spares på dens egentlige lokale opgaver?

Nej, lyder det fra filosof og projektleder ved Cepos Henrik Gade Jensen:

Social ansvarlighed er en individuel sag, hvor borgerne hver især har forskellige formål, de gerne vil give penge til. Derfor skal man generelt lade borgerne være ansvarlige på vegne af dem selv, og så skal kommunen tage sig af alt det praktiske et godt vejvæsen og et godt skolevæsen eksempelvis. Det er det, kommunen har til opgave at sikre, siger han og tilføjer, at det ikke betyder, at kommuner slet ikke må tænke på andet end pris ved offentlige indkøb.

Enhver kommune skal have stor råderet og handlefrihed, men det er problematisk, hvis den forpligtiger sig til eksempelvis at købe bestemte produkter med en særlig etisk kvalitet, da det dels kommer til at virke som afladshandel, dels presser bestemte etiske eller sågar politiske positioner ned over kommunens borgere, hvoraf nogle måske har andre værdier og opfattelser.

Det samme mener Frederik Mortensen, der netop har afsluttet sin ph.d.-afhandling i etik og religionsfilosofi ved Københavns Universitet.

En stat eller kommune skal altid være ansvarlig og i overensstemmelse med de værdier, som er demokratisk vedtaget. Men kommuners opgave er at beskæftige sig politisk med deres borgere og ikke at hælde pengene ned i brands og svanemærker, som mest af alt virker som et forsøg på imagepleje, siger han.

Ifølge ham skal kommunerne holde sig til at følge loven og lade borgerne bestemme, om de vil bruge ekstra penge på eksempelvis bæredygtige mærker som fairtrade:

Social ansvarlighed er ikke en lov, men henviser til den ekstra indsats, en forbruger eller virksomhed kan yde frivilligt, når den har fulgt gældende love. Det er altså en sag mellem forbrugerne og virksomhederne, hvor virksomhederne har skullet tilpasse sig borgernes værdier. Når kommunen går ind og prioriterer dyrere produkter på borgernes vegne, fjernes det åbne etiske spørgsmål og det frie valg for forbrugerne. Sådanne indkøb bliver nemt et politisk redskab til at styre, hvad der for borgeren er rigtigt og forkert at støtte.

Professor ved Aalborg Universitet, dr.scient., Peter Øhrstrøm, der er tidligere medlem af Det Etiske Råd, ser dog ingen problemer i, at kommuner påtager sig socialt ansvar. Tværtimod finder han det urimeligt, hvis man fra centralt hold vil nægte en kommune at vælge at tage et socialt ansvar i sin indkøbspolitik:

Politik handler ikke bare om penge, men også om medmenneskelige værdier og holdninger. Byrådspolitikerne er ikke bare med til at forvalte borgernes penge, de bør efter min mening også med deres handlinger forsøge at udtrykke de holdninger, som vi som samfundsfællesskab vil stå inde for.

Af den grund bør byrådet i en kommune ifølge Peter Øhrstrøm kunne beslutte en bestemt indkøbspolitik også selvom det som i tilfældet med fairtrade måske bliver en smule dyrere.

Det har jo også værdi og betydning, at vi behandler vore medmennesker i Den Tredje Verden på en anstændig måde. En sådan byrådsbeslutning synes i øvrigt på glimrende vis at understøtte de tanker, der ligger bag den danske u-landshjælp.

Generalsekretær i Caritas og formand for Rådet for Socialt Udsatte Jann Sjursen ser heller ingen grund til, at kommuner ikke selv kan bestemme, om de vil udvise socialt ansvar.

Det er underligt, at vi har en forventning om, at virksomheder lever op til sociale forpligtigelser om etisk handel, men at kommuner ikke kan få lov til at vælge, at de også vil være socialt ansvarlige. De offentlige indkøb i kommunen er en politisk kommunal beslutning, og hvis borgerne er utilfredse med, at deres skattekroner bruges på etisk handel, kan de vise det ved kommunalvalg.

Ifølge Jann Sjursen må der naturligvis være grænser for, hvilke formål en kommune kan bruge opkrævede skattekroner til, men han mener godt, at den grænse kan udvides til eksempelvis at omhandle de omdiskuterede fairtrade-produkter:

Det sociale ansvar skal selvfølgelig gå hånd i hånd med de andre opgaver i kommunen, men jeg synes, at det generelt er vigtigt, at vores samfund er med til at præge udviklingen. Det offentlige bør i langt højere grad støtte socialt udsatte og give penge til fattigdomsbekæmpelse, hvad enten det er globalt, nationalt eller lokalt. Det er noget, som Danmark, et af de rigeste lande, burde prioritere selv i krisetider.

Sekretariatschef for Dansk Initiativ for Etisk Handel Hanne Gürtler vil hellere vende spørgsmålet om, hvorvidt kommuner må udvise socialt ansvar for borgernes penge, på hovedet: Må de lade være?

Når kommunerne bruger skatteydernes penge, er det netop vigtigt at vise socialt ansvar. Der er eksempelvis ikke nogen, der vil sende deres børn i en børnehave, hvor legetøjet er lavet af børnearbejdere, eller have granitfortove, hvor granitten er brudt under sundhedsfarlige forhold, fordi kommunen skulle købe det til den laveste pris. Det er i virkeligheden uansvarligt at udvise mangel på ansvar for borgerens penge, siger hun og understreger, at socialt ansvar ikke har noget med velgørenhed og u-landshjælp at gøre.

Når vi har fokus på etiske offentlige indkøb, er det ikke for at pudse glorier, men for at bidrage til, at de varer og tjenesteydelser, som det offentlige indkøber, er produceret og udført under anstændige forhold. Det er heller ikke givet, at det skal koste mere, og det handler slet ikke om at købe luksuriøse varer, men om at fremme en ansvarlig indkøbspraksis. Derfor må kommunerne ikke bruge pris som det eneste, de går ud fra. Vi skal væk fra, at det kun handler om at få prisen så langt ned som muligt. Etiske kriterier skal også vægtes i offentlige indkøb og udbud.