Moralen går fløjten i klædeskabet

Sommerudsalget startes i varehuset Salling i Århus mandag d. 20 juni 2011. (Foto: Axel Schütt/Scanpix 2011) Foto: Axel Schütt.

MED AFSTEMNING På blot et par årtier er tøjforbruget i den vestlige verden flerdoblet. Tøj er blevet billigt, og forbrugerne bekymrer sig ikke om, hvordan tøjet er produceret, lyder kritikken fra den britiske forfatter Lucy Siegle

 
 
Det drejer sig om 28 kilo. Så meget tøj køber den gennemsnitlige britiske kvinde hvert år.

Men er det moralsk ansvarligt? Svaret forsøger den britiske forfatter og forbrugerjournalist Lucy Siegle at give i en ny debatbog.

Titlen, To Die For: Is Fashion Wearing Out The World, indeholder ordspil, som ikke kan oversættes direkte til dansk.

LÆS OGSÅ:En tredjedel af verdens mad bliver spildt

På populært engelsk siger man, at man vil dø for at købe den nyeste kjole fra en kendt designer. Det er naturligvis i overført betydning. Men for mange tekstilarbejdere i Fjernøsten finder produktionen sted under miserable forhold, hvor arbejderne sætter deres helbred på spil. Producenterne tager heller ikke hensyn til de miljømæssige omkostninger ved produktionen. Totalt bliver der produceret i omegnen af 80 milliarder stykker tøj, og priserne har aldrig været lavere målt i forhold til den disponible indkomst.

Forbrugere, forretninger, designere og tøjmærker har et ansvar for de arbejdere, der producerer vores modetøj. Men vi har lukket vore øjne for den bagvedliggende historie om udnyttelse og farlige arbejdsvilkår, fastslår Lucy Siegle, der er selverklæret elsker af modetøj.

Hun mener, at noget er gået galt, når den moderne kvinde bruger et par strømpebukser en enkelt gang, og så smider dem ud. Prisen er så lav, at det ikke kan betale sig at vaske dem.

Og det gælder ikke kun nylonstrømper. Selv en lille top med håndsyede pailletter kan i de billigste forretninger købes til næsten samme pris som en sandwich. I takt med de billigere priser stiger forbruget. Alene fra 2001 til 2005 steg tøjindkøbet med 21 procent, mens priserne faldt med 14 procent. I snit bruger de britiske forbrugere over 5000 kroner om året på tøj.

Vi køber nu fire gange mere tøj, end vi gjorde i 1980, skriver Lucy Siegle.

Hun sammenligner moralen i den moderne tekstilindustri med den for flere århundreder siden.

Hvor bomuldsproduktionen engang var baseret på slaveri, så har nutidens krav om konstant nyt modetøj skabt arbejdsvilkår i udviklingslande, som blev forbudt ved lov i den vestlige verden ved starten af det 20. århundrede, konstaterer Lucy Siegle.

Hun har taget turen gennem de begrænsede oplysninger, som sidder i det lille hvide mærke syet fast på indersiden af det meste tøj.

Mellem de sparsomme linjer læser hun historien om, hvordan tøjproducenter presser prisen på alt. Ikke mindst lønnen til syerskerne i Fjernøsten. Forfatteren har taget turen fra de smarte forretninger på Londons store shoppinggade Oxford Street til Cambodja, Bangladesh og de andre lande, som har overtaget tekstilproduktionen, som i lighed med Danmark er næsten ikke-eksisterende i Storbritannien. I de værste tilfælde bor fabriksarbejderne på fabrikkerne, arbejder 18 timer om dagen for en løn svarende til 600 kroner. Andre er hjemmesyersker, som for en tilsvarende ussel betaling håndbroderer motiver på vores modetøj og alt for ofte bliver børnene tvunget til at deltage i arbejdet.

Fra syerskerne til forretningerne er en kæde af mellemmænd, som tager deres del af betalingen, hvilket gør det svært at følge fødekæden men også let for virksomheder at gemme sig bag, fordi de kan henvise til den etiske aftale, de har med deres primære underleverandør.

Men arbejdsvilkårene er kun et element. Der er også de miljømæssige konsekvenser. Vandforbruget til at producere et par jeans er mellem 11.000 til 20.000 liter. Det er hele vejen fra vanding af bomuldsmarker til farvning af stoffet, og ikke mindst den efterfølgende behandling for at få de nye bukser til at se brugte ud.

Hun fremhæver videre, at de amerikanske bomuldsfarmere får stor statsstøtte, hvilket gør det umulig for landmænd i fattigere lande at konkurrere.

Men Lucy Siegles bog er ikke en ensidig moralsk anklage. Hun kommer også med forslag til, hvordan den moderne forbruger kan være både etisk og moderigtig på en gang.

Men det kan også være svært at forklare, hvad etisk korrekt modetøj er. Det kan være materialevalget, miljøvenlig produktion, ambitiøse standarder for dyrevelfærd, fairtrade og lokalt producerede tekstiler og kunsthåndværk.

Men det totale etiske varemærke bør være en kombination af alle, fastslår Lucy Siegle.

De store modehuse i blandt andet Frankrig og Storbritannien har også flyttet en væsentlig del af deres produktion til Fjernøsten. Så selv de høje priser på modetøj fra topdesignere er ikke ensbetydende med, at syersker og tekstilarbejdere også har fået en anstændig løn og arbejdsvilkår.

Der er også skeletter i det luksuriøse klædeskab, pointerer forfatteren, der anslår, at hendes eget skab indeholder 20 procent etisk korrekt produceret tøj.

Selv det begreb er uhåndterligt. Tøj produceret af genbrugsmaterialer lyder nok som en etisk god løsning. Men det er kun på den miljømæssige front, og det tæller ikke meget, hvis tøjet igen er produceret under kummerlige forhold i Fjernøsten.

Rådene fra Lucy Siegle til et mere etisk tøjforbrug er først og fremmest at købe etisk forsvarligt og bæredygtigt produceret tøj men med erkendelsen af, at det ofte er dyrt. Det andet råd er at droppe impulskøbene. Planlæg, hvad dit behov for tøj er, så du ikke ender med næsten ubrugte klæder i skabet. Genbrugstøj er en anden måde at hjælpe miljøet på. Her er det nye ord vintage, som med hjælp fra vinverdenen bedst kan oversættes som årgangstøj i god kvalitet.

norum@k.dk