Lev råt - lev kedeligt

Det er noget vås, når raw food-tilhængere påstår, at spinat ike består af andet end protein. Spinat indeholder ifølge Det Biovidenskabelige Fakultet maksimum to procent protein, skriver Kristine Stricker Hestbech. Foto: Rua Castilho

Vi har for travlt med at gøre livet firkantet i stedet for sundt. Smid raw food ud og server råkost i stedet, skriver sognepræst Kristine Stricker Hestbech

MINE SØSTRE er 10 år ældre end mig. De boede i kollektiver, inden jeg begyndte i 2. klasse, og var konstant på kur. Riskur og saftkur og æggekur. De kaldte det for udrensning. Jeg forstod ikke rigtigt, hvad det var, de skulle rense ud, men ledt var det.

Nu, 30 år efter, har endnu en udrensningsbølge fra USA ramt de danske kyster. Raw food. Ja, det hedder det. Også på dansk. Råkost lyder ligesom ikke så sejt.

Nå, men går du forbi en boghandler, så står kogebøgerne i vinduerne. Med råkostsalat og råkostjuice og råkostpizza. Og hvor det i min barndom hed udrensning på 10 dage, så er raw food udrensning for livet. Slut med kaffe og kartofler, rugbrød og bøffer. Nej, du må heller ikke spise en lækker rødspættefilet med remoulade og citronskive. Jo, det må du godt. Hvis du lader spætten gå urørt ud.

Ifølge raw food-folket sker syndefaldet ved 42 grader. Der begynder det store sammenbrud. Proteiner ødelægges, vitaminer destrueres, enzymer nedbrydes. Det er den rene elendighed, og scenariet er, at vores kroppe drænes mere og mere via al den forarbejdede mad, vi indtager, så vi til sidst står tilbage som tomme hylstre, der dumme og syge knækker i vinden.

Spiser du til gengæld som et får eller en ko, bliver du både klogere, slankere og helbredt for blandt andet kræft.

I "Viden om" tirsdag aften på DR 2 gik Line Friis Frederiksen på raw food-cafe og smagte lækre salater og smoothies og shots. Alt sammen lavet af fødevarer, som ikke er varmet op. Det så dejligt ud og smagte godt. Et sundt og lækkert alternativ til kager og kaffe og burgere og fritter. Og gid, det kunne blive ved det.

MEN NEJ, for selvfølgelig følger en ideologi med, som er bygget op af gode historier og lidt hjemmestrikkede videnskabelige rumlerier, der lyder vanvittigt kloge, når de bliver sagt.

Prøv denne her for eksempel: Grønne grøntsager optager så meget oxygen fra solen og luften, at det ilter vores krop. Snik snak, sagde forskerne fra Det Biovidenskabelige Fakultet. Det eneste sted, vi kan optage ilt, er i lungerne.

Eller denne her: Spinat består ikke af andet end protein, så drikker du sådan en juice om morgenen, behøver du ikke anden mad før klokken 14 om eftermiddagen. Vås. Spinat indeholder maksimum to procent protein.

Men, siger kogebøgerne, du bliver klogere af at spise rå mad. Fordi du booster dit system med mineraler og vitaminer og enzymer. Nej, du bliver ikke klogere. Det er sandt, at det går ud over din indlæring og hukommelse, hvis du er i underskud med vitaminer og mineraler. Men du kan ikke blive ved med at fylde vitaminer og mineraler på din krop og så tro, at du kan optimere dine evner. Din krop har brug for en vis mængde næringsstoffer, og når den mængde er indtaget, er resten egentlig ganske overflødigt.

Hvor har vi dog travlt med at gøre livet firkantet i stedet for rundt. Smid raw food ud og server råkost i stedet. Som tilbehør. Og nyd livet efter syndefaldets 42 grader.

Kristine Stricker Hestbech er sognepræst og foredragsholder