Landet, der flyder med lakrids og leverpostej
På det kulinariske område viser vores nationale særpræg sig ved rugbrødsmadder i madpakken, og at vi fylder os med lakridspastiller
Stryhns leverpostej har det erklærede mål at være en bid af Danmark. Og producenten af Ga-Jol har i årevis sat lighedstegn mellem det danske vejr og de velkendte lakridspastiller.
Måske er der noget særligt ved den konsensussøgende og nøjsomme danske folkesjæl og det vindblæste klima, der driver os i retning af netop de to produkter. I hvert fald skiller de sig begge ud ved at være spiser, som danskerne - i modsætning til andre folkeslag - indtager i store mængder.
Hvert år sætter danskerne omkring 8000 tons Stryhns leverpostej og 600 millioner Ga-Jol-pastiller til livs. Og selvom de to er giganter inden for deres felt, skal man gange med to-tre for at få danskernes samlede forbrug.
- Leverpostej og lakrids er produkter, danskerne er meget glade for. Så glade, at EU-reglerne om tilsætningsstoffer er et problem. I andre lande kan man tåle den mængde nitrit, som må tilsættes til leverpostejen, men den er for stor for os, fordi vi spiser så meget, fortæller Lone Rasmussen, forbruger- og fødevarepolitisk chef i organisationen Dansk Erhverv.
I vores søgen efter danskernes kulturelle særpræg er vi nået til den føde, vi indtager. Hvis det er sandt, at "du bliver, hvad du spiser", kunne det være interessant at studere vores kost og overveje, hvad den har gjort os til.
Ifølge Jan Krag Jacobsen, præsident for Det Danske Gastronomiske Akademi, er det svært at sige, hvad der er dansk mad. Ligesom al anden kultur har madkulturen krydset landegrænser gennem årtusinder og gradvis skiftet udtryk. Han peger dog på en enkelt omstændighed, som har med det klimatiske særpræg at gøre:
- Årstidernes skiften spiller en stor rolle i det danske eller rettere nordiske køkken. Mens man sydpå spiser det samme hele året, er det markant, at vi herhjemme spiser, klæder os på og tænker vidt forskelligt afhængigt af årstiden.
Men ser man på de nævnte to yndlingsspiser, erfarer man, at lakridsroden aldrig har groet i vores haver. Og selvom vi har masser af grise, er det ikke et dyr, danskerne har monopol på.
Den danske leverpostejkultur kan imidlertid spores tilbage til 1880'erne, da andelsbevægelsen voksede sig stærk, og Danmark begyndte at tjene godt på smøreksport til England.
- Når smørret var produceret, var futmælken tilovers. Den kunne bruges til at fodre grise, og så begyndte produktionen og eksporten af bacon. Den del af grisen, som ikke kunne eksporteres, blandt andet leveren, blev rørt sammen og spist af danskerne selv som leverpostej, forklarer Jan Krag Jacobsen.
Hvis man vælger at smøre den populære, sammenrørte svinekødmasse på et stykke rugbrød, pynter med agurk eller rødbede og pakker det hele ned i en lille kasse, der kan tages med i skole eller på arbejde, er man ifølge Jan Krag Jacobsen helt inde ved kernen af det særligt danske.
- Hvis der er noget, som virkelig adskiller danskerne fra alle andre på kloden, er det madpakken, erklærer præsidenten.
Han præciserer, at i Sverige er det for eksempel meget mere udbredt med frokostrestauranter, hvor hele firmaers medarbejdere går hen i frokostpausen. Og tager man mad med på arbejde i Sydeuropa, er det typisk noget, der skal varmes op. Ikke den særligt danske sammenpakning af rugbrødsskiver og smørbart eller skiveskåret pålæg.
- Men både den danske brødtradition og den danske madpakketradition er jo i opløsning i øjeblikket, siger Jan Krag Jacobsen med henvisning til det stigende forbrug af hvidt brød og planerne om at servere kommunal mad i børnehaver og skoler.
Ifølge Lone Rasmussen fra Dansk Erhverv er danskerne som forbrugere kendetegnet ved, at vi er en gammel handelsnation med prisbevidste indbyggere, som gerne går i discountbutikker og bruger en stadig mindre del af deres indkomst på mad. Denne nøjsomhed - eller nærighed - hænger logisk sammen med leverpostejskulturen.
Men lakridserne?
- Ja, det er helt uforståeligt, hvorfor vi spiser alt det lakrids, lyder Jan Krag Jacobsens kortfattede svar.
De fleste steder i verden foretrækker man sukkersød lakrids, hvis det endelig skal være. Men herhjemme er det den skrappe og salte lakrids, vi går efter. Et produkt, som mange folkeslag anser for direkte uspiselig eller kæder sammen med påtvunget medicin som hostesaft.
Men enhver, der mærker halsen kradse, når vinterkulden bider, når vestenvinden hyler og novemberregnen falder, finder det ikke ganske uforståeligt, at lysten kan melde sig til noget, der rusker lidt op i rørene.
Så måske er det Galle & Jessens reklameslogan, der bedst forklarer, hvordan lakridspastiller og dansk folkesjæl fik så meget med hinanden at gøre: Det danske vejr er Ga-Jol-vejr.